Hedebølge er tredje film af seks af de netop udkomne filmatiseringer af Liza Marklunds bestsellere. Den svenske titel er – ligesom Marklunds roman – Studio Sex, og den passer vældig meget bedre. Det kan i det hele taget undre en smule, at det danske forlag i første omgang gav romanen en ny titel, eftersom den svenske også ville fungere fint på dansk. Ikke nok med, at denne passer bedre. Den passer slet og ret, hvor filmen her faktisk slet ikke godtgør, hvorfor den hedder Hedebølge. I romanen bærer det en dobbeltbetydning af sex og varm sommer. I den danske giver titlen på filmen på sin vis bare ikke mening. Hedebølge er netop – sammen med de fem øvrige tv-film i serien – udkommet som købsfilm.

Et dydsmønster af en pige findes myrdet, og alle spor ender blindt. Politiet ved lidt, men kan ikke komme ud med det hele, og Annika – Marklunds gennemgående journalist – har derfor problemer med at dække sagen ordentligt for sit avismedium Kvällspressen. Langsomt får Annika dog gravet frem, at pigen ikke på alle fronter var den antagne engel. Uden hendes familie og venner vidste det, tjente hun penge (og større bryster) ved at strippe på en dyster natklub. Undervejs i Annikas nærgående journalistik dukker der en række spor op, der sender hendes retur til et tidligere mislykket forhold: mishandling og forfølgelse er ikke bare noget, Annika føler en særlig indignation over for. Det er hægtet op på personlige traumer. So now it’s personal!

Hedebølge er en af Marklunds meste feministiske romaner med sit fokus på en kvinde i en mandsdomineret sexindustri. Med god grund. Det er – ligesom i de to første – nedtonet i filmatiseringen, men det sætter sine naturlige aflejringer i handlingen. Malin Crépin, der i hele serien spiller Annika, viser i denne tredje film, at hendes repertoire kan holde til at udfolde det personlige, det dystre. Hedebølge er på den baggrund faktisk langt mere vellykket end seriens anden film Prime Time. Den har dog stadig nogle elementære fortælletekniske problemer, fordi den – ligesom de to første – gennem sin stil og visuelle intonation får fortalt for meget om de sammenhænge, som undervejs kan generere spænding, fordi vi ikke ved så meget. Filmens thrillerspor ’thriller’ derfor ikke – det afslører bare for mange ting for seeren.

Det er faktisk også lidt svært ikke at blive lidt sur på Annika Bengtsson undertiden. Og det antager jeg slet ikke er meningen. Har man bare et lille gran af foragt over for tabloidpressens pågående og sensationssøgende karakter, så er det fra tid til anden lidt svært at ’holde med’ Annika. Hun går ganske simpelt for langt som journalist. Hendes etiske kodeks i-talesættes da også undervejs af hendes boss Schymann, men filmen lægger på sin vis op til, at det er meningen, at Annika skal gå sine egne veje. Hun er helten, den seje, den der skal afsløre alle sammenhængene – og få hæderen til slut. Men undervejs træder hun for mange over tæerne. Fx den familie, der lige har mistet en datter. Karakteren er på sin vis formentlig troværdig nok ift. branchen, men det bliver anstrengende, at filmen forsøger at få placeret en karakterbaseret identifikationsmekanisme hos hende. Jeg vil ikke!

Hedebølge holder stil og karakter fra de to første. Ikke nødvendigvis noget højt snit, men trods alt maskinelt produceret krimiunderholdning til et marked, der synes umætteligt.