Dybt ind i den indonesiske jungle på et ukendt sted, hvor mennesker sjældent betræder naturen, dræber en dansker et helt kamerahold. Han tages til fange af et brutalt indonesisk politi, og det danske konsulat kæmper for at få ham fri. Hjemme i Danmark forsøger Adrian at få en skrantende psykiaterkarriere på skinner, men det går ikke godt – lige indtil han bliver tilbudt at tage til Indonesien for at hjælpe konsulatet med at få erklæret den danske morder sindssyg. For så kan de få ham hjem. Adrian tager af sted sammen med sin sekretær og møder et fremmedartet miljø, der ikke gør hans arbejde nemmere – og nemmere bliver det heller ikke, da morderen begynder at snakke om en blomst, som det indonesiske politi pludselig viser særdeles stor interesse for.

I sin nøgterne beskrivelse lyder Ved verdens ende som en politisk og engageret film. Det er det ikke! Dette politisk anspændte plot er ikke et forsøg på at fortælle en dybsindig film om politiske fanger og dårlige forhold i indonesiske fængsler – plottet er en undskyldning for at fortælle en hæsblæsende dansk action-komedie, der ikke så meget handler om internationale forviklinger. Det handler snarere om drømmen om det evige liv ved hjælp af den hellige i gral – i dette tilfælde er gralen bare en blomst, som danskeren har fundet i den indonesiske jungle, og som han forsøger at beskytte for enhver pris. Derfor holder han sig ikke tilbage for at begå brutale mord ganske vilkårligt på sin vej. Selv en intetanende rengøringsdame får en kugle for panden.

Flere interessenter er ude efter blomsten, og en mafia-lignende gruppe melder også sin ankomst. På den måde får vi et klassisk spil mellem et korrupt politi, en forbrydergruppe og en intetanende fyr, der undervejs må lærer, hvad det hele handler om – på den hårde måde. Filmens fortælling har vi set så mange gange før. Kaster vi Robert Zemeckis Romancing the Stone (1984) ind i en omgang mulje med Indiana Jones and the Last Crusade (1989), og krydrer gryderetten med indslag fra de øvrige Indiana Jones-film, så har vi stort set den smagsnuance, som Ved verdens ende har. Derfor er det ikke en original film på nogen som helst facon – det originale ved den vil såmænd være, at det ikke er en genre, vi ser brugt på dansk særligt ofte.

Derfor skal Ved verdens ende ikke ses for dens godmodige bidrag til at skabe et særegent filmværk. I stedet er det et nogenlunde vellykket – og derfor noget forudsigeligt – bidrag til lørdagsunderholdning, som især vil glæde sjæle med en svaghed for lun humor, hastig action og små halvplatte indslag. Filmen fungerer i sig selv derfor udmærket ud fra det, som den sætter sig for. Humoren er velpejlet, som manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen normalt formår at gøre det. Historien er dog mindre skarp, end han normalt drejer dem. Tomas Villum Jensens instruktion driver også de passager i kassen, som den skal – og filmen er et banalt og basalt bidrag til den lidet overraskende underholdning. Ikke noget hovedværk – men en film, der letter smilevingerne i en tilpas grad til, at den er halvanden time værd.