Det er altid langt, langt ude i ødemarken eller dybt, dybt inde i junglen at problemerne – og dermed også de store dramaer – opstår. Det kan være fra de helt mondæne problemer i mødet med naturen som i eksempelvis 127 Hours eller Sanctum til de svært overnaturlige væsener, der dukker op i bl.a. Predators og The Descent pt. 2, men ud over at være en ideel skueplads for menneskets kamp mod naturen, er vildnisset også en velvalgt location hvis man ikke har et enormt budget, som man kan spendere på spektakulære kulisser.

Den australske film Primal hører bestemt til den sidstnævnte kategori af udendørsfilm, for i den står en generisk gruppe unge mennesker pludselig overfor en trussel, der er mange tusind år gammel. I filmens start ser man en aboriginal lægge sidste hånd på et enormt maleri på en klippeside, men hans håndaftryk bliver sat i blod da han pludselig angribes af et menneskelignende væsen. Årene går, naturen omkring maleriet forandres, men maleriet forbliver intakt og det er netop dette kunstværk, som gruppen af tre piger og drenge er taget ud for at opleve. Det er 120 år siden et menneske sidst så dette maleri, men en af deres forfædre kendte til det og nu skal de selv finde det. Det er vigtigt, især da den ene af de unge mennesker er ved at færdiggøre sit antropologistudie, ser han dette som den sidste, vigtige brik som han mangler i sin afhandling.

Med møje og besvær finder de maleriet, men der går ikke længe før de også kommer i store vanskeligheder. Ikke alene er skovbunden fyldt med kriblende, krablende miniinsekter, der æder alt på deres vej - selv plastik (en opdagelse, der ville være vidunderlig, havde dette været virkelighedens verden men) - som i filmen udgør et stort problem for vore hovedpersoner, da krybene har ædt sig gennem dækkene på den jeep, som har bragt flokken så uendeligt langt ud i ødemarken. Værre endnu er det, at der også er ting derude som er i stand til at forvandle et nogenlunde velfungerende, ungt menneske til et blodsavlende, kannibalistisk vilddyr der med stor styrke og evne til at bevæge sig ganske hurtigt angriber de andre.

På sæt og vis er Primal en film, der både tematisk og indholdsmæssigt lægger sig op af film som eksempelvis The Ruins eller et utal af monstrøse film, hvor flokken af unge, smukke mennesker langsomt men sikkert bliver decimeret af den oldgamle, monstrøse trussel de pludselig står overfor. Genrefans vil kunne spotte et nærmest direkte citat fra de to første Evil Dead film, i en scene mod filmens slutning. Samtidig kan man heller ikke helt lade helt være med at glædes over at filmen faktisk svælger i blod og indvolde i en tid hvor mange andre horrorfilm fremstår utroligt anæmiske sammenlignet med firsernes og de tidlige halvfemseres blodbad. Primal kan dog ikke konkurrere med tidlige Peter Jackson film i denne henseende, selv om kameraføring og skuespillernes accent godt kunne lede tankerne i den retning.

Primal er langt fra en revolutionerende gyserfilm, for den ligner alt for mange andre i genren, til gengæld er den underholdende mens den kører og byder da på et par ganske ubehagelige sekvenser, der garanteret vil få mange til at væmmes, med mindre man hører til blandt de mest hardcore splatterfans. Hvis man skal sige noget meget negativt om filmen så er det, at det er meget tydeligt at det ikke er WETA digital der blev hyret til at lave de digitale effekter – for selv om digitalt forstærkede blodsprøjt og snitsår fungerer fint, så er det ganske tydeligt at uhyrlige tentakler og især det centrale monster, som traditionen tro konkretiseres i filmens klimaks, mares ganske betydeligt af ikke at være så overbevisende lavet som det kunne været, havde filmen haft et større budget eller mere kompetente effektfolk på lønningslisten. De fysiske effekter fungerer til gengæld upåklageligt - så har man lyst til at se en effektfuld, lille b-filmsgyser, så er Primal bestemt ikke det værste valg man kan træffe for tiden.