Halvvejs gennem Anden Verdenskrig blev en syv mænd sendt ind i krigen med det fortsæt at redde grundlaget for den vestlige civilisation: Kunstværkerne, som Nazityskland grådigt havde ranet til sig gennem togtet ud over Europa. Gruppen bestod ikke af helt almindelige soldater. Det var syv personer, der var arkitekter, historikere og kunstnere. Tanken var, at de bedre kunne finde de rigtige værker, og hensigten var, at de skulle rådgive generalerne i, hvilke bygninger de skulle sørge for ikke at bombe. Det skulle vise sig ikke at være et let arbejde – og ikke alle kom hjem i live.

Denne virkelige fortælling danner grundlaget for George Clooneys film The Monuments Men – en selvbestaltet titel, som blev brugt om gruppen allerede under krigen. Efter præsident Roosevelts velsignelse af missionen samler Frank Stokes – spillet af Clooney selv – sin gruppe, som skibes ind i et krigshærget Normandiet. Herfra bevæger de sig ud til de steder i Europa, hvor de største kunstskatte findes og skal beskyttes – ofte kun for at konstatere, at tyskerne allerede har været der. Langsomt skal de få indsigt i omfanget af kunsttyverierne, der skulle være Det tredje riges mytologiske grundlag i et Führer-museum.

Det er svært ikke at elske The Monuments Men. Det er en relativt utraditionel film om Anden Verdenskrig, fordi den viser krigshandlingernes vrangside og konsekvenser på et område, der sjældent er skildret i film om krigen. Den viser også nuanceret, hvor svære beslutninger, der skulle træffes, når den handler om at redde menneskeliv. Og med god ret afviger beslutningstagerne naturligvis fra gruppens råd, når der er allierede soldaters liv på spil. Underneden hviler der dog i filmen en antagelse af, at kunstens livseliksir er vigtigere en et enkelt liv.

Filmen er dog ikke så entydig. Den er på den ene side fortalt med en formidabel humor, der gør handlingen mindre patosladet. Især castingen af John Goodman og Bill Murray i to centrale roller giver en sund og humoristisk indsprøjtning i en film, der kunne have været mere selvfed. Der er dog de enkelte scener, hvor især Stokes skal tale opfordrende til sin folk, hvori filmen kammer over og bliver direkte patetisk. Det er pudsigt, hvordan den selvironiske humor gennemsyrer det meste af filmen, men ikke disse scener. De kunne godt have været renset lidt for den noget højstemte karakter.

Den kunstfilosofi, som filmen tegner, er også ret interessant. Den er ikke specielt original, men skildringen af, hvordan en civilisation kan reddes gennem kunst på et tidspunkt, hvor selv samme civilisation er truet til det yderste, er godt funderet. Allerede før krigen var der filosoffer, der skrev lange bøger om, at den eneste udvej i den krisestemning, der bredte sig over et formørket Europa, vil være kunsten. Med dybfølt kærlighed for kunsten og med sikker selvironi når The Monuments Men langt i sin fine skildring af en krig, der handlede om stort set alt.

Samtidig er filmen også klædt i en utraditionelt toneart. Filmens stil er sikker og uanfægtelig. Men musikken er noget for sig. Først virkede den som over the top, men undervejs bliver det en stilfuld marchmilitant reference til flere af de helt store klassiske film fra 60’ernes og 70’ernes storhedstid for krigsfilm om Anden Verdenskrig. Musikken virker først lasteligt patosagtig, men undervejs – i takt med filmens humor tager form – kommer musikken til at understrege samme. Fantastisk fin lille nuance, der faktisk formår at hjælpe en morsom vinkel ind i en alvorlig film.

The Monuments Men er derfor – bortset fra de noget unuancerede opsange undervejs – en film, der vil være et kærligt bidrag til de mange film om en krig, der aldrig vil stoppe med at fascinere. I denne skov af film skiller Clooneys bidrag sig tilpas meget ud til at være et nyt og befriende bidrag.