Filmens særkende er linearitet. Med få undtagelser, som eksempelvis såkaldte interaktive film på DVD - et format der aldrig rigtigt er blevet populært - så er filmfortællingen, uanset hvor mange flashbacks og flashforwards der anvendes, i sagens natur kendetegnet af en fremadskridende handling som ikke ændrer sig ved næste afspilning. Der bliver naturligvis udgivet såkaldte ”director’s cut ”versioner, eller det er muligt at se alternative slutninger under det medfølgende ekstramateriale. Denne lineære fremadskriden er også en af filmens styrker, styrken der ligger i forudsigeligheden - at seeren når filmen genses ved hvad han eller hun kan forvente sig.

Der er dog en lille håndfuld film, der gerne vil bryde med denne fortælleform og fælles for dem er at de alle, ved at gentage sin fortælling i forskellige udgaver, synes at handle om skæbnen. At skæbne fylder meget bliver tydeligt for både Lola Rennt, Sliding Doors og Groundhog Day præsenterer sin seer for en kort historie, der gentages med den vigtige forskel, at hovedpersonerne handler forskelligt fra den ene fortælling til den næste version af samme, så seeren så at sige selv kan se hvordan visse valg kan påvirke eller slet ikke have nogen effekt på de overordnede begivenheders udfald.

Dette er også tilfældet i den nye film The Power of Few, der ud over denne fortællemæssige struktur, også er en multiplotfilm, for filmens egentlige klimaks, et sammensurium af en bilulykke, et shootout og jagten på en mystisk pakke som kulminerer i et gadekryds et sted i USA. Filmen fortæller episodisk om de forskellige personers skæbne som mødes i dette vejkryds på netop dette tidspunkt.

Eksempelvis følger vi den kvindelige scooterkører der får til opgave at aflevere en vigtig pakke til en adresse i den modsatte ende af byen, men som render ind i en ung mand der flygter fra nogle gangstere. Vi møder også gangsterne i bilen og finder ud af hvorfor de vil dræbe den unge mand. Der er også drengen der, desperat for at få fat i medicin til sin etårige lillebror, overvejer at lave et væbnet overfald i en kiosk. Der er de to bumser som filosoferer over tilværelsen og endelig de to agenter, der er ved at optrævle et djævelsk plot, hvis nærmere detaljer ikke skal afsløres her.

Filmen er meget oplagt fortalt, for selv om vi i hvert kapitel bevæger os tilbage til det kronologiske udgangspunkt - lidt over to om eftermiddagen - så bliver det interessant, at følge de andre karakterers historier, så man selv kan danne sig det komplette billede af situationen. Samtidig er filmen meget metabevidst og lader sine figurer tale om deres replikker og det forløb som de indgår i. Det gøres ikke konstant, men der ryger nok metareferencer af panden til at en fan af postmoderne fortællestrukturer begejstret vil klappe i sine svedige hænder.

Den figur, der så at sige binder fortællingen sammen, er en lille, halvfed, mørklødet pige, der viser sig at være meget mere filosofisk end man lige gik og troede. Det viser sig, at det er hendes indsigt i begivenhedernes gang og det faktum, at voldelige handlinger aldrig fører andet end voldelige handlinger med sig, der muligvis kan bryde den centrale tragedie som igen og igen udspiller sig foran os. Om hendes indsigt så ændrer noget som helst, ja det må man ved selvsyn opdage.

The Power of Few er derfor på mange måder en vældigt interessant film. Det er ikke form for formens skyld, men i stedet et forsøg på at fortælle en historie på en ny måde. Det er, som måske kan ses ud fra de film som dens strukturelt sammenlignes med herover, ikke noget der er en revolution indenfor filmfortællingen, men det er stadigvæk forfriskende at se filmfortællinger, der har mod på at forsøge med en anden type narrativ end de vi ellers er vant til.

Filmen synes også, ud over sin særprægede form, at byde på nogle ganske interessante betragtninger over vore teknologiske muligheder og hvordan teknologi og religion er nogle svært forenelige størrelser, dette sker i det man kunne vælge at kalde for science fiction-fortællingen, for lige som hver fortælling kædes sammen med de andre og har sit eget særpræg, så synes hver enkelt fortælling også at være knyttet til en bestemt indholdsgenre, eksempelvis socialrealisme, thrilleren, kærlighedshistorien, gangsterfilmen, osv.

Så selv om filmen måske sikkert vil fremmedgøre en hel del seere, der muligvis ikke har lyst til at lade sig narrativt og strukturelt udfordre så er det også en film der med garanti vil glæde alle de der måske er blevet lidt træt af hvordan både mainstreamfilm bygger deres handlingsforløb op. Kort sagt, en uhyre interessant film fra instruktøren Leone Marucci, som forhåbentligt bliver langt mere produktiv for eftertiden idet The Power of Few er hans anden egentlige spillefilm.