Hvordan kan en ellers meget realistisk krigsfilm om Afghanistan inkorporere enorme, farlige sandorme, der er en værre modstandere end Taliban, kan man med god grund spørge? En lille gruppe amerikanske infanterister er på en særmission til en mine med halvædelstene i den afghanske ødemark for at undersøge, om den kan gøres rentabelt produktiv, da de meget forudsigeligt går lige ind i et baghold og tages til fange. Mindre forudsigeligt er det, at et alvidende kamera 7 minutter inde i filmen tilter ned i undergrunden, så publikum kan skimte noget stort og levende, der bugter sig der, tilsyneladende vækket af Talibans bomber. Handlingen bliver nu en dobbelt konflikt for de færre og færre amerikanske soldater, idet de både har monstrene og Talibanerne som fjende, og det til trods for at monstrene ikke skelner mellem afghanere og amerikanere, når de stiller deres sult.

Selv om filmen kun er made-for-tv, er CGI-effekterne acceptable, om end der er en tendens til, at filmens publikum, når dens personer er under angreb af de store orme, må nøjes med at se nærbilleder af personerne, der kigger skræmte ud af billedet, uden at man ser det, de kigger på, så ormene ind i mellem er rent off-stage. Det bedste ved filmens mise-en-scene er derimod dens lokaliteter. Det grågule, golde landskab og især de forfaldne og forladte industrielle minedriftsbygninger bygget af grå og støvet beton giver i sig selv den stemning af håbløshed for Afghanistan og den håbløse krig, som er filmens præmis.

Her er er det, at de absurde kæmpeorme i en vis grad, men kun i en vis grad, bliver forklarlige. De symboliserer en krig, der er så tragisk håbløs, at selv naturens værste freaks må reagere, men man må sandelig sige, at der ellers er langt til en etisk, ideologisk, politisk eller blot strategisk forholden sig til denne krig. Det skal dog siges, at selve den mission, soldaterne er sendt ud på, eksplicit i filmen er begrundet i en form for grådighed efter minens mineralske rigdomme.

De seneste årtier har vist, at krigsfilm er blevet realistiske i deres skildringer af krigens gru. Der er fx tv-serien Band of Brothers og spillefilmene Saving Private Ryan, Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima, og til trods for den langt mindre målestok er der også den slags realisme i Sand Serpents. Hvor denne realisme oplagt svækkes, er det, når magnifikationsmonstrene skrives ind i handlingen. Selv om de til en vis grad kan opfattes symbolske, er deres funktion nok nærmest intertekstuel med referencer til David Lynchs Dune fra 1984, hvor de også er en del af en krig, og de citerer også Tremors fra 1990, der er en populær horror-komedie med sequels og en affødt tv-serie. Monster Ark, også made-for-tv fra 2008, er ikke ulig Sand Serpents. Denne film udspiller sig i krigen i Irak, og her er det monstrøse element et CGI-monster, der springer ud af en ret speciel version af Noahs Ark-myten. Hvis man ønsker at se en nyere film, der forbinder krigens absurditet med monstere, er Sand Serpents en mulighed, men der er langt til den satiriske kvalitet, man kan se og også gerne gense, i Paul Verhoevens Starship Troopers fra 1997.