I 2015 udkom den første bog i Millenium-serien der ikke var skrevet af Stieg Larsson, men derimod af David Lagerkrantz. Han fik officielt fik lov til at fortsætte serien, efter Larssons alt for tidlige død. Romanen Det der ikke slår os ihjel fik den engelske titel The Girl in the Spider’s Web og filmatiseringen af denne roman er i skrivende stund aktuel i de danske biografer.

Filmatiseringerne af bøgerne om journalist Mikael Blomkvist og hackertøsen Lisbeth Sallander har i øvrigt også en lidt broget historie. Larsons originale trilogi af bøger blev i første omgang omsat til tre svenskproducerede film, hvor den første var instrueret af danske Niels Arden Oplev. Efter denne trilogi, kom David Finchers genindspilning af den første roman Mænd der hader kvinder (org. The Girl with the Dragon Tatoo-red.), som var en både velspillet og fin remake af Oplevs film, med Daniel ”James Bond” Craig i rollen som journalisten og Roona Mara som Salander. Den nyeste film er ligeledes på engelsk, for selv om den er produceret af Sony Pictures, så lykkes det overraskende nok folkene bag den at få den til at fremstå som meget skandinavisk.

Det er instruktøren Fede Alvarez, der denne gang har fået lov til at prøve kræfter med Salander og Co. og det er han sluppet overraskende godt fra. Alvarez er nok mest kendt blandt gyserfans, for det var ham der instruerede det noget ujævne, men til gengæld meget blodige remake af Evil Dead og den langt mere interessante Don’t Breathe, som vi var meget begejstrede for her i Kapellet.

Da Lagerkrantz’ roman udkom var der meget delte meninger om hvorvidt det var lykkedes forfatteren at fange tonen fra de oprindelige bøger. Hører du til de Salander-fans som ikke var begejstret, vil du sikkert heller ikke bryde dig om filmatiseringen, for den er meget trofast overfor romanforlægget. Dette er til gængæld noget der sikkert vil glæde de, der godt kunne lide romanen, for selv om fortællingen muligvis ikke har lige så mange lag og er lige så politisk som Larsons, så er det stadigvæk en ganske velfungerende thriller.

Allerede i filmens start etableres det at Lisbeth engang havde en søster og skulle vi have glemt det - et sadistisk møgsvin af en far. Det lykkes dog unge Lisbeth at flygte fra det skumle barndomshjem, men uden sin stakkels søster. Filmen springer frem til den nu granvoksne Salander, der har påtaget sig at være en hævnende engel og hjælper kvinder, der systematisk udsættes for overgreb, ved at straffe deres voldelige mænd hårdt og kontant. Lisbeth bliver af samme årsag nødt til at leve i skjul, men det til trods lykkes det for en enkelt person at kontakte hende, da vedkommende har en opgave som han mener at kun hun kan løse.

Det skal vise sig at det stykke software som Sallander er blevet hyret til at stjæle er langt mere farligt end nogen kunne forestille sig, ydermere er den person der har hyret hende faktisk er ham der i sin tid skabte koden. Han er dog langt fra den eneste, der er interesseret i at få fat i programmet så der går heller ikke længe før Salander må flygte over hals og hoved, både fra en person fra USAs sikkerhedstjeneste NSA, fra den lokale ordensmagt og fra de skurke, der med vold vil tiltvinge sig den stjålne data.

I den nye film spiller Salanders journalistven andenviolin, forstået på den måde at The Girl in the Spider’s Web, lige som romanforlægget, er en fortælling, der lader Lisbeth være den bærende hovedrolle. Claire Foy spiller rollen, som den introverte hacker med stor indlevelse, mens Sverrir Gudnason, der har fået rollen som Mikael, virker både for ung, for pæn og lidt for vag i sin rolle. Selv om der er et par af figurerne der virker fejlcastede (måske især Vicky Krieps, i birollen som Milleniums chefredaktør Erika Berger), så fungerer resten af castet fint i deres roller og man gribes hurtigt af filmen.

Ud over denne skønhedsfejl er der ellers ikke meget andet man kan kritisere filmen for. Den er hamrende flot filmet, labert lyssat, kameraarbejdet fungerer upåklageligt og så er filmen både en velfortalt og spændende thrillerhistorie, der virker på flere niveauer. Det er muligvis lidt utroligt at Salander pludselig er i stand til at være næsten James-Bond-agtig i sine evner til at manipulere med elektronik, men underholdende er det da.

At det fungerer så godt kan man takke den seje kvindelige hovedrolle for, for når Lisbeth først går i gang, er hun som en naturkraft, der er umulig at stoppe. Man oplever derfor flere gange undervejs i filmen at nærmest juble over hvor overlegent sej en quinde Salander er, når hun først har set sig sur på sine modstandere og går Bronson på dem.

Er du blandt flokken der ikke har set sig sur på Langerkratz, vil Kapellet varmt anbefale The Girl in the Spider’s Web. Det skal dog siges, at det er en ganske god idé at enten læse eller se de tre første historier i serien, for der er flere elementer i filmen der kræver at man kender til Sallander og Blomkvists tidligere samarbejde og ikke mindst Lisbeths plagede familieforhold. Mr. Alvarez har skabt en superflot, strømlinet og velfungerende thriller, der ganske i trit med tidsånden, giver en kvinde en altoverskyggende handlekraftig hovedrolle. Noget som forhåbentlig danner skole i de kommende år.