Eva er fængselsbetjent. En af de mere empatiske i dette lukkede, klaustrofobiske miljø. ”God morgen, ha’ en god dag”, lyder det venligt, når hun passerer en fange eller bringer morgenmaden til de ofte lettere aggressive indespærrede kriminelle i deres eneceller. Kameraet følger, tæt og nært, Evas fængselsrutiner, ad lange triste, nedslidte gange, celledør efter celledør.

Sidse Barbette Knudsen er med hud og håndjern den forstående og vellidte fængselsbetjent Eva, i Gustav Möllers thriller Vogter, der bogstavelig talt, næsten hele filmen igennem, holder os fanget i fængslets lukkede rum. Gennem cellernes glughuller, labyrintiske gange og Evas omsorg, får vi et nærmest dokumentarisk indblik i vogter/fangehverdagen, der nok rummer tristesse og aggressivitet, men også et håb hos Eva om en resocialisering af de indsatte. Trods Evas indadvendthed og lukkethed oplever vi en korrekt og engageret mønstervogter, der har tid til yogameditering med fangerne og gerne yder hjælp til de indsattes skolelektier.

Det ændrer sig.

For en dag ser Eva en lille gruppe fanger ankomme for at blive lukket inde i den specialbevogtede sikkerhedsafdeling - kriminelle med de højeste fængselsstraffe. Eva opsøger nu sin chef med det formål at blive forflyttet til den stærkt bevogtede afdeling. Selv om ledelsen står uforstående overfor hendes ønske, lykkedes det. Vi aner årsagen, nemlig den høje, provokerende og brutalt udseende Mikkel (Sebastian Bull), idømt 16 års fængsel for mordet på Evas søn!

Så er der lagt op til hævn og magtmisbrug. For Eva har besluttet sig for en langsom metodisk hævn og nedgøring af Mikkel i celle nr. 17. Eva nægter ham de tilladte cigaretter, får ham frakendt gårdture pr.a. mistanke for narkohandel, sat i isolationscelle, nægter ham toiletbesøg. En udspekuleret og pinefuld selvtægt, der forvandler den empatiske populære vogter til en hævngerrig despot.

Samspillet eller rettere modspillet Sisse Barbette Knudsen og Sebastian Bull er på den mest modbydelige måde medrivende og fascinerende. En vrede og stålsat kamp – hvor sejrherren synes givet. Og dog.

Vogter skrevet af instruktøren og Emil Nygaard Andersen er den svensk-danske instruktørs anden spillefilm (Den skyldige 2018) tager igen udgangspunkt i en udspekuleret kamp mellem godhed og ondskab, moral og amoral. Men helt så enkelt er konfrontationen nu ikke denne gang. Og det er filmens store styrke.

Vogter, er nok enkel i sin opbygning, men ofte lidt firkantet og forudseelig. Alligevel lader vi os rive med, når først dramaet tilspidses.

Sidse Barbette Knudsens dæmpede indadvendte, men aflæselige spil, er atter en gang fængslende (undskyld!) mesterligt – og hun bør allerede nu rydde en plads på pris-hylden, idet en Bodil/Robert vinker i horisonten.