Det har alle dage været populært i Hollywood at genindspille film, hvad enten det drejer sig om ældre film, som selskaberne mener trænger til en opdatering, eller film fra udlandet som det amerikanske publikum tydeligvis ikke bare kan se. Enten fordi publikum ikke er gode nok til at læse undertekster, udelukkende taler og forstår amerikansk engelsk, eller fordi de blot mener, at en film med engelsktalende skuespillere er at foretrække.

Fans af den nye franske bølge af ekstreme gyserfilm (også kaldet ”New French Extreme”) har med garanti allerede stiftet bekendtskab med filmen Martyrs, der sammen med titler som Á l’intérieur, Frontiere(s) og Haute Tension (aka. Switchblade Romance) bød på virkelig ekstreme voldsscener kombineret med ganske overraskende og forfriskende fortalte gyserhistorier. Væk var mere overnaturlige elementer, og i stedet kunne man chokeres over, hvor grusomme mennesker kunne være over for hinanden. En tendens, der sammen med en række andre film (fra især Japan) fik klistret betegnelsen ”torture porn” på sig takket være deres meget voldsomme scener, hvor kroppe systematisk udsættes for unævnelige ting.

Nu har Another World Entertainment udsendt den amerikanske version af Martyrs, der blev lavet i 2015, men selvom det er en film, der starter med at følge sin franske kusine slavisk, så ender den, takket være især filmens slutning, med at være en bleg og ligegyldig klon af den fantastiske original.

Det er svært som udeforstående at vide, hvilken beslutningsproces, der har været årsag til, at den amerikanske Martyrs er endt, som den er. Dette handler ikke udelukkende om, at nærværende anmelder er vildt begejstret for originalen, men det er også et spørgsmål om nødvendigheden i at lave filmen en gang til, især når der synes at være væsentlige forskelle i den overordnede pointe, filmene forsøger at formidle.

Nuvel, Martyrs er ret beset en grusom horrorfilm og ikke en kanonisk, hellig eller enestående tekst, som man ikke må røre ved. Originalen er dog stadig en film, der under alle de voldsomme, sadistiske og blodige scener, som byder på en form for morale eller i det mindste en præmis der, uden at afsløre for meget for de der endnu har filmen til gode, negligeres eftertrykkeligt i den amerikanske version.

Helt grundlæggende handler filmen om to piger, der bliver slyngveninder på det børnehjem, de vokser op på. Den ene af de to har været udsat for en række grusomheder, men der er ikke nogen, der har fanget de sadister, der holdt pigen fanget, da hun var helt lille. Selv har hun svært ved at huske, endsige kommunikere til andre, hvad der egentlig skete i den lagerbygning, hvor hun påstod hun var tilbageholdt.

Vi springer frem til nutiden. Pigerne er begge blevet unge kvinder og er stadig bedste venner. En dag ringes den ene op af veninden, der påstår at hun endelig har fundet frem til de, der i sin tid kidnappede og torturerede hende. Veninden skynder sig hen til adressen, men kun for at finde en hel familie koldblodigt dræbt af veninden. Spørgsmålet er nu, hvad der virkelig er sket med hende?

Det er ikke, fordi den amerikanske Martyrs ikke fungerer rent teknisk. Skuespillerne gør også deres til at filmen er troværdig, ligesom der heller ikke er en finger at sætte på kameraarbejdet eller effekterne. Til gengæld er filmen ikke nær så gribende som den franske, især fordi det slet ikke lykkes at få skabt den samme knugende suspense undervejs, som er det klister, der til trods for de voldsomme scener får seeren til at blive ved med at følge med.

Derudover mangler den amerikanske den nihilistiske grundtone og ikke mindst de mest vilde voldsscener, der gjorde at Pascal Laugiers film er en af dem, som man aldrig glemmer. Uden igen at afsløre for meget så byder remaket på en slutning, der er langt mere åben og potentielt positiv, end originalens gennemført chokerende finale.

Selv om der sikkert er nogle, der vil påstå, at de udpenslede torturscener sagtens kan tones ned, som det er blevet gjort i re-maket, så er det altså ikke rigtigt. De, der ikke forstår gysets æstetik, vil nemlig have svært ved at se, at de meget voldsomme sekvenser i originalen faktisk alle sammen tjente et bestemt formål – et formål, som hang uløseligt sammen med filmens budskab og pointe. Ja, kun hvis man altså begynde at tolke på filmens metaforiske lag.

Er man derfor hardcore horror-fan, så skal man naturligvis også se denne nye udgave af Martyrs, men mest af alt så man overfor ligesindede kan sige, at man har gjort det. Til gengæld anbefaler Kapellet på det stærkeste, at man sørger for at have set originalen først – for den er reelt overraskende, grænseoverskridende og helt igennem fantastisk. Det er meget mærkeligt, at folkene bag den amerikanske Martyrs med sådan et stærkt forlæg har kunnet skabe en film, der er så middelmådig, som den er endt med at blive.