Ser man på de krige, der skabes filmiske fortællinger om, kunne man godt postulere at de mest populære er Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen, kort efterfulgt af nyere konflikter som eksempelvis de der konstant blusser op i Mellemøsten. Det betyder ikke nødvendigvis, at de øvrige krige som verden har oplevet ikke kan skabe baggrunde for gode film, men måske er de ovennævnte tættest på vores bevidsthed, har skabt de største kulturelle traumer eller fungerer bare mest effektivt i forhold til de historier som filmfolk har lyst til at fortælle?

Selv om det er over 100 år siden, så er Første Verdenskrig heller ikke en glemt krig, selv om den måske ikke er helt så ”populær” at lave fiktioner om som de førnævnte. Den var i samtiden kendt som den ”store krig” og når man så tænker på både historiebøgerne og kanoniserede romaner som eksempelvis Remarques Intet nyt fra Vestfronten, så er der ingen der er i tvivl om hvor beskidt, nederdrægtig og voldsom den krig var.

I 2015 kom en fransk film, der netop tog udgangspunkt i Første Verdenskrig. Filmen hed La Peur og blev i 2016 udsendt på DVD af Another World Entertainment. Forventer man at opleve en traditionel skildring af skyttegravskrigen i Ardennerne, vil man sikkert blive ganske forbløffet og måske endda ligefrem skuffet over filmen, for den er mildest talt meget atypisk af en krigsfilm at være.

Filmen er baseret på en roman af Gabriel Chevallier fra 1930 og det skal med det samme indrømmes at undertegnede ikke har læst romanen, som skulle være baseret på forfatterens egne oplevelser under Første Verdenskrig, men dømmer man efter filmen så er det en meget fransk, meget litterært poetisk antikrigsfortælling som har dannet grundlaget for manuskriptet til The Fear.

I filmen følger vi den unge mand Gabriel, der sammen med sin bedste ven og deres fælles bekendte Theophile, der er selverklæret poet, drager i krig i 1914, efter devisen at alt andet ville være landsforræderi. Selv om Gabriel direkte siger at han ikke lader sig forblænde af de patriotiske paroler og snakken om mandsmod, så er han stadig som 19-åig nysgerrig og vil smage på livet. Derfor forlader han sin elskede Joséphine og drager mod skyttegrave, mudderhuller, konstant artilleribombadementer, sygdom og den sindssyge, vrangvente verden som krigsskuepladsen nu engang er.

Langsomt men sikkert brydes Gabriel ned, både fysisk og ikke mindst psykisk. Han når endda til et punkt hvor han end ikke kan tænke på Joséphine, ikke fordi det er for smertefuldt, men fordi krigens rædsler overskygger enhver kærlighed han har følt. Et enkelt lyspunkt i denne elendighed er da Gabriel, efter at være blevet såret, bliver indlagt på et hospital, hvor en af hans sengekammerater udråber sig selv til Admiral Klaphat og laver parodier på deres overordnede. Ud over dette er der ellers ikke ret meget at grine af.

Skildringen af krigen er også ganske atypisk. I mange af de første sekvenser af filmen ser man end ikke fjenden, men kameraet følger vores hovedperson i meget tætte nærbilleder mens han går gennem skyttegravene og krigens voldsomhed skildres gennem hans ansigtsudtryk, lyde af eksplosioner, jord der regner ned over ham osv. Den første tyske fjende man ser er en mand med en flammekaster ca. 30 min. inde i filmen.

Dette æstetiske valg er sikkert blevet valgt grundet filmens sparsomme budget, men det fungerer faktisk ganske godt og de første scener af ”krig” kunne godt bruges til at illustrere overfor spirende filmmagere, hvordan man kan skabe en krigsskueplads med meget enkle virkemidler. Senere får vi serveret større, mere spektakulære krigsscenarier, men med det aber dabei at mange af eksplosionerne ganske tydeligt er computerskabte.

Filmen er dog meget fransk i både sin dialog og i Gabriels voiceover. Dialogerne virker ofte som om folk taler forbi hinanden, men alligevel formår at holde en samtale kørende. Voiceoveren er holdt i et højtragende, poetisk sprog og er sikkert flere steder overført direkte fra førnævnte roman. Hvad virker i litteraturens verden fungerer dog ikke nødvendigvis på film – det gør det, i kapellets ydmyge mening, i ikke her. Selv om det poetiske sprog måske kan italesætte krigen på en anden måde end man er vant til så bliver det også ofte for abstrakt, til at man som seer kan relatere til det man ser og hører. Måske burde man bare tage et franskkursus på aftenskole, for der er muligvis gået en del tabt i oversættelsen til dansk.

The Fear har en lang række gode ideer og scener som gør indtryk (eksempelvis den hvor en galning vores hovedperson møder på sin vej, vælger at sprænge sin egen hånd af med en granat, for at blive sendt hjem), men det er ikke nok til at gøre det til en medrivende fortælling. Selv om det helt sikkert er ideen så fremmedgøres seeren unødigt af den stiliserede dialog og det højtravende, litterære sprog der gennemsyrer filmen. Filmen har, til trods for fin color-grading også et tydeligt HD-video look, der dog mest er tydeligt helt i filmens start, men som også sørger for at det visuelle udtryk er lidt i kontrast til den periode den skildrer. Blandt andet derfor ender The Fear med at være en film, der godt nok får formidlet krigens gru, men som gør det på en endog meget mærkværdig facon.