Det ligger umiddelbart en rigtig god og forholdsvis original idé bag den nye, amerikanske gyser The Sand. En større gruppe, unge mennesker holder en abefest på en øde strand. De er allesammen på vej til den store Spring Break-fest i Mexico. I løbet af festen finder nogle af fulderikkerne en mystisk, slimet tingest, som de forsøger at smide på deres lejrbål. Nattens indtag af sprut, stoffer og kropsvæsker afløses af tømmermænd og en brat opvågnen. Det viser sig nemlig, at der er sket noget i nattens løb. Den slimede dims er klækket og det er nu livsfarligt at træde ud på sandet.

Det finder de overlevende hurtigt ud af, da en måge sætter sig ned for at rode i noget affald og ender med at blive opslugt af sandet. Værre endnu da en af vennerne vågner på et picnicbord, forsøger at gå over mod en bil, men sidder fast og langsomt bliver lavet til en blodig pulp. Det viser sig, at det ikke er kviksand der er problemet, men noget monstrøst. Filmens kvindelige hovedperson opdager nemlig, at der kommer nogle små fimrehår op af sandet, hvis man holder en flad hånd hen over det. Der er tydeligvis noget helt galt.

Filmen skifter herefter kadence og bliver mest af alt et spørgsmål om at de syv overlevende (fire, der har overnattet i en cabriolet, to i et livreddertårn og en enkelt person, som af hans ”venner” er blevet placeret i en olietønde) sammen skal forsøge at finde ud af hvordan de overlever og kommer så langt væk fra sandet, som overhovedet muligt. Hvis de da ikke dør af tørst eller i panik bliver ofre for hvad end der gemmer sig under sandet først. Derfor går der tid med at seeren skal se de unge mennesker diskutere en række forskellige ideer.

The Sand er ikke en ensom svale i gyserfilmsammenhænge. Den kan godt minde lidt om film som The Ruins eller Primal, hvor det bliver landskabet selv som angriber. Den nærmeste slægtning til The Sand er dog novellefilmen The Raft fra Creepshow 2 med den store forskel at det lykkes The Sand at sprede handlingen ud over hele 84 minutter, i stedet for de ca. 20 som The Raft varer. Folkene bag filmen har dog formået at gøre denne ekstra tid ganske interessant, for de unge menneskers flugtplaner bliver aldrig hverken unødigt pinlige eller nogle der sætter tempoet væsentligt ned.

Filmens problem er altså hverken konceptet, skuespillerne, manus eller det monster, som er blevet opfundet til lejligheden. Problemet er til gengæld de visuelle effekter. Alt for meget i denne film er lavet i en computer og der er meget tydeligt at se. Det ville i sagens natur være svært at lave både de små, halvgennemsigtige fimrehår, eller de større tentakler som optræder senere som traditionelle, fysiske effekter uden at også de bliver pinlige. Nogle af dødscenerne benytter sig af en blanding af fysiske og computerskabte effekter og fungerer nogenlunde, men det er bare synd for en film, der ellers har så meget godt kørende for sig, at effekterne andetsteds ser så billige ud.

Faktisk kan man komme med det postulat, at effekterne er så ringe, at det er med til at ødelægge filmoplevelsen. Det kan ikke sammenlignes med f.eks. Sharknado for her er præmissen for filmen så fjollet, at det ikke gør noget at effekterne ikke holder. I Sharknados tilfælde hører de ringe effekter ligefrem med til B-filmoplevelsen.

The Sand vil dog gerne at man tager præmissen seriøst og lader sig skræmme, men det er meget svært når nu de visuelle effekter er af så ringe en kvalitet, at de bliver undergravende for filmens intention om at være uhyggelig. Det er virkelig en skam, når nu resten af filmen elles fungerer så godt.

Undertegnede ville ikke noget hellere end at tale varmt om en gyserfilm der indeholder tentakler, men hvad der starter virkelig lovende bliver desværre ødelagt af de fesne CGI-effekter. Det er ikke ensbetydende med at filmen er et flop, men det kræver at man er overordentlig villig til at acceptere et monster der i de rette hænder kunne have været så meget federe. Så leder du efter en ordentlig tentakelfilm, så få i stedet fat i Grabbers http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1212 eller endnu bedre den meget undervurderede og næsten uopdrivelige The Kindred (da: Tentaklernes nat) fra 1987.