Det ville næsten være befrinde at se en ny gyserfilm, som ikke hævdede at være baseret på en virkelig hændelse. Ikke desto mindre er When the Lights Went Out endnu en i rækken. Det er dog – ved nærmere eftersyn i internettets kringelkroge – en film der måske er lidt tættere på virkelighedens påståede poltergeister end mange andre, lignende gysere. Filmens instruktør har, siden han var en ung mand, villet lave en filmatisering af netop denne historie, da hans tante er Jean Pritchard, som er moderen i den familie som angiveligt blev hjemsøgt.

Uanset hvad man måtte mene om den lidt paradoksale strategi med at påstå at poltergeister er en del af virkeligheden, så ender When the Lights Went Out faktisk med at være en ganske hærdelig, britisk, b-film variant af spøgelsesfilmen, der i al fald er et lækkert filmet alternativ til alle de semi-dokumentaristiske spøgelsesfilm vi har set på det seneste. Det kan godt være at historien ligner en masse andre, men i det mindste vælter kameraet ikke rundt, som var det ført af blinde, paniske aber med Parkinsons.

Filmen følger den gængse formel for sådanne horrorfortællinger. En familie flytter, i midten af 70erne, ind i et hus som de har fundet en anelse for billigt. Selv om ejendommen på overfladen ligner tusindvis af lignende arbejderklassehjem, så finder de nye beboere hurtigt ud af at det er mere og andet end vindens susen der gør, at de ikke helt kan vænne sig til ”lyden af nyt hus”.

Det er specielt familiens yngste, pigen Sally, som oplever ting som ikke bare kan forklares med en livlig fantasi og selv om der indledningsvis ikke er nogen i den nærmeste omgangskreds der tror på pigen, finder hendes forældre snart ud af, at der måske alligevel er mere mellem himmel og jord end de troede.

Det starter lidt uskyldigt med nogle bumpelyde i natten, men inden længe oplever Sally også en truende, kutteklædt skikkelse, der forsvinder i mørket af den nærliggende skov. Da de begynder at grave lidt i områdets historie finder de også en mulig årsag til spøgerierne og da polterierne tager eksponentielt til i styrke ser familiens sig nødsaget til at alliere sig med den lokale præst, der kun under alvorligt pres indvilliger til at forsøge at drive ånderne ud i Jesu navn.

Som man måske kan se af ovenstående er alle elementerne til stede, for at der kan blive skabt halvanden times fin spøgelsesunderholdning for de der er til den slags. Det er, som altid, med denne type film, at de som oftest stilles op imod genrens klassikere som eksempelvis Poltergeist og Exorcisten og det er i sagens natur en umulig opgave at følge i kølvandet på disse, uanset hvor virkelig en hændelse der måske ligger til grund for det hele.

Selv om When the Lights Went Out selvsagt ikke skriver sig ind i gyserfilmens historie, så er det en film, der både byder på godt skuespil (især leveret af Natasha Connor, der spiller den lille Sarah), en virkelig periodetro gengivelse af midthalvfjerdsernes Yorkshire og ikke mindst godt, engelsk filmhåndværk. Rent teknisk er det eneste man kan udsætte på filmen den noget utroværdige, computerskabte manifestation af filmens primære gespenst. Hvorvidt man finder dette uhyggeligt, kommer vist virkelig an på i hvor høj grad man har evnet at leve sig ind ide øvre begivenheder.

Kan man se gennem fingre med denne lidt kiksede effekt og har man lyst til at bruge halvanden times tid på at se en fiktionaliseret udgave af hvad det påstås at være en af de vildeste poltergeistfænomener i Englands historie, så er When the Lights Went Out derfor ikke et dårligt bud.