Der findes næppe en filmfan, som har respekt for filmkunsten, filmhistorien og filmhåndværket, der vil underkende den indflydelse den engelskfødte Alfred Hitchcock har haft på filmen som vi kender den i dag. Det handler ikke kun om hans indflydelse på thrillerens dramaturgi, billedkomposition, minutiøst gennemarbejdede sekvenser, men lige så meget er han kendt for at bryde tabuiserede grænser, udfordre seeren og ikke mindst undersøge sindets mørkeste kringelkroge med sit kamera.

Mesterinstruktørens sidste film blev Family Plot, der på dansk fik titlen Den enes død fra 1976. Selv om Hitchcock nok mest af alt er kendt for stilrene og dystre film, har en kulsort humor også gennemsyret hans produktion. Humoren, satiren og ironien er også tyk i Family Plot og filmen er helt tydeligt godt håndværk. Samtidig forekommer filmen også ret atypisk for Hitchcock, da den foruden det velkendte thriller/spændingsfilmsplot gennemsyres af en særpræget lummer tone, der måske kunne være udtryk for den samtid den er en del af eller måske kan man postulere at mesteren var blevet lidt af en grissebasse på sine game dage.

Set med moderne, pornoficerede øjne, er der ikke meget at blive stødt af i dialogens konstante dobbelttydigheder og selv om filmens tempo er væsentligt langsommere end vi er vant til fra moderne thrillers, er det stadigvæk en ganske underholdende film. Den joviale, lumre tone gør dog, at de dystre elementer som filmen også byder på, aldrig rigtigt bliver helt så farlige, som man oplever det andetsteds i Hitchcocks filmproduktion.

Filmens hovedpersoner er et par unge svindlere. Manden, George, ernærer sig som taxachauffør og researcher og kvinden, Blanche, udgiver sig for at være et medium. Han undersøger baggrunden for de personer som Blanche holder seancer med, så hun ganske akkurat kan virke som om hun vitterligt er i kontakt med de døde. Da filmen starter er parret ved at snøre en ældre, stenrig dame, der søger at få genfundet kontakt til et uægte barn, som hun har i sinde at gøre til enearving af sin enorme formue. George forsøget at finde arvingen, men opdager at der er noget meget fordækt ved hans forsvinden.

Parallelt med denne fortælling følger vi ægteparret Arthur og Fran. Han arbejder som juveler om dagen, men parret organiserer kidnapninger af folk så snart mørket falder på. De holder det smådumme politi for nar i deres jagt på de uvurderlige ædelsten de får i bytte for de ofre de snupper. Disse to par krydser naturligvis veje som filmen skrider frem og dramaet spidses til.

Familiy Plot er langt fra Hitchcocks bedste film. Den kan snarere betragtes som én parentetisk film i en ellers nærmest fejlfri oeuvre. Dermed ikke sagt, at Family Plot ikke er værd at se, for den er stadig håndværksmæssigt upåklageligt lavet og så er det også ganske forfriskende at opleve en så pjattet film fra Hitchcocks hånd.

I al retfærdighed skal det nævnes, at det ikke er Alfred der har forfattet manuskriptet. Det står Ernest Lehmann for, manden der også skrev manus til den kanoniske North by Northwest. Det er dog ikke til at mærke, for selv om plottet er ganske fint, så er handlingen i Family Plot, langt mere ordinær og forglemmelig.

Det er svært at sige om oplevelsen og den endelige vurdering af Family Plot påvirkes af visheden om at det er Hitchcock, der har siddet i instruktørstolen og at denne vished gør, at man oplever filmen med større ærefrygt, end havde det været en helt ukendt instruktør der havde stået bag. Hvad enten dette er tilfældet eller ej ender filmen, til trods for dens både lidt gammeldags, fjantede tilgang til sin historie, med at blive helt medrivende, men den opnår aldrig den klassikerstatus, som mange af mandens film har.