Zombierne rejser sig igen i AWE’s to næste film i ”Zombieserien”. Denne gang får vi Lucio Fulcis Zombi 2 fra 1979 og Marino Girolamis Zombi Holocaust fra 1980, som henholdsvist har fået de danske titler Rædslernes grønne ø og Zombiemassakren. I serien har vi tidligere set to af Fulcis meget velkomponerede zombiefilm, nemlig The Beyond og City of the Living Dead, mens vi denne gang får udvidet instruktørskaren med Girolami.

Zombi Holocaust tangerer den type film, som jeg foretrækker at kalde for negative klassikere, hvilket betyder film, der finder en balance mellem en original idé og en fuldkommen tåbelig eksekvering af denne. Disse film fungerer på den måde, at de for så vidt kunne være blevet til konsistente film som regel inden for en bestemt genre, men nogle ofte meget præcise faktorer gør, at filmen simpelthen kikser så gevaldigt, at produktionen kommer til at fremstå som grinagtigt morsomme – men det er vel at mærke helt uintentionelt. Det er da heller ikke for filmens filmhistoriske vigtighed, at AWE har smidt den på gaden, hvilket fremgår tydelige af den informative booklet, der er inkluderet. Jesper Mørch skriver her generelt om, hvordan filmens omstændigheder netop er præget af en metervareproduktion, som var ganske central for italiensk film i dette tidsrum (fra sluttresserne til begyndelsen af firserne). Instruktører, producenter og skuespillere kunne indspille flere film samtidig, mens statister og centrale biroller ofte kunne blive ’besat’ af lokale folk. Det holdt ofte omkostningerne nede på et minimum, mens der således var større mulighed for kassesucceser. Det gælder dog ikke Zombi Holocaust, der blev en dundrende fiasko. Jesper Mørch konstaterer også, at ”Girolami ikke er noget mester, hvad gys angår. Zombi Holocaust er dog stadig forrygende underholdning, men det havde været interessant at se, hvad Fulci kunne have udrettet i instuktørstolen”. Han får sådan set implicit sagt, at filmen kunne være blevet lavet noget bedre, hvilket jo også er, hvad jeg har forsøgt at illustrere med at placere den i kategorien negative klassikere. Den får også ofte sendt smilebåndet på arbejde, hvor nerverne måske i stedet skulle have været på overarbejde. Den gyser simpelthen ikke. Den er dog, som det også kraftigt understreges, den eneste film, der får fusioneret kannibalgenren med zombigenren, hvilket egentlig også er et af punkterne, hvor den kikser, men det samtidig et af punkterne, hvor den giver de kraftigste årsager til, at den rent faktisk skal ses for, hvad den er. Nemlig en film, der er forrygende underholdning, hvis man accepterer, at den ikke gør det, som genren lover, men i stedet lynhurtigt kommer til at fremstå som en parodisk og selvironisk gestaltning over genrerne generelt.

Et andet sted, hvor filmen giver en lettere morsom overraskelse, er – selvom Mørch skriver, at det er en udbredt misforståelse, at filmen er optaget samme sted som Zombi 2 – det tidspunkt, hvor en jeep kører gennem en lille, forladt landsby og må svinge udenom et æsel. Denne lille passage er især kuriøs, hvis man ser begge her omtalte film i forlængelse af hinanden, for præcis samme passage er klippet ind i begge (hovedrollen, der sidder i bilen, spilles da også af samme mand). Der er da også – udover et æsel midt på en vej – enormt mange rent narrative sammenfald mellem de to film, idet begge handler om, at rejse til en caribisk ø, hvor helvede bryder løs. I begge film bliver de implicerede fanget i en gammel træbygning, og træbygningerne fra filmene ligner hinanden gevaldigt meget, men Mørch afviser dette sammenfald, hvilket da også virker mest logisk, når Zombi Holocaust er filmet ikke ret langt fra Rom, mens Zombi 2 er filmet i Caribien. Men derfor kan der selvfølgelig sagtens genbruges skud fra Zombi 2. Det skal også understreges, at der ikke findes en 1’er til Zombi 2. Eller rettere, jo, der er lavet en kortfilm under titlen Zombi 1 i 1995, mens Fulci selv lavede en Zombi 3 i 1988. Grunden til, at filmen blev lanceret som en 2’er, var mere simpel, menlig at George A. Romeros klassiker Dawn of the Dead fra 1978 på lanceringstidspunktet af Zombi 2 var enormt succesfuld i Italien – og her var den udgivet under titlen Zombi (titelabstraktet i selve filmen Zombi 2 bærer dog modsat ikke 2-tallet). Filmen skulle fra starten have været en egentlig italiensk opfølger til Romeros film, men Fulci ville det anderledes. Og det er også derfor, at filmen simpelthen bare er bedre end gennemsnittet. Der er en meget bestemt stemning knyttet til mange af Fulcis film, som også i denne er helt dominerende. Der er en rytme i klipningen, som er langt mere rolig end fx Zombi Holocaust, hvilket gør, at dér, hvor filmen skal være uhyggelig, så får vi simpelthen mulighed for at dvæle ved de små detaljer. Eksempelvis har vi en – inden for genren meget populær – ekstremisering af Buñuels berømte øjescene fra Un chien andalou fra 1929. I stedet for barberbladet spiddes et øje på en af karaktererne med en spids træpind. Denne scene er meget sigende for Fulcis dominerende tone i sine film, fordi vi her netop dvæler ved den grusomme detalje. Desuden starter filmen også med stærke undertoner til en de andre berømte genrer i datidens italien, nemlig giallogenren, som var det italienske svar på kriminalfortællingen. Men dette spor skydes dog helt i baggrunden, når vi kommer frem til den caribiske ø, hvor zombiefilmen i stedet tager over. Men generelt får man en bedre film hos Fulci end hos Girolami, men man skal samtidig være helt bevidst om, at det er genrefilm, vi her har med at gøre. Og Fulcis Zombi 2 afviger da heller ikke meget fra konventionerne. Hvis det er konventionsbrud, man vil have, så skal man hellere se de to tidligere AWE-udgivelser med Fulci ved roret. Dog skal det slås helt fast, at idéen og effektueringen af Zombi 2 er Zombi Holocaust stærkt overlegen, hvilket netop skyldes én mand: Fulci er ikke en klassisk kultinstruktør for ingenting.

Så skal man vælge mellem de to film, så er der da ingen tvivl om, at Fulci igen tager førerpositionen. Men det skal da ikke afholde andre fra, at tage Zombi Holocaust med i svinget – den giver nogle kongelige grin undervejs.