Den australske instruktør Cate Shortland debuterede i 2006 med den velmodtagne Somersault. Siden er det ikke blevet til så meget. Blot en enkelt tv-produktion. Men nu har hun for alvor fået sit internationale gennembrud med dramaet Lore, der – på dvd-udgivelsen – beskrives som Oscar-nomineret i 2013. Det er dog lige i overkanten. Den var det australske bud på en nominering, men den nåede ikke hele vejen til de fem endelige nomineringer. Det ville dog ikke have været en utraditionel nominering, selvom dens opbygning og tematik ikke er så forløsende, som i de film, der endte på listen. I stedet er den en knuende uro fra start til slut. Filmen er netop kommet som dansk købefilm.

Filmen foregår i Nazityskland. Tiden er lige inden og lige efter det tredje riges sammenbrud. Lores far har gennem krigen været en højtstående nazist, og hendes mor en erklæret tilhænger. Da de indser, hvor det bærer hen, må faren flygte – og senere forlader moren også børnene. De får besked på at gå tværs over Tyskland, tværs over og igennem de allieredes besatte zoner, til deres bedstemor. To tvillinger, en lillesøster og Lore går af sted, men rejsen viser sig hurtigt at byde på strabadser, der virker uoverstigelige. Lore er stor nok til at forstå, hvad der foregår omkring hende, men hun er ikke voksen nok til andet end at overtage sine forældres holdning.

Denne optik, hvor Lore egentlig fremstilles som en lidt barnligt naiv nazist, er filmens helt særlige, sikre fortællevinkel. Det skaber et oplagt stridspunkt i identifikationen. Vi lider naturligvis med Lore og børnene, men da de møder en jødisk fyr, der reelt forsøger at hjælpe dem, og Lore hele tiden anklager ham – i tråd med den nazistiske propaganda – for at være en rotte, der nasser. Det er en svær position at være i som seer at lide med en køn, uskyldig og sød, men ideologisk frastødende pige. Filmen har flere tvists i optikken, der skaber friktion. På mange måder er dette antageligvis en udmærket illustration af, hvordan virkelighed, propaganda og fantasi var vævet sammen i den meget tidlige, tyske efterkrigstid.

Lore tager den nazityske, apokalyptiske dekadence seriøst. Enden etableres som en undergangsstemning, der indfinder sig hos alle – men på forskellige måder og ikke mindst i forskellige tempi. Enden fremstilles på en vis måde, som var det en postapokalypse, hvor slutningen ikke nødvendigvis er den absolutte slutning. En ny begyndelse bør tage sin start, men på filmens indstikssted understreger Lore, hvor langt den er væk. Den bratte opvågning af et samfund, der har været i et ideologisk jerngreb er skildret gennem Lore. Men den tvivl, som den overbeviste måtte føle, når propagandaen er antaget som sand, og sandheden læses som propaganda, er særdeles velformidlet igennem børnenes og især Lores optik.

Stilen er holdt i en kombination af flotte billeder og stedvist håndholdte, ryste(n)de indstillinger. Det skaber en genspejling af ustabiliteten i handlingen i stilen, som dermed understreger den modstridende fornemmelse. Musikken fungerer godt og parafraserende, mens instruktionen af børnene er ganske overbevisende og smuk. Den unge Saskia Rosendahl i hovedrollen som Lore er ganske simpelt enestående. Hun vil med de rette omstændigheder være en tysk stjerne, vi inden længe skal lægge mærke til. Generelt er filmen ret velspillet og gribende. Selvom det (intentionelt) kan være svært at være ’tvunget’ til at identificere sig helt med Lore, er filmen et yderst homogent værk.