"Hun er den døde kvinde, tænkte han. Indtil nogen ringer og spørger efter hende. I æteren, i radioen og i alle aviserne hedder hun bare Den døde kvinde."
Karin Fossum Elskede Poona

Mordet er et særligt brud, som kommer på tværs af mennesker, idet det nok er den eneste forbrydelse, der på den måde deler krop og sind – og det eneste vi har tilbage er kroppen i den tilstand, som gerningsmanden har efterladt den i. Sindets videre færd er kun noget, vi kan håbe på – eller frygte. På den måde er mordet en ejendommelig transgression, der ikke kun kommer på tværs af det enkelte menneske men for alvor berører os – på tværs af alle.

Karen Moncrieffs film The Dead Girl fortæller om mordets effekt på mennesker, som på den ene eller den anden måde kommer i kontakt med denne myrdede pige. Den fortæller fem små betitlede historier, som på en eller anden måde kæder informationerne sammen, uden at de enkelte narrativer har nok specifikt med hinanden at gøre.

Vi starter hos the stranger, som finder den døde pige, og hvilken effekt dette har på hende – en effekt, der viser sig som en undskyldning for at stikke af fra et hjem, der ikke sætter pris på hende. Dernæst møder vi den depressive sister, der klargør lig til obduktion på et hospital – og her får hun den døde pige ind til klargøring, og til hendes store overraskelse tyder alt på, at det er hendes forsvundne søster. Som den tredje historie har vi the wife, der lever i et slet ægteskab, som hun egentlig helst vil ud af – indtil hun opdager en grusom hemmelighed om sin mand. Den næste del handler om the mother til den døde pige, der – efter pigens flugt hjemmefra – forsøger at stykke datterens liv sammen, som det var uden hende. Til sidst får historien om the dead girl…

Tilsammen danner disse fortællinger en opklaring af mordet på pigen, men filmen er således fortalt, at det på helt speciel og exceptionel måde er seeren selv, der lægger puslespillet undervejs (og ikke en efterforsker), hvor mange tråde af hendes liv – og ikke mindst andres liv – skildres. På flere plan følger vi forklaringsmodeller og små tråde, der på den ene eller anden måde giver handlingsmæssig eller symbolsk betydning, hvilket dermed giver en film, der er helt særlig i sin behandling af menneskers eksistens. Der er et analyserende fremstillinger af, hvad det vil sige at finde et vansiret lig; på at være undertrykt; på at miste et familiemedlem; på at acceptere en smertende sandhed om den man inderst inde elsker; på at tage et nyt menneske til sig – og tage livet af et andet; på at tage ansvar for sig på trods af konsekvenserne – uden at alle disse skildringer handler om den samme person.

Det er fortællestil, der sjældent ses så effektfuld udført – specielt på film. Litteraturen har her en soleklar fordel, idet den bruger sproget som middel til at trænge langt ind i forbryderens, offerets eller efterforskerens tankegang, hvilket man ser flere steder hos fx Fjodor Dostojevskij eller den norske Dostojevskij-inspirerede Karin Fossum. Hos specielt sidstnævnte flyder perspektivet ofte ind og ud af personerne, særligt forbryderskildringen er skarp i fx Drabet på Harriet Krohn – og det er noget af dette, som The Dead Girl formår.

Gennem en eminent personkarakteriserende, sø(r)gende og stilfærdig stil kommer vi knusende tæt på karaktererne i hver deres lille del af verden, hvilket skaber en overraskende god film – specielt fordi den netop ikke er præsenteret som et drama af den kaliber. Mest af alt forventer man (ud fra coveret) en genreværk, der handler om mord og eventuelt en opklaring af de blodige omstændigheder, men The Dead Girl formår at tage fat – lige der hvor det gør allermest ondt. Den er – uden omsvøb – kort og godt dygtigt drejet, yderst godt castet og spillet – og ikke mindst ligger der et fremragende manuskript til grund denne atypiske krimi, som skiller sig ud fra de fleste film i denne rummelige genre. Meget krimiskidt skal man igennem for at finde noget, der kan måle sig med The Dead Girl.