Dansk film i 50-60’erne var præget af en sandstorm af komedier med folkelige og melodiske islæt og indslag. De større selskaber sprøjtede dem ud, fordi publikum tilsyneladende ønskede dem. Nogle findes stadig som underfundige og satiriske blik på dansk kultur. Andre findes som essensen af den danske folkekomedie – fine små film, men en anelse bundet i tid. Andre i øvrigt er næsten glemt, overset eller hengemte med god grund. Svend Methlings Et eventyr om tre fra 1954 er desværre en af de sidstnævnte. Men nu er den dog udkommet i en fin og klar digital restaurering på købefilm.

Et eventyr om tre indleder faktisk temmelig lovende og med et skælmsk satirisk blik på moderniseringen af Danmark i 50’erne. I en lang, indledende montage skildrer en olympisk fortæller den enorme glæde, som den danske befolkning føler. Alle er glade og tilfredse, men denne indstilling fra fortælleren er ironisk og kontrapunktisk i forhold til de mere eller mindre nedtrykkende og mistrøstige billeder, montagen er komponeret af. Denne introduktion læner sig op af et modernistisk filmsprog udviklet via den russiske montagestil, og er entydigt filmens stærkeste sekvens.

Handlingen i filmen tager fart, da fortælleren viser tre personer, som ikke er så tilfredse som de øvrige byboer i filmen. Den første er den søde og forsagte kontorpige Bella spillet af Lise Ringheim. Den anden er en sangglad, men udskældt kommis spillet af Poul Bundgaard. Og den tredje er den forlæste og indadvendte studerende Kjeld spillet af Henning Moritzen. Poul opdager ved et tilfælde, da Kjeld køber reb og krog, at han formentlig vil begå selvmord. Derfor iler han efter ham – for blot at ville gøre det sammen med ham. Men da de vil ’tage springet’, opdager de – på den anden side af vejen – Bella, der er ved at hoppe ud fra sit tagvindue. Tre selvmord, der således anholder hinanden.

Denne sekvens, hvor de tre på samme tid ’redder hinanden’, fungerer også fint, men langsomt tager det komiske og melodiske over i en film, der ender som en sukkersød og opbyggelig fortælling om, at selvom man engang imellem er nedtrykt, så er livet faktisk alligevel dejligt. Som dvd-udgivelsens resumé på bagsiden allerede røber for de, der ikke kan udholde spændingen: ”Det ender – naturligvis – med fryd og gammen”. Filmen antyder selvfølgelig gennem titlen (det er et eventyr), at det vil ende godt, men der er åbenbart salgbarhed i at afsløre nærmest hele handlingen og slutningen.

Filmen er på den måde præget af en slags minimal metafiktion. Filmen handler nemlig også om Bella, der tager til filmprøve på en film, som efterhånden tager lidt form som det, Et eventyr om tre handler om. Dette understreges af den afsluttende prøve, hvor Pouls sange går ind i filmen i filmen. Dette niveau, der i princippet er spændende antydet gennem den ironiske fortæller i starten, diffunderer dog helt bort til fordel for en banal handlingsgang og temmelig intetsigende sange. Skal jeg se filmen i den mest positive fortolkning, kunne jeg overtolke den på den måde, at i takt med, at glæden genindfinder sig hos de tre, forsvinder filmens ironi til fordel for søde sange og glade smil. Det vil dog nok være at presse en lidt forslidt dansk komedieformel til ukendelighed. Det har ikke været meningen at læse filmen på den måde.

Et eventyr om tre har naturligvis sin plads i den danske filmhistorie på flere måder. Den er et fint eksempel på den storproduktion af musicalagtige komedier, 60’erne var præget af. Men det var også Poul Bundgaards første bærende rolle i en dansk film, og på mange måder er Et eventyr om tre symptomatisk for den stemme og det talent, som Bundgaard – trods en hel del småroller inden denne – gennem mange år skulle komme til at vise. Lise Ringheim og Henning Moritzen var allerede på dette tidspunkt relativt etablerede navne i dansk film, men overraskende nok er Moritzen i sin rolle som Kjeld nærmest kun en skygge af det, han allerede havde vist på dette tidspunkt. Måske er det ikke Moritzen, men karakteren, der halter gevaldigt. Filmen er for oversød og savner – trods en veletableret ironisk introduktion – en nødvendig grad af selvironi.