Anders Morgenthaler er et gudsbenådet talent! Ikke alene kan man dagligt se en ny stribe bizarre indfald på http://www.wulffmorgenthaler.com/, grine (eller græde) over TV-programmet af samme navn, sidde med ungerne og se, når KatjaKaj og BenteBent gæster børne-tv, for slet ikke at snakke om sidste år, hvor han begejstrede og chokerede med Princess, der var den første, seriøse danskproducerede tegnefilm for et voksent publikum. Morgenthaler er desuden fotograf på videokunst, medstifter af mediehuset Copenhagen/Bombay, og med spillefilmsdebuten Ekko har han skabt en stærk og medrivende film, der med enkle virkemidler skildrer den stærke kærlighed mellem far og søn.

Gennem en mandshøj rapsmark ankommer Simon til et forladt sommerhus på en af de danske sydhavsøer. Han tager sønnen ned fra skuldrene og beder ham om at finde et åbent vindue, for så kan de lege indbrudstyve. Sønnen spørger om de dog ikke har en nøgle. Jo, siger faderen, men der er jo sjovere på den her måde. Drengen piler af sted, og inden længe er de to inde i det mørklagte hus. Selvom det er sensommer i Danmark, er der noget ildevarslende over opholdet. Faderen forsikrer sønnen om, at deres ferietur er aftalt på forhånd med knægtens mor, men vi ved godt, at der er noget helt galt.

Sønnen bruger meget af sin tid på at tegne i sit medbragte kladdehæfte, muligvis som en hyldest til de kreative muligheder og den katharsiske kraft, der ligger i tegningen. Hans tegninger viser noget af det, som aldrig bliver sagt højt i filmen, et direkte blik ind i hvordan sønnen forstår verden omkring sig. Det viser sig, at Simon ikke alene er politimand, men også på flugt fra myndighederne. Han fik afslag på forældremyndigheden over sin søn, og nu er de to på flugt, uden sønnen ved det. Faderens voksende paranoia, hans erindringer om sin egen barndom og ikke mindst den medbragte pistol, er hele tiden en lurende trussel, der alle er varsler om en nærmest uundgåelig tragedie.

Samtidig er der noget, der tyder på, at der måske er flere i huset end Simon og sønnen. Døren ind til hemsen bliver ved med at åbne sig, og der er mystiske lyde i huset om natten. I en omvendt situation er det faderen, der lister op og putter sig ind til sin søn, når mareridtene bliver for uudholdelige.

Af ovenstående beskrivelse lyder Ekko måske som grundridset til en pæredansk socio-tragedie, men som modvægt til al denne paranoia og frygt, har vi det ømme samvær mellem far og søn. Der er ingen tvivl om, at Simon elsker sin dreng over alt på jorden, og at knægten holder lige så meget af sin far. I en scene hvor Simon bader knægten spørger han ”Hvem elsker du mest, mor eller mig”, og trækker straks i land igen, idet han indser, at det er det mest uretfærdige spørgsmål, man kan stille sit barn.

Filmen trækker på en gennemgående magisk realisme i både de skræmmende horrorelementer, som gør, at filmens første halve time er en regulært uhyggelig og fantasifuld skildring i de fantasilege, som far og søn leger med hverandre. I legen er der, som i al god leg, en snert af alvor. ”Dette er vores ø”, siger Simon til sønnen, ”vi må ikke nærme os vandet, for det er fuldt af krokodiller, og vi må ikke møde andre, for de er alle pirater”. ”Hvad sker der så hvis piraterne alligevel kommer… skal vi så skyde dem?”, spørger sønnen, og til det svarer faderen, at det er han bange for bliver nødvendigt.

Selv om Ekko kan virke som en gravalvorlig sag, så forfalder den heldigvis ikke til et Erik Clausensk socialrealistisk kitchen-sink-drama, som har plaget meget dansk film. Ekko tør at blande genrer, springe uhindret mellem fantasi og virkelighed, og så er Anders Morgenthaler fantastisk god til at formidle en historie, der er set i børnehøjde, uden det på noget tidspunkt taler ned – og det er virkelig en sjældenhed.

Filmen kan ligefrem beskrives som en børnefilm for voksne, der igennem Kasper Tuxens smukke nærindstillinger og fantastiske kameraarbejde, fortæller en fabel om kærlighedens og tilgivelsens magt. For samtidig med, at det er en grum fabel, så er den – ligesom Princess – en meget moralsk fortælling, der både fordrer til debat og eftertanke, og ulig Princess er mange af de moralske spørgsmål heldigvis overladt til seeren, men uanset hvad er det en film, som ikke slipper grebet i én lige med det samme.

Ekko viser, lige som Christoffer Boes film, at dansk film kan være andet end grim Dogme-æstetik, Regner Graasten-rædsler og traditionelle kærlighedsdramaer. Ekko er anderledes, bruger sit medie fuldt ud til at give seeren en medrivende, fængende og befriende fortælling om forholdet mellem en plaget far og sin 10-årige søn. En film, der på trods af et par enkelte skønhedsfejl, formår at være basalt underholdende, skræmmende, sjov, rørende og dyb – og hvad mere kan man egentlig forlange?

Læs også Kim Toft Hansens bioanmeldelse af Ekko.