Der er sikkert mange, der husker Brian De Palmas glimrende filmatisering af Stephen Kings debutroman Carrie, med Sissy Spacek som den traumatiserede pige og Piper Laurie som hendes dominerende, überkristne moder. Fans af denne film må nærmest pr. automatik ryste på hovedet i afmagt over at Hollywood i 2013 valgte at lave en ny version af samme historie, men før man dømmer værket som plat metervarelort, bør man overveje flere faktorer.

For det første er filmen instrueret af Kimberly Pierce, der tidligere har vist sine evner som instruktør med film som Boy’s don’t cry og Stop-Loss. Hovedrollen som Carrie spilles af selveste Hit-Girl og hendes sindssyge mor portrætteres af Julianne Moore. Cronenbergs faste production designer Carol Spier har sørget for at filmen tager sig ustyrligt lækkert ud og endelig bør man tænke på at visuelle effekter er blevet en del mere raffinerede siden 1976 og endelig at fortællingen der ligge til grund for filmen er mindst lige så aktuel i dag som den var, da den udkom i 1974.

Carrie er, for de der ikke kender den i forvejen, historien om en ung, underkuet pige. Hun bor sammen med en utrolig dominerende mor, der dagligt banker biblens budskab ind i sin datter. Når mor mistænker at Carrie har været slem eller haft syndige tanker, hvilket sker konstant, så slæber hun pigebarnet hen i skabet under trappen, hvor Carrie låses inde sammen med en kristusfigur og her selv kan bede for hendes syndige sjæl.

Som elev på den lokale high school har pigen det ikke meget nemmere, for hun mobbes i den grad af de andre elever. I filmens start gentages en kernescene fra både bogen og DePalmas film: I bruseren får Carrie sin første menstruation og forvirret over blodet fra hendes skød (mor har naturligvis ikke har snakket med datteren om dette) beder hun sine klassekammerater om hjælp. Hun tror selvfølgelig, at hun er alvorligt syg. Pigerne fra hendes svømmehold griner af hende og kaster tamponer efter den stakkels pige mens de messer ”stop det op!”. Den nye tilføjelse til Carrie 2013 er, at der selvfølgelig er en af pigerne, der optager hele seancen på sin mobiltelefon. Carries ynkelige kravlen rundt i bruserummet kan derfor snart opleves af alle med en netforbindelse.

Der er dog også et par elever der får ondt af Carrie og en af pigerne, der var med til seancen beskrevet ovenfor, får dårlig samvittighed og beder derfor sin kæreste om at tage Carrie med til skolens afslutningsbal i stedet for hende. Han indvilliger tøvende, især fordi hans kæreste selv – sammen med den øvrige gruppe piger – har fået forbud mod at deltage. Alfahunnen i flokken af piger, vil dog ikke finde sig i denne ydmygelse og planlægger at tage grusom hævn over Carrie. Hvad hun dog ikke ved er, at puberteten og ydmygelserne tydeligvis har vakt nogle evner hos Carrie, der vist bedst kan beskrives som overnaturlige.

Filmen er, til trods for lighedspunkterne med DePalmas film, også ganske forskellig og synes at lægge sig tættere op af Kings romanforlæg. Dette ses måske tydeligst i scenen til afdansningsballet, hvor Carries retfærdige hævn over de der har holdt hende nede i så mange år, er holdt meget tæt op af beskrivelserne i bogen.

Dertil kommer at filmens temaer om fremmedgørelse, pubertet, mobning og hvor grusomme forældre kan være i den misforståede kærligheds navn, alle er elementer som også finder sin resonans blandt unge af i dag. Den nye version af Carrie synes derfor helt berettiget, men samtidig ændrer dette ikke ved at det stadig er Sissy Spaceks udgave af figuren, der står stærkere. Hun formåede at tilføje en utrolig fin sårbarhed til rollen, som Chloë Grace Moretz desværre ikke helt kan matche.

Carrie er dog en virkelig seværdig teenagegyser som ud over blodbadet faktisk også har noget på hjerte. Carrie er nemlig en sært moralsk fortælling, der italesætter både de verbale, mentale og fysiske overgreb som vi mennesker kan finde på at udsætte hinanden for, men samtidig er det også en film der – helt bevidst – ender ud med at have en ganske mudret morale, for selv om man er blevet ydmyget, mobbet og fornedret, retfærdiggør det så den nådesløse, systematiske hævnakt, som Carrie står for i filmens dramatiske klimaks? Det er i al fald sjældent at film, som primært har til formål at underholde, byder på ting seerne kan tale om efterfølgende. Dette aspekt indfrier fortællingen om Carrie, hvad enten man vælger romanen, den gamle eller den allernyeste film.