I tider, hvor danskfaget er trængt af internationale kræfter og politisk overlegenhed, i tider, hvor man – som dansklærer – fornemmer et vist pust af glemsomhed, i tider, hvor man skal hige og søge i gamle bøger efter opbakning til smal faglighed og kulturmæssig forståelse, er filmen En enkelt til Korsør en parodisk kævle på et allerede brændende bål. Med dansklærerjobbet som professionel baggrund føler undertegnede en ram ånde af klichéer vælte ind over mig, men der er jo det ved klichéer, at de ganske ofte udspringer af en eller anden form for sandhed.

Rasmus, der ellers har en fin akademisk karriere lagt ud foran sig, må se sig udgrænset, da han siger fra over for sin vejleders kærlighed – han bliver, som så mange dydige og dygtige humanistiske akademikere, arbejdsløs. Villig til at komme godt i gang siger han ja til et job på VUC i Korsør, hvor han flytter til. Her begynder han at undervise et hold elever i den modne alder, og han skyder selvfølgelig langt over målet med sine filosofiske og akademiske betragtninger af ’den romantiske idiot’. At de ikke forstår en døjt af, hvad han siger, er selvfølgelig grovkornet middelhavssalt i et blødende akademisk hjerte.

Rasmus finder sig dog – efter en VUC-forstanders eftertrykkelige reprimande – bedre og bedre til rette i sin nye position, og får desuden stiftet bedre og flere forbindelser til sine elever, også privat. Her skal Rasmus selvfølgelig forelske sig i en af sine elever, og scenen er hermed sat til, at Rasmus kan udleve sine egne poetiske betragtninger af romantisk idioti. Han skulle egentlige have skrevet afhandling om romantikken (”kan man forske i dét”, er der en af eleverne, der spydigt spørger), men nu får han mulighed for at se sig selv som den romantiske idiot i aktion.

Her spiller filmen svagt på en af romantikkens centrale værker, nemlig Goethes Den unge Werthers lidelser, hvor Werther går så megen lidelse igennem i sin higen efter den skønne Lotte. I opdateret version forelsker Rasmus sig i den utilgængelige Signe, der ser helt andre muligheder end lige kærligheden i Rasmus. Men hvor Goethes dagbogsfortælling emmer af Sturm und Drang, så forbliver En enkelt til Korsør en lille, finurlig storm i et glas vand. Selvom Rasmus’ akademiske betragtninger over romantikken – periodisk og følelsesmæssigt – tilpasser sig fortællingens spor, så bliver filmens egentlige udvikling mindre målrettet.

Filmen er momentvist grinagtig morsom, undertiden perspektivrig og pletvist særdeles overraskende, men filmen største problem er faktisk den letbenede humor, der kommer til at virke påsat i forhold til det øvrige – eller også er det omvendt: De poetiske betragtninger, der underlægges den parodiske skalpel, falder bort i genrefast komedie. Derfor er filmen et blødt mellemgulv med lidt for meget flomme, og derfor godt nok udpræget underholdende, men ikke meget mere end det. Tilmed er filmen et par bølgelængder for lang, hvilket gør, at de momentvise fine sekvenser fortaber sig i scener, som ikke tilfører meget. En enkelt til Korsør placerer sig mellem to stole, og det bliver derfor en svær balancekunst at holde interessen til enden.