De kaldte hende Sarah (106 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 13/8 2011, 07:58 af Kim Toft Hansen
Je m’appelle Sarah
Je m’appelle Sarah
« TilbageHvert land har sit vendepunkt under Anden Verdenskrig. Det punkt, hvor en række nationale politikere og lokale begynder at samarbejde med det nazistiske overherredømme. De seneste år har flere samtidige politikere undskyldt på vegne af andres katastrofale valg under krigen. I Danmark kom Anders Fogh Rasmussen på slingrekurs med historikere ved at kritisere det danske politiske og politimæssige samarbejde med besættelsesmagten. I 2005 – på 60-årsdagen for krigens afslutning – udtalte den daværende franske præsiden Jacques Chirac, at Frankrig ikke kun har medansvar, men også skyld for deportationen af tusindvis af franske jøder i 1942. Det er denne deportation, den franske film De kaldte hende Sarah (med den franske titel Elle s’appelait Sarah) tager udgangspunkt i. Den er netop udkommet på dvd. Filmen er baseret på virkelige hændelser.
Da det franske gendarmeri ankommer til familien Starzynski i Paris for at hente dem til deportation, vælger den lille pige Sarah at låse sin lillebror inde i et skab for at redde ham. Alle de franske jøder samles på et stadion uden mad, drikke eller latrinske beføjelser. Hurtigt går det op for Sarah, at hun kan have gjort en stor fejl. Det ser ikke ud til, at de vil slippe ud, og broren sidder derfor uhjælpeligt fanget i skabet. Mor, far og datter skilles ad, da de er blevet interneret i en mellemgangslejr, og her begynder Sarah egenhændigt at udtænke sin flugtplan for at redde sin lillebror. Parallelt med denne historie om den lille Sarah fortæller filmen også en nutidsfortælling om journalisten Julia, der får til opgave at skrive en stor feature-artikel om massedeportationen i Frankrig. Under denne research falder hun ved et tilfælde over den grufulde historie om Sarahs familie. Skæbnen viser sig endda at være tungere end ventet: Hun indser, at hun er flyttet ind den lejlighed, som familien Starzynski boede i, indtil nazister overtog lejligheden.
Denne tvedeling af historien i et nutids- og et fortidsspor er til at starte med lidt belastende. Den gribende fortælling om Sarah ville tilsyneladende have været nok i sig selv. Men da filmen langsomt begynder at etablere fortidens konsekvenser i nutiden (som selvfølgelig skal være usagte her), fanger denne narrative struktur an. Det giver undervejs bedre og bedre mening, at den er fortalt, som den er. Filmen etablerer på den måde et gentagelsesmønster, der handler om familiers interne problemer og kærlighed. Dermed kommer Sarah og Julie til at være parallelle karakterer. I denne ligning blegner Kristin Scott Thomas præstation som Julie desværre i forhold til den purunge Mélusine Mayance, der leverer en tidlig pragtpræstation som den lille Sarah. Filmens nutidige efterforskningsspor bliver dermed også mere vedkommende, da det for Julia går fra at være en journalistisk opgave til at være en personlig besættelse.
Stilen er poetisk og rolig. Filmen formår at skildre nogle sindstilstande gennem den cinematografiske rytme. Længere skud og hvirvlende kamerabevægelser gør de desperate scener nærværende, mens eftertænksomme scener tømres fast af velvalgte og eftertrykkelige vinkler. Kun det poetiske kan udtrykke den afmagt, grusomhed og frustration, som denne menneskelige lidelse påfører. De kaldte hende Sarah har dog undervejs en lidt for overbærende tendens til at sentimentalisere handlingen. I lejren får Sarah lagt en række følelsesladede replikker i munden, som filmen kunne have været foruden. ”Hvor længe skal vi være her?” og ”Hvornår skal vi se far igen?” trækker den poetiske billedstil ned på et niveau, hvor budskabets gru leveres med en sølvske. Denne hjerteskærende sentimentalisme er ikke nødvendig, når filmens tema i forvejen er så grufuldt.
De kaldte hende Sarah er dog et habilt bud på en deportationsfilm, der forsøger at gå lidt andre veje end vanligt. Dvd-udgaven er desuden suppleret med en fin mængde ekstramateriale for den, der vil gå på opdagelse i den virkelige fortælling om Sarah. Film som Ande de Emmonys God on Trial (2008) og Tom Roberts In Tranzit (2008) har begge været nyfortolkninger af deportationsdramaet, der er blevet indspillet så mange gange. De kaldte hende Sarah blander sig i dette selskab med et validt bud på, hvordan Anden Verdenskrig har stærke og gennemslagskraftige konsekvenser den dag i dag. Træk filmens svage begyndelse og dens tendens til sentimentalisme fra, og filmen havde været et storværk.