Året før George Orwells profetiske roman, blev der skabt en skæv, postapokalyptisk mareridtsvision i Italien af Sergio Martino (som bl.a. kendes for filmene Torso & Mountain of the Cannibal God). Filmen er helt tydeligt inspireret af såvel Mad Max 2 (de lattervækkende bilkampe i starten) som Flugtaktion New York (sin grundlæggende quest-struktur) men samtidig peger dens hovedhandling også nærmest profetisk frem mod Children of Men, idet den handler om at vores barskehovedperson – med det Wagnerske navn Parsifal - skal finde og beskytte den sidste frugtbare kvinde på planeten.

Han skal naturligvis ikke gøre dette alene, for Parsifal har fået et par medhjælpere med sig på sin opgave og desuden får han også hjælp fra folk han møder undervejs. Før Parsifal dog kommer så langt, skal han lige bevise sit værd i den førnævnte bilkamp, der ser ud som om den er filmet i en mellemstor midtsjællandsk grusgrav og med en samling biler, der burde se ud som nogle fra Death Race, men i stedet ligner de nogle fra Zulu Djævleræs med påsatte plastikgeværer og panserplader. Idet han triumferer her, vinder han en hermafrodit, efter løbslederen først konsulterer en kvindelig klovnerobot. Ja, du læste rigtigt, der stod faktisk ”kvindelig klovnerobot”.

Selv om filmen både er vildt tåbelig til tider og helt tydeligt ikke har haft et stort Hollywoodbudget at arbejde med, så er den stadig sært underholdende. Det virker som om manuskriptet er forfattet af en 13-årig dreng med lidt for livlig fantasi, for ikke alene skal Parsifal trave gennem kloaker, møde abemænd der bor på et teater, et samfund af dværge, der lever i en grotte under jorden, og naturligvis ser man også en mængde andre radioaktive mutanter, der kan kendes på at de har klamme sår i hovedet.

Det fremtidige New York er altså et ret skræmmende sted i 2019, for i Parsifals søgen efter den fertile kvinde, blive vores hovedperson og dennes venner nødt til at begive sig ud i en masse kampe. New York kontrolleres nemlig af de onde, onde Euraks (en forkortelse af Euro-Asian-Confederation) der med deres sorte uniformer og hjelme med visirer, står i skærende kontrast til Føderationens (de overlevende amerikanere) hvidklædte medlemme. Det er nemlig føderationen der sender Parsifal, med lige så stor modvilje som Snake Plissken havde det, på redningsmission i det ødelagte NYC.

Det visuelle udtryk i filmen kan bedst sammenlignes som en forholdsvis dyr dobbeltepisode af Dr. Who fra startfirserne, der møder en italiensk kameraføring og klipning, komplet med chok-zooms og umotiverede tracking-skud af rotter. Der spares heller ikke på hårfarve, neonfarvet tøj, løsdele fra rustninger, mærkværdige laser-armbrøster , bizarre skuespilpræstationer eller usammenhængende dialog.

Af samme årsag fremstår filmen som ret corny hele vejen igennem, og enkelte scener er da også så lamme, at man undres over hvorfor skuespillerne ikke havde indvendinger mod at medvirke. Et godt eksempel er den lumre forhørsscene, hvor Parsifal snaves på plads af en af Eurak’ernes labreste kvindelige officerer iklædt sort læderharnisk. I resten af filmen forsøger hun at spille vildt ondskabsfuld, men hun modarbejdes desværre konsekvent af sin pin-up fetich-status. Kort sagt hun er for lækker til at være rigtigt overbevisende som ond. Desværre vises der, til trods for genren, alt for lidt bar hud i filmen, hvilket ellers – i denne anmelders optik – virkelig ville have klædt den.

Selv om der er en latent mangel på balle- og brystnærbilleder, så er der til gengæld skruet godt op for splattereffekterne i Technicolour, for maver skæres op, øjne klemmes ind i kraniet og meget andet godt. Det vil nok især glæde de der holder af firsernes ofte grotesk overdrevne brug af splat.

Rådet fra kapellets klamme kælder er derfor, holder du af at spille Far Cry: Blood Dragon, var du underholdt af ManBorg, eller er du blot fan af italienske exploitationfilm, så bør du give 2019 – After the fall of New York en chance, for om ikke andet er den uendeligt meget bedre end eksempelvis Bronx Warriors eller New Barbarians. For dig der til gengæld har en lav tolerance overfor continuity-fejl og forventer reelt indhold i stedet for hjernedød action, så bør man undgå filmen og i stedet se The Road.