Flere tendenser har gjort det attraktivt at skildre det regionale dansk film. Og historierne ender med at være nye, anderledes, når de placeres på hidtil relativt ubrugte locations. Dette er også rationalet bag flere nyere danske film, og Region Nordjylland er pludselig blevet et nyt sted at lave film og tv. Den seneste – og hidtil mest gennemførte – nordjyske film er Søren Balles spillefilmsdebut Klumpfisken, der netop er ude på købefilm.

Handlingen er placeret i Hirtshals i Hjørring Kommune. Udgangspunktet er fiskeren Kesse, der kæmper med at holde sammen på sin skrantende fiskeriforretning. Han er et udpræget vanemenneske med stærk arbejdsmoral og fiskerietik. Men da økonomien langsomt krakelerer, må han forsøge sig med andre midler. Imidlertid siger han ja tak til at få havbiologen Gerd ombord. Hun skal foretage nogle målinger, men det bliver langsomt starten på et nyt syn på livet for Kesse.

Jeg kan huske, at jeg for efterhånden en del år siden stod på Hirtshals havn sammen med en barndomsven, der nu er en dansk medieproducent. Vi havde fået et par øl til arrangementet Musik under broen, og i en pause stod vi og kiggede ud over Hirtshals havn, og blev ret hurtigt enige om, at det her faktisk var en overraskende god og scenisk location til film. At der skulle gå så mange år, inden en større dansk filmproduktion blev placeret dér, overrasker mig.

Fotografen Martin Munch, der også spillefilmsdebuterer med denne film, må have haft samme oplevelse, da han planlagde de flotte billeder af byen og ikke mindst af vand og havnemiljø. Filmen er – ligesom en stowt vendelbo – holdt i rolige kameragange uden store armbevægelser, og det tilfører filmen en æstetisk dybde, der minder om den oplevelse, jeg selv havde på havnen flere år tilbage. Den trængte fiskeriby får kæl og kram af Munchs flotte billedbehandling.

Handlingen er en anelse kalkuleret. At Kesse skal begive sig ind i de finansielle gråzoner, mens han forelsker sig i idealismens biologiske højborg virker som det modspil, der skal til, for at skabe et elementært drama. Men historien er hele tiden holdt rolig og nænsom, så det ikke (helt) tager overhånd. Faktisk fastholder Balle og kompagni noget af det mest autentisk nordjydske (jeg er selv fra Hjørring Kommune), som jeg længe, nærmest nogensinde har set på dansk film.

Sprog, persongalleri, locations og dialog er meget overbevisende. Jyder har det med at være fremstillet grovkornet og lettere ironisk på dansk film, men i Klumpfisken lykkes det faktisk Balle at komme tæt ind på en levemåde og en levevej, der sjældent får oprigtig plads i dansk film. Fiskeriromantikken er for længst forduftet fra erhvervet, men filmen formår med et fint spil mellem Henrik Brich og Susanne Storm i hovedrollerne at genindføre bare en lille smule af det.

Filmen er et stykke Vendsyssel på det store lærred. I den mest bogstavelige betydning. Det kan ses i filmen. Den københavnske Gerd skal naturligvis – med Kesse som turistguide – rundt på områdets vigtige sights: Råbjerg Mile, Hirtshals Fyr og ikke mindst (og op til flere gange) Nordsøen Oceanarium, hvor den berømte klumpfisk i sin tid svømmede rundt.

Det gør ikke rigtig noget i Klumpfisken, at denne turisttur virker lidt for reklameagtig, for det er motiveret af handlingen. Men det er begrænset, hvor ofte denne strategi kan bruges. Klumpfisken kom først, næste film i Hirtshals skulle være på vej, men de må finde nye måder at trække stedets genkendelighed ind i filmen. Klumpfisken er en fin lille film om et fint lille fiskerisamfund, der mødes af store ude- og indefrakommende frustrationer og komplikationer.

Mest af alt er det en rigtig fin illustration af, at regionaliseringen af dansk film godt kan lade sig gøre – og faktisk tilføre noget nyt til dansk film.