Det virker måske ikke som det mest oplagte at gøre fribrydere til filmhelte, men efter ”The Rock” har fået en filmkarriere, synes World Wresteling Entertainment (tidligere WWF) at have fået blod på tanden. Først kom See No Evil og nu er der blevet skabt endnu en film med en fribryder, som heldigvis er væsentligt mere seværdig end den første.

Condemned handler i al sin enkelthed om et nyt online reality-show, hvor ti dødsdømte fanger bliver kastet ned på en øde ø. Øen er spækket med kameraer, og så lader man dem ellers slås indbyrdes, indtil der kun er en tilbage. Sidste overlevende vinder sin frihed. Kniber det lidt med spændingen, kaster producenterne våben og rationer ned til de dødsdømte, og en GPS-fodlænke fyldt med sprængstof er motivation nok til, at de ikke flygter. Fodlænken giver dem også en frist på 30 timer – et godt incitament til at komme i gang med løjerne.

Protagonisten med det lidt fjollede navn Conrad spilles af ”Stone Cold” Steve Austin, og det viser sig i løbet af fortællingen, at han naturligvis ikke er en dødsdømt forbryder, men derimod en Black-Ops agent, som embedsmænd var tvunget til at efterlade i spjældet efter en mislykket mission. Hans ærkerival spilles af Vinnie Jones, der både er kendt fra Lock, Stock and Two Smoking Barrels samt for det pressefoto, der viser ham give en anden fodboldspiller et elegant men gedigent tryk i testiklerne. Vinnie er normalt altid charmerende, selv i sine skurkeroller, men i Condemned får han lov til at være et sadistisk, voldtagende britisk svin af den værste skuffe.

Filmen er primært fortalt fra de dømtes synsvinkel, men der skiftes ind imellem fokus til de korrupte reality-tv producere, til embedsmændene i USA, og ikke mindst til den kvinde, der ikke kunne forstå hendes Conrad pludselig forsvandt uden et ord. De er nu alle vidne til et slæng brutale mordere jage Conrad live på internettet.

Der er ikke noget nyt i at lave film, hvis historie centrerer sig om jagten på mennesker. Tidligere har vi set så forskellige bud på denne muntre blodsport i så forskellige film som Battle Royale 1 og 2, The Hunted, Surviving the Game, First Blood eller Hard Target. Indrømmet, ikke alle disse har handlet om mennesker, der blev jaget blot for andres perfide fornøjelse, men ikke desto mindre er der snart så mange af disse menneskejagts film, at vi snart kan tale om en decideret sub-genre til actionfilmen. Bag ved alle titlerne er der, foruden det åbenlyst underholdende ved at se folk jage hinanden, en god portion social kritik. I Condemned er det ingen undtagelse.

Filmens morale, der knytter sig tæt til titlen, handler om, hvor langt vi mennesker vil gå for at blive underholdt. Helt siden en kvik romer fik ideen om at kaste halvnøgne kristne ind til sultne rovdyr eller svært bevæbnede gladiatorer, har der eksisteret en sær fascination ved at se mennesker blive revet fra hinanden eller kæmpe for deres liv til sidste blodsdråbe. Det er den samme fascination, der får nogle til at standse ved en dødsulykke for at være med på en kigger. Det er amoralsk, tabubelagt og sært dragende. Denne dobbelthed ligger også i Condemned, der på den ene side ikke går af vejen for at vise både ekstremt blodige, spektakulære dødsscener for i næste åndedrag at fordømme de perfide reality-tv-producere som står bag. Sagt på en anden måde, så gør filmen sig selv skyldig – på samme måde som eks. Natural Born Killers (uden anden sammenligning i øvrigt) – i at fordømme mediernes griske, insisterende jagt på blodige sensationer, menneskelige tragedier og udpenslet vold – for så i næste øjeblik selv at levere præcis den vare, som de lige har forsøgt at fordømme.

Dette moralske paradoks ændrer dog ikke ved, at man smiler bredt i de små to timer, som voldsorgiet pågår. Det kræver dog, at man – som jeg – hører til de, der godt er klar over, at Condemned er rendyrket fiktion og intet hold har med virkeligheden. Selv om Steve Austin ikke er en klasseskuespiller, så er han akkurat charmerende nok til at fylde sin tredimensionelle bøf-rolle helt ud, og selv om man gerne vil holde med Vinnie Jones’ karakter, så er det altså usigeligt svært, når han nu spiller så dumt et svin som McStarley.

Filmen føles lidt som et mægtigt flot computerspil. Der er regnvåde, smadrede broer der skal krydses i ly af natten, en masse våben der skal findes, eksplosioner og de evige jungleomgivelser, der synes at være nærmest påkrævet i denne type af film. Der snittes og skydes, molotovcocktails kastes, og man tænker længselsfuldt tilbage til de herlige B-voldsfilm fra slutfirserne og starten af halvfemserne. Jeg vil i hvert fald ikke være trist, hvis Conrad igen sendes til et nyt reality show – for så er søndagen reddet!