Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Prime Time (89 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 29/11 2012, 20:00 af Kim Toft Hansen

Mord på slottet


Mord på slottet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Første del af Liza Marklund-serien på i alt seks film Nobels testamente blev distribueret som en biograffilm. En føler for successen. Vel over 100.000 biografgængere tog da også turen ind i mørket for at se Marklunds visualiserede bestseller. Antageligvis har den umiddelbare succes for denne film ikke været nok til at gentage Stieg Larsson-kunststykket, hvor Mænd der hader kvinder skulle være biograffilm, mens resten skulle være tv-produktioner. Første films succes var så stor, at de to næste også blev biografdistribueret. Imod forventning. Denne glæde får Liza Marklund-læserne ikke med serien baseret på hendes romaner. De næste fem er netop udkommet på købsfilm. Prime Time er næste ’afsnit’ i serien om krimijournalisten Annika Bengtsson.

Meget tyder på, at produktionsselskabet Yellow Bird indledningsvist havde håbet på eller sigtet efter et større publikum. For hvor Millenium-trilogien var ganske uhomogen, fordi der var et stort skel mellem biograf- og tv-budgetterne, ser Marklund-adaptionerne ud til at være mere homogene i sit udtryk. Stil, rytme og øvrige visuelle kendetegn ser ud til at have haft samme omstændigheder som den spektakulære Nobels testamente, der dog på mange måder havde brug for langt flere fordyrende special effects. Prime Time vender i stedet blikket mod den helt klassiske britiske guldalderformel, hvor et mord begås på et stort mansion, og morderen skal herefter findes blandt det sluttede antal mistænkte, der befandt sig på stedet på mordtidspunktet.

På et stort slot er en række prominente kendisser samlet for at indspille første afsnit af et nyt program med titlen Slottet. Men efter en våd og voldsomt fest finder Annikas veninde Snapphane – som skulle være med i programmet – liget af produktionslederen, den populære og attraktive tv-vært Michelle. Mange af de medvirkende havde et eller andet horn i siden på Michelle, eller også havde Michelle sit eget horn placeret strategisk i sine opponenters side. Hele produktionsholdet virker derfor gennemsyret af antagonisme, det perfekte miljø for et blodigt mord. Journalisten Annika får naturligvis til opgave at dække denne sensationelle seance, men da kun hendes veninde Anna Snapphane er tilbage som mistænkt, må hun træde til som efterforsker. Hun tror ikke, Anna kan have begået mord.

Prime Time lider lidt under de samme problemer som Nobels testamente gør: en ganske elementær forudsigelig, der selvfølgelig som sådan er hentet fra Marklunds eget forlæg. Forskellen er dog, at Marklund formår at indlemme det personlige undervejs på en måde, der naturligvis får mere plads i en roman end i en (for)kort(et) tv-film. Faktisk har filmen her meget svært ved selv at få plads til alle de nødvendige informationer, der skal til for at få en film med mange personer og mistænkte til at fungere. Faktisk får vi aldrig at vide, hvad pokker det var for program, Michelle havde sat sig for at lave – det skal man vide fra romanen. Den får heller aldrig rigtig skovlen under karaktergalleriet, hvilket betyder, at filmen er til falds for nogle nemme, stiliserede og karikerede løsninger – og det gør, at morderens identitet alt for tidligt er antydet.

Med første og anden film i serien om journalisten Annika Bengtsson tyder meget på, at Yellow Bird har gjort deres levebrød for meget til et gedigent håndværk. Det er standardiserede krimiproduktioner uden noget sigte efter fornyelse. Ligesom i første film henter selskabet desuden også igen en ”Wallander-instruktør” ind som instruktør. Filmene fejler i stil og teknik for så vidt intet. Som tv-produktioner er de faktisk ret flotte og vellykkede. Men fortællingerne og karaktererne bliver ulideligt flade og forudsigelige. Det er lidt synd, fordi Marklunds romaner – med et enormt læsende publikum – faktisk fortjener bedre. Jeg vil dog alligevel vove den påstand, at de fleste Marklund-fans vil stille sig udmærket tilfredse med resultatet.


Forrige anmeldelse
« Eddie: The Sleepwalking Canniba... «
Næste anmeldelse
» Hedebølge »


Filmanmeldelser