Der er vitterligt langt mellem de film der virkelig overrasker. Langt de fleste film følger en nogenlunde fast formel, alt efter hvilken genre man bevæger sig i og derfor er det også ret nemt for tilskueren at gætte udfaldet af begivenhederne i en given film når først den har fået præsenteret sine figurer og grundhandling. Dette er til gengæld nærmest umuligt, vil undertegnede anmelder postulere, når man går i gang med Ridley Scott og Cormac McCarthys The Counselor.

Filmen fik en uretfærdig hård medfart af anmelderne, da den kom i biograferne sidste år. Indrømmet, nærværende skribent har endnu ikke set biografversionen af filmen, men sprang i stedet direkte til det tyve minutter længere ”unrated extended cut”. Af samme årsag bliver der i denne anmeldelse heller ikke fokus på forskellene mellem de to versioner af filmen. Til gengæld er den lange version, en udfordrende film som er virkelig seværdig.

Filmens manus er skrevet af Cormac McCarthy. Det er mandens første manuskript, men lyder navnet bekendt, så er det fordi det var ham der var forfatteren til romaner som The Road, No Country for Old Men og Blood Meridian. De to første titler er allerede lavet til film og de er lige som romanerne forholdsvis nemt tilgængelige. The Counselor minder i sin komplekse dialog mere om den sidstnævnte roman, uden anden sammenligning i øvrigt, for figurerne i filmen taler ikke som folk normalt gør i amerikanske film. Det er en film, der kræver at man følger rigtigt godt med og er i stand til at afkode hvad figurerne taler om for at få det fulde udbytte af filmen. Det er forfriskende at filmen ikke på den måde taler ned til sit publikum – men gider man at man sig, så får man virkelig også en stor oplevelse.

Strengt taget er The Counselor en thriller om en mand, der er forelsket i en meget smuk kvinde. Filmen åbner op med en meget intim scene mellem de to, der nærmest kan beskrives som pornografisk - i al fald på dialogsiden - for billederne er meget sobre og kameraet laver stort set udelukkende close-ups af de elskendes ansigter. Alt starter altså i ren idyl og det bliver etableret hvor betagede de to er af hinanden.

Manden i sengen er den rådgiver, der har givet filmen sin titel. Selv om han konstant har mange bolde i luften, lykkes det vores helt at agere så tilpas smart, at alle hans kunder får hvad de har krav på. Det hele går dog pludseligt galt idet han, nærmest ved et tilfælde, bliver viklet ind i nogle narkokartellers meget skumle forretninger. Han har flere gange fået at vide, at han skal være meget varsom med at omgås disse mennesker, da de er nogle meget brutale, hensynsløse forbrydere, men dette synes ikke at skræmmer ham.

Det virker måske som om der ikke er noget nyt under solen ud fra denne beskrivelse, men det er der. Takket være en meget stram, svært tilgængelig dialog fra McCormac, nogle fremragende skuespilpræstationer fra hele ensemblet og den vanligt hyperæstetiserede billedside vi kender fra Ridley Scotts hånd, så er slutresultatet både fascinerende og fremmedgørende på en gang.

Specielt interessant er Cameron Diaz’ figur Malinka, for sjældent er der set en så nederdrægtig kvinde skildret på film før. Hun er iskold ondskab pakket ind i designertøj. I det hele taget er der mange af filmens figurer, der både forekommer karikerede og sært troværdige på én gang.

Dertil kommer McCormacs særlige talent for at være nederdrægtig, ikke kun i dialogen men også i de få, men meget effektive skildringer af visuel vold som filmen byder på. Det er, lige som i hans barske romaner, endog meget grusomt skildret, men filmens virkelige overgreb er holdt på det verbale og antydningsmæssige plan. Situationen spidses konstant til og vores hovedperson presses pludselig fra alle sider. Det interessante er, som nævnt, at seeren på ingen vis kan forudse hvad der sker i næste scene, eller regne ud hvem af filmens figurer, der vil blive myrdet. Uforudsigeligheden er i den grad med til at gøre dette en film man bør se, hvis man kan lide at blive overrasket.

Det er også en film der helt bevidst arbejder med såvel en ganske stramt komponeret billedside og ikke mindst flere glimrende eksempler på helt klassiske set-up/pay-off situationer. For flere af de elementer der beskrives i dialogen, bliver senere i filmens forløb konkretiseret. Af samme grund skal filmen også anbefales til alle de der måske går at mangler gode eksempler på denne slags dynamikker.

The Counselor er ikke kun et postmoderne formeksperiment, for selv om billedsiden emmer af brødrene Scotts film fra firserne, så er dialogen og figurerne i vanlig McCormac-stil indbegrebet af Western. Handlingen foregår – som så ofte hos McCormac - i grænselandet mellem Mexico og Texas, og af samme grund benytter filmen sin fortælling til at italesætte velkendte amerikanske konflikter. Grænsen mellem civilisationen og barbarismen – den såkaldte frontier – der er så vigtig for Westerngenren og den amerikanske selvforståelse forekommer i The Counselor helt udvisket. Her hersker kun kaos, anarki og brutalitet. Hvad enten man nyder disse underforståede pointer eller blot ser filmen for den grundlæggende handling og det gode skuespil, så venter der en stor filmoplevelse til den kræsne seer.