Freuds berømte dobbeltgænger er som bekendt en af forudsætningerne for at man kan opleve det uhyggelige. Dobbeltgængeren kan naturligvis manifestere sig i en fysisk dobbeltgænger, men også mødet med et spejl kan frembringe en snigende fornemmelse af at møde sit alter ego. Spejlet som motiv har altid draget fortællere og filmmagere til at fortælle så forskellige historier som Snehvide, Alice i Eventyrland, Candyman, Twin Peaks og mange, mange flere.

Spejlet er også centralt placeret i den nye danske teengyser Kollegiet, hvor den unge Katrine, efter moderens død flytter ind på kollegium for at læse engelsk i en unavngiven dansk by. Hun opdager hurtigt, at det gælder om at holde sig gode venner med den kyniske Sanne, der tilsyneladende styrer livets gang på gangen. Under den første fest på stedet bliver Katrine udsat for en practical joke. De øvrige beboere klæder sig ud som gespenster og forfølger Katrine ind på Sannes værelse. Her ser Katrine en mærkværdig skikkelse i spejlet lige inden det knuses og hun falder bevidstløs om.

De øvrige beboere siger, at de ikke kender noget til personen, som Katrine angiveligt har set i spejlet, men efter festen er der noget helt galt! Ikke alene er Sanne godt og grundigt sur på Katrine, fordi hun har snavet med hendes eks, men der er også begyndt at ske mærkværdige ting på kollegiet. Da en af beboerne dør under ret mystiske omstændigheder, allierer Katrine sig med en ung, nervøst anlagt fyr Rolf, der boede på værelse 205 før hende. Værelsesnummeret skal selvfølgelig ses som endnu en spejlreference. Sammen sætter de sig for at komme til bunds i hvad det er, som sker på kollegiet.

Danske genrefilm er altid kærkomne – ikke mindst gyserfilmen. Foruden den fine Midsommer og Nattevagten har de nye danske gys primært været lagt i hænderne på makkerparret Dennis Jürgensen og Martin Schmidt. Der er flere af beboerne på Kollegiet, som er gengangere fra Midsommer (indsæt selv spøgelsesvitsen her), men ulig den trykkede gyserstemning, som er at finde i begge film, falder Kollegiet fladt på halen, når det kommer til manuskriptet. Kollegiet er i sine rædselssekvenser både effektiv og ikke så lidt uhyggelig, men gyset fordamper desværre alt for hurtigt, når man skal lægge øre til den ganske forfærdelige dialog, der optræder i hoveddelen af filmen.

Rent genremæssigt forventer man heller ikke mirakler på dialogsiden, når man sætter sig til at se en gyser (tænk bare på meningsudvekslinger i Dario Argentos film), men når nu stemning er alfa og omega i spøgelsesfilmen, så er det altså en skam, at den gang på gang ødelægges af alt for konstrueret dialog, der helt tydeligt ikke passer i kontekst, eller som ikke synes at falde de unge spillere helt naturligt at sige.

Filmens kernemysterium og det overordnede plot er ganske fint, selv om den endegyldige løsning på de unges problem, forekommer at være noget søgt. Man skal altså hverken forvente sig god dialog eller logiske løsninger, men kan man se gennem fingre med det, er Kollegiet et godt, ganske blodigt bud på en dansk ungdomsgyser, der - med sin konsekvente brug af spejle og refleksioner - med stor respekt synes at låne elementer fra såvel Dark Water, Fluen 2 og ikke mindst førnævnte Candyman.