Krimien har gjort de skandinaviske lande eksotiske. Nordic noir tegner et dystert billede af velfærdsparadiset mod nord, men gør det på en måde, så læsere rejser til norden for selv at snuse til stemningen. At den nordiske krimi er international er dog ingen ny tendens. Moderen til den skandinaviske krimis store succes skal findes hos forfatterparret Maj Sjöwall og Per Wahlöö, der fra midt i tresserne til midt i halvfjerdserne skrev et ti-bindværk, der skulle forandre krimien for bestandigt. En socialt sensitiv genre blev født, og stilen er herefter nået vidt omkring.

Sjöwall og Wahlöös internationale succes kan også ses i bøgernes samtid. I 1967 blev den første roman Roseanna (1965) filmatiseret i Sverige, men allerede inden Bo Widerbergs klassiske indspilning af anden syvende roman som Manden på taget (1976), havde amerikansk filmproduktion været der. Stuart Rosenberg instruerede i 1973 en adoption af den fjerde roman i serien. Den hedder oprindeligt Den skrattande polisen (1968), og er også oversat som Den grinende strisser på dansk. En anden oversættelse kalder den dog Endestation mord, og det er også denne titel, der er valgt til den danske genudgivelse af Rosenbergs film. Den er netop udkommet som købsfilm.

Fortællingen handler om massemordet på en busfuld mennesker. Imellem disse er Martin Becks – eller Jake Martin, som han hedder i den amerikanske film – partner. Ingen ved, hvad han lavede ombord på bussen, men langsomt trækker Martin nogle tråde, der ikke kun opklarer, hvad partneren lavede på bussen. Det viser sig også at være dybt personligt for Martin selv. Fortællingen er kompliceret, og filmen klipper en hæl og hakker en tå for at få det til at hænge ordentligt sammen. Det lykkes i nogen grad, men fortællingen bliver – for den, der ikke kender romanen – en anelse svær at følge. Plotsammenhængen er ikke skarp, og hjælpen er ikke stor fra Martin, der er indspist og tavs.

Stilen for filmen er yderst velkendt. Det kan ses på kamera- og klippeteknik, på fortælleteknik og på politifolkenes moral (eller mangel på samme), at The French Connection (1971) ikke er mere end to år gammel på dette tidspunkt. Det samme gælder Dirty Harry (1971). Martin Beck og Larsson er hårde negle hos Sjöwall og Wahlöö, men personificeret af hhv. Walter Mathau og Bruce Dern er det hele taken up a notch. Placeringen i San Francisco frem for Stockholm er et fint æstetisk valg. Den karakteristisk bakkede by virker godt til de dramatiske scener undervejs. Den stedvist nedtonede rytme peger undertiden interessant nok i retningen af filmene baseret på forfatterparrets svenske arvtager Henning Mankell: melankolien er dyb hos Walter Mathau.

Titlen er lidt besynderlig til den amerikanske film. I romanen modtager Martin Beck en plade. Herpå er sangen ”The Laughing Policeman” (1922); oprindeligt af den amerikanske varieté-sanger Charles Penrose, men den findes også i en svensk udgave af Ole Flodin. Dette danner grundlag for den oprindelige svenske titel, mens Martin Beck også afslutningsvist endelig ler, da partnerens død er hævnet. Dette aspekt er udeladt af den amerikanske film, mens Larsson – eller Larsen, som han omdøbes til – undervejs i stedet griner temmelig meget. Derfor har den amerikanske film lidt svært ved at forsvare sin titel The Laughing Policeman, hvilket gør valget af den anden danske titel Endestation mord mere oplagt til denne film.

Endestation mord er et rigtig godt eksempel på, at den skandinaviske krimis gennemslagskraft har en forhistorie. En forhistorie, som de færreste læsere, film- og tv-seere er bevidste om i dag. Derfor er filmen – trods de basale mangler, som den kan siges at have – et kært og nødvendigt gensyn. Selvom klippefrekvensen stedvist er meget lav, og selvom det naturligvis er meget let at se, at vi her befinder os i halvfjerdserne, så det samtidig bemærkelsesværdigt, hvor mange ligheder, genren har fra dengang til nu. Om det er en genre, der ikke fornyr sig, eller om det er en genreformel, der bare fungerer, er muligvis en smagssag. Endestation mord er et interessant tidligt eksempel på svensk krimi – på amerikansk.