Den nazistiske ikonografi var stærk. Og virkede. Og virker stadig. Dragende på enkelte, frastødende på mange. Men netop derfor fungerer den så godt på film, som visuelt materiale – og måske derfor bliver filmene med udgangspunkt i nazisme ved at strømme ud. David Wnendts anden spillefilm Kriger er netop kommet på gaden i Danmark. Her er det nynazismen i Tyskland (en egentlig ikke særligt stor subkultur), der tages under behandling. En behandling, der udstiller og portrætterer. Og næsten formår at være nuanceret. For det er svært. Nutildags.

Kriger handler om pigen Marisa, der er dybt infiltreret i en nynazistisk gruppering med stærke militante tilbøjeligheder. Hun er kæreste med en af gruppens lederskikkelser, og deltager indædt i den store kamp mod den tyske såkaldte multi-kulti. Fra starten er grupperingen udstillet som fascistisk, som ureflekteret, som krigerisk, som voldelig og generaliserende. Dette i en sådan grad, at filmen indledningsvist virker ensidigt fordømmende. Det er netop dette, der er det svære. Modigt at skildre nynazismen som et regulært faktum, uden entydig domsfældelse.

FIlmen svælger i nazismens ikoner og symboler. Men det er interessant nok ofte efterladt som elementer, den enkelte selv kan og bør kende. Hvorfor får en pige fx tatoveringen ’88’ på sit maveskind? Det kan den interesserede selv slå op. Tatoveringerne er i fokus hos de fleste. De er fremtrædende, prægnante, også i framingen af filmen. Det er en trængt ideologi, der derfor søger en grad af eksplicitering, som de færreste andre kan præstere. Dette også, fordi den klassiske visuelle kraft stadig via populære medier klinger kraftigt og højt.

Handlingen er skildret gennem Marisa, som vi følger meget af tiden. Men handlingen divergerer tilstræbt objektivt videre. Til den afghanske dreng, som Marisa skal møde. Til Svenja, der er en ung pige med et faderopgør, som sender hende i armene på nynazisme. Langt hen ad vejen formår Kriger at fastholde denne objektive skildring af vold og militarisme, af følelser og handling frem for ord. Det lykkes til en vis grad at give et billede af, hvorfor nynazismen som ideologi og fællesskab kan være så attraktivt for en, der er ung og identitetssøgende.

Men historien, der skal sende Marisa ud på tvivlens gyngende grund, historien om den afghanske dreng, virker stedvist alt for forceret. Det virker som et af de punkter, hvor filmen har brug for en vej ud af miljøet, af volden, af ideologien. Det havde været langt mere interessant, hvis Marisa var kommet i tvivl. Slet og ret. Det er lidt synd for filmen, at den vælger denne meget sikre humanistiske vej. Men samtidig formår den faktisk at glide væk fra den i al ubemærkethed for igen at fokusere på Marisas kamp. Indefra og udefra.

Kriger er en tysk film, der viser endnu et nyt og lovende bud på en instruktør. David Wnendt har få film i bagagen, men Kriger har fået en vis international opmærksomhed – og nu også dansk. Det er det, nazismen kan. Den trækker opmærksomhed til sig. Det virker lidt som om, at hvis en tysk instruktør skal nå ud i verden, så skal han eller hun lave en film om Anden Verdenskrig, nynazisme eller den kolde krig. Det fortæller ikke så meget om tysk film generelt. Det fortæller snarere noget om de internationale markedsprocesser. De elsker nazismen, fordi den (stadig) sælger godt.

Filmen er i stil med flere andre film om lignende grupperinger verden rundt. Den mest oplagte reference er naturligvis de to amerikanske American History X og The Believer. This is England, Romper Stomper og især Pariah er oplagte. Dansk film har også Broderskab, der lidt på samme måde som Kriger søsætter et projekt, der handler om en nynazist, som kommer i tvivl. Mængden af film om nynazismen er stor. Men Kriger er en af dem, der når længst i skildringen af bevægelsen uden for stor fordømmelse. Selvom det er svært.