Nightmare on Left Bank (102 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 17/4 2013, 20:54 af Torben Rølmer Bille
Belgiens gyselige betonbyggeri
Belgiens gyselige betonbyggeri
« TilbageBelgien er måske ikke bedst kendt for sin filmproduktion, for da slet ikke at tale om genrefilm, men takket være Another World Entertainments evne til konstant at levere både kunstfilm, independent-produktioner og ikke mindst et veritabelt hav af gyserfilm, kan man ved selvsyn opleve en vaskeægte belgisk horrorfilm. Originaltitlen var Linkeroever, der betyder ”vestbred” og af samme grund har filmen fået tildelt den måske mere mundrette titel Nightmare on Left Bank.
Vestbreden som filmen nævner er en bydel i Antwerpen, som måske bedt er kendt for socialt boligbyggeri. Det er netop i en lejlighed i en af disse betonkolosser, som er omdrejningspunktet for en stor del af handlingen i filmen, men handlingen tager sit udgangspunkt et hel andet sted.
Da filmen starter, møder vi filmens kvindelige hovedperson, Marie, der træner løb i håbet om at kunne kvalificere sig til en international konkurrence i Spanien. Der er dog noget helt galt, så hun tager til lægen, der fortæller hende, at hendes blodniveauer er helt forkerte, så han beordrer hende til at stoppe øjeblikkeligt og ikke foretage sig noget der kan føre til overanstrengelse. Marie er helt knust, da hun har været fokuseret på sporten.
Heldigvis for hende møder hun en ung, attraktiv mand – Bob som hun er fascineret af og som hun forelsker sig i. Derfor flytter Marie ind i lejlighedskomplekset hvor han bor. De er lykkelige et stykke tid, men samtidig er der noget der nager hende. Hun får nys om den tidligere lejer i lejligheden, som Bob har overtaget, forsvandt under meget mystiske omstændigheder og af omveje finder Marie ud af at stedet også har en dunkel fortid. Hendes nye tilværelse formørkes i takt med at hun forsøger at afdække hvad det egentlig var der skete med den tidligere lejer.
Umiddelbart kan beskrivelsen af filmen lyde som noget man har set et utal af gange før, men takket være at filmen ikke er vredet gennem den arketypiske amerikanske maskine, fungerer gyset, i denne anmelders øjne, langt bedre. Det kan godt være at filmen måske mister sit ellers så glimrende fodfæste mod slutningen, men det er også svært at skabe slutning til en horrorfilm som vil behage alle tilskuere.
En af de helt klare fordele ved filmen er at den, langt hen af vejen, synes at være forankret i en slags bruntonet, kølig socialrealisme, der – hvis man ikke vidste bedre – minder om et velproduceret, europæisk hverdagsdrama. Det gør også at vores hovedrolleindehavere ligner mennesker som man kunne møde i det lokale supermarked og at de mere overnaturlige elementer som også optræder føles desto mere voldsomme og fremmedartede, end havde de været en del af en strømlinet Hollywood-produktion. På den måde kan man godt vove sammenligningen med film som Lad den rette komme ind, uden at dog Linkeroever når denne films intensitet, opfindsomhed eller billedmæssige skønhed.
Linkeroever formår dog at være både meget stemningsfuldt filmet, fint lyssat og klippet i et tempo der synes at passe virkelig fint til fortællingen. De visuelle chok-effekter er her afløst af en langsom, snigende uhyggestemning, der med garanti vil gribe de seere der har den rette mængde tålmodighed, men denne rolige fortællestil vil sikket også afskrække de gyserfans der er ude efter et hurtigt fix.
Det er også en film, der ikke nødvendigvis giver alle svarene, men som kræver et minimum af indsats fra seerens side, i afkodningen af hvordan mysteriet hænger sammen. Det ikke fordi dette mentale billede er svært at forestille sig, men det er nu engang yderst tilfredsstillende ikke bare at få alle sammenhænge serveret eksplicit et par gange, som man ellers er vant til fra mere strømlinede horror-produktioner.
Så kan man leve med at filmen måske byder på en noget ujævn afslutning, så bør man – såfremt man holder af det solide, psykologiske gys kombineret med et godt filmhåndværk – give Nightmare on Left Bank en chance. Det er i al fald befriende, for en gang skyld en halv time inde i filmen ikke at have en klar idé om hvor filmen vil bevæge sig hen, også selv om man har fortæret gyserfilm med jævne mellemrum over en periode på over 25 år.