Gary ”Eggsy” Unwin (spillet af Taron Egerton) mister sin far i en ung alder og vokser op til at blive noget af en rod som tyveårig (selvom han er en intelligent ung mand). En rod med et stærkt ønske om at beskytte dem, han elsker, men uden et egentligt mål i sit liv. Eggsy tilbringer de fleste af sine dage med at lede efter ballade, gå imod autoriteter og skyder skylden på stivnakkede aristokrater på grund af sin fars død. Han er af den overbevisning, at politikere, født med en sølvske i munden, skødesløst sendte hans far ind i en krigszone, uden at bekymre sig om hans sikkerhed eller konsekvenserne af deres handlinger.

Men hvad Eggsy ikke ved er, at hans far i virkeligheden var medlem af Kingsman-gruppen: et privat spionagentur, som arbejder uden for bureaukratiske motivationer, mens de undersøger og afvæbner globale trusler. Eggsys far blev dræbt i tjenesten og reddede sin kollega Harry Hart (Colin Firth), organisationens bedste agent. For at vise sin taknemmelighed for Eggsys fars offer har Kingsman-gruppen holdt et skarpt øje med sønnen gennem årene og – da Eggsy endelig kommer i en knibe, han ikke kan komme ud af – redder Hart ham og tilbyder ham et bedre, om end en smule farligere, liv som en Kingsman-agent.

Kingsman: The Secret Service samler Kick-Ass og X-Men: First Class samarbejdspartnerne endnu engang Matthew Vaughn og Jane Goldman, hvor de adapterer endnu en tegneserie af Mark Millar, The Secret Service fra 2012. Selvom filmen tager et par friheder med den originale historie, ender filmen i sidste ende med at levere en fantastisk morsom version af spionthrilleren – en version der burde tiltale fans af tegneserien, men også filmens publikum som er i humør til at se overfladisk vold og action (i samme omfang som f.eks. Kill Bill og Kick-Ass). Visse elementer vil måske være en anelse voldsomme for følsomme seere, men Vaughns film inkluderer nok hysterisk morsomme øjeblikke, stilfulde kampscener og opfindsomme spion-dingenoter- og gadgets til at gøre filmen til en hurtig og nem anbefaling for et publikum, der søger efter topklasse underholdning.

Som med mange andre af Mark Millars tegneserier hviler også Kingsman på ideen om, at der skal leges med en genres forventninger. Hvor Kick-Ass håndterede den blodige virkelighed af superhelte-selvtægt (præsenteret med farverige personer og situationer), så tilpasser Kingsman spionfilmens sædvanlige punkter (gentlemanagtige superspioner, forskruede skurke, og skøre håndlangere) med den moderne filmiske æstetik. Filmens hovedhistorie og karaktererne anerkender da også det faktum, ofte med humor, men selve filmen er stadig fastlåst i en relativ standard spionfilmsmanuskript (et spil om katten efter musen mellem heltene og skurkene), parret med en velkendt fortælling om en hård, ung hovedperson, som får muligheden for at gøre noget ekstraordinært med sit liv – hvis vedkommende da er modig nok til at tage imod den mulighed. Derfor vil visse punkter af Kingsman: The Secret Service føles forudsigelige og undervældende, men selv når filmen virker til at fejle, eller hvis en joke ikke bliver afsluttet i tide, giver Vaughns knivskarpe håndtering af scenerne os en konstant strøm af skarp action, underholdende karakterer og smarte hentydninger til popkulturen.

Filmen har en hyper-stiliseret variation af James Bonds signaturstil, men viser os alligevel en af de bedste koreografier i kampscener, jeg nogensinde har set før. Tonen kan være morsom, men Kingsman er alligevel ikke kun en plat komedie – historien har hjerte, og ind imellem blodet, eksplosionerne og de seksuelle undertoner kommenterer den tankefuldt på mændene bag de skræddersyede jakkesæt. Hvor Bond ofte bliver repræsenteret som et forlænget våben af MI6, præsenterer Vaughn her sine Kingsman-agenter som anonyme helte, der ikke ville passe ind til en cocktailfest. De lever (og dør) ved den filosofi, som skaber en Kingsman-agent.

Af den grund passer rollen som Harry Hart helt fint til Colin Firth og han skaber en vellidt og underholdende karakter. Han udfører de fleste af sine egne stunts, som bliver opfanget af en kameramand med et utroligt godt øje til detaljer, George Richmond (Oscar-vinder). Han sørger for, at Hart ser lige så troværdig ud, når han kæmper og skyder, som når han udveksler høfligheder med filmens skurk, Richmond Valentine (Samuel L. Jackson). Colin Firth når aldrig at spille Bond, men med Kingsman beviser han, at han har karismaen og fleksibiliteten til at have en hovedrolle i en actionpræget franchise.

Som de siger i filmen, så er en spionthriller kun god, fordi der er en god skurk til stede, og kombinationen af Samuel L. Jackson og Sofia Boutella (som hans håndlanger, Gazelle, med sylespidse benproteser) er morsom som et modstykke til Hart og de andre Kingsman-agenter. Det overrasker ikke, at Jackson stjæler hver eneste scene, han er med i, med sine grinagtige underligheder som understreger karakterens charme og komplet vanvittige sindstilstand. Men Kingsman har også stærke biroller, anført af Taron Eggerton som Eggsy. Selvom det er Harry Hart, der er filmens trækplaster, er det Eggsy, som er filmens hovedperson, idet han går fra at være en rod til en skræddersyet hemmelig agent. Derfor er samspillet mellem Firth og den unge skuespiller fængende og vil gøre dig varm om hjertet – det giver os et unikt og dybt mentor/protege-forhold, som ikke bliver gennemgået nok i spiongenren. Vi får også besøg af Mark Strong (fra bl.a. Kick-Ass) og Mark Hamill (Star Wars), men også Michael Caine (The Dark Knight) og debutanten Sophie Cookson.

Vaughn og Goldman låner heftigt her og der fra andre spionklassikere, men ved hjælp af smarte genreudbrud og hyper-stiliseret action formår Kingsman: The Secret Service at stå på egne ben. Vaughn balancerer en utrolig mængde nye informationer, som publikummet skal sluge temmelig hurtigt, med humor, action og drama og gør det på omkring to timer. Der er nok til at bygge en fortsættelse, fordi filmen leverer på alle de rigtige punkter og får os til at ønske, at der var mere at fordærve.