Vi følger en bil i fuld fart, fornemmer en kvinde bag rattet.” Ikke stresse, ikke stresse”, mumles der fra bilen. Det er Elisabeth (Renate Reinsve), 34 årig skuespiller, der nu svinger ind foran en stor gul bygning. Raskt åbner hun døren til den lokale folkeskole og forsvinder ind i bygningen med lange korridorer og mange døre til utallige klasseværelser. En helt almindelig skole. Og dog, der ligger noget og lurer. En skole uden børn – der er noget galt fornemmer vi ,som en advarende undertone.

Her skal Elisabeth og vi opholde os resten af filmens små to timer i den børnetomme skole, hvor sommerferien begyndte for et par dage siden.

”Godt at du kunne komme så hurtigt”, siger Sunna, der er blevet sat til at håndtere ´sagen´, som hun karakteriserer, som muligt helt uskyldig. Elisabeth er irriteret, vil vide hvorfor al den ståhej. Det handler om hendes søn Armand og skolekammeraten Jon. Men lad os vente til Jons forældre kommer, insisterer læreren på. “Vi må kunne snakke om det som voksne mennesker”, forsøger rektor, der er kommet, til sammen med sin skygge af en lærer.

Det er lige netop hvad Halfdan Ullmann Tøndels debutfilm Armand handler om. Voksne mennesker, der nok ikke er helt så voksne, som de selv gerne vil fremstå.

Sarah og Anders, der også er hasteindkaldt, fremlægger hvad sønnen Jon har fortalt dem. Noget med at Armand har voldtaget Jon på skolens toilet. Bukserne var revet af og et sår i panden vidner om vold og sex. Men er det nu ikke den 6-åriges Jons fantasi, der er løbet løbsk. Mere end 40 gange har de to drenge leget sammen hjemme hos alenemoren Elisabeth, uden hun har iagttaget nogen sexrelateret leg. Elisabeth, forstår langsomt, at hendes barn måske ikke helt er den person, hun troede, han var. Hun bevæger sig mellem rædsel, depression, hysteri og en frustration – men heldigvis med skuespillerens evne til at se situationen som en ”scene fra et galehus”.

Hvem kan man stole på af de to 6-årige drenge? Hvordan skal skolen gribe sagen an? Hvad skete der konkret? Har skolen ingen procedureregler? Rektor, der gerne vil virke autoritær, er uklar og selvmodsigende. Sunna forsøger at ridse nogle procedureregler op, det gør kun forvirringen større.

“Galskab”, “grotesk”, råber Elisabeth. Med baggrund i situationens absurditet får hun et helt upassende grineflip, der bliver ved og ved - fem minutters hysterisk grin er lang tid, ikke mindst for en biografgænger! Også rektors skyggelærer reagerer fysisk ved gentagne gange at få voldsomt næseblod, når konflikterne spidser til.

Armand er en raffineret psykologisk skildring af de voksnes magtesløshed, i en situation hvor dialog er blevet en kliche mere end et middel til forståelse. Usikkerhed og konfrontation viser svagheder og traumer hos den enkelte, samtidig med at skolens lokaler i tusmørket bliver en surrealistisk kulisse om desperation og magtesløshed.

Selv om Kulturkapellet holder sig langt fra smalltalk, så skal det dog hviskes, at Halfdan Ullmann Tøndel er barnebarn af Ingmar Bergmann og Liv Ullmann – en tung arv at løfte. Debutfilmen er mere end lovende. Den er velspillet, gribende, psykologisk brutal og filmisk klogt fortalt - og har da også modtaget Cannes Filmfestivalens pris ´Un certain regard´- ´The golden camera´.