Ole Bornedal var instruktør på hele to film sidste år. Den ene var den selvreferentielle metafilm Kærlighed på film, som mange danske anmeldere vanen tro, når narrativeten bliver for fragmenteret, desværre ikke brød sig om. Den anden film kunne ikke være mere forskellig, for det var en rendyrket genrehybrid – nemlig Vikaren, som på én gang er børnefilm, gyser og science fiction. Denne film fik imidlertid mange roser med på vejen, men kan den virkelig leve op til sit ry?

Hermeneutikken taler om den forforståelse alle besidder, når de konfronteres med et givent værk eller en given tekst. Desværre var denne anmelders forforståelse af Vikaren baseret på den lange trailer, som havde floreret på nettet, før den blev set - og det var en skam. Ikke alene viser traileren stort set alle højdepunkterne, den viser også en stor del af filmens klimaks og giver hovedårsagen til den antagonistiske Paprika Steen-alien Ulla, tager til jorden for, i bedste bodysnatcher-stil, at manipulere sine omgivelser.

Filmen åbner med en fortællerstemme, der informerer om, at folk på jorden lever sammen på godt og ondt, i krig og kærlighed, og at der samtidig, på en nærliggende planet, er en anden form for liv, som udelukkende kender til krig. Disse væsener higer naturligt nok efter, hvad de ikke har. Et fartøj skydes af sted og lander på en jysk hønsefarm. Her må landbokonen ligge krop til en invasion og kort tid efter optræder hun pludselig, komplet med ny personlighed og stil, som vikar for 6B på en Københavnsk skole.

Alle voksne, der står i vejen for vikaren Ulla, bliver pludselig syge med salmonellaforgiftning, og da vores protagonist, drengen Carl, mistænksomt følger efter sin nye, meget aparte lærer, finder han ud af at hun, i bedste Ozzy-stil, får mad ved at bide hovederne af levende høns. At hendes rumskib pulveriserer en høne inden for filmens første minut, er desuden med til at forstærke denne fjerkræstematik. Ligeledes er filmens klimaks, på den burhønsefarm Ulla først ankom til, næppe heller tilfældigt valgt. Sammenligningen mellem burhøns og folkeskoleelever synes kun alt for tydelig. Men hvad spejlæg har med kærlighed at gøre, er en helt anden sag.

6B’s nye vikar er i bedste freudianske forstand både heimlich og unheimlich på samme tid. Hendes pædagogiske metoder synes både at være helt fremmedartede og stadig meget genkendelige for de, der kender – og måske ligefrem længes efter - den sorte skole. Hun giver eleverne direkte besked. Hvis de ikke kan svare på hendes spørgsmål, så udråbes de i klassen til at være dumme som snot, og i gymnastiktimerne hersker der en disciplin, som ville få selv Himmler til at brokke sig højlydt. Det er overdrivelserne, der driver værket frem, men for en voksen seer (og underviser) er der nu også noget sært tilfredsstillende ved vikarens meget direkte pædagogiske stil. Som i alle gode børnefilm lykkes det vikaren at snøre alle de voksne til at tro, at hun er guds gave til pædagogikken, mens ungerne oplever en helt anden, ubehagelig dagligdag i skolen.

Vikaren er en ganske underholdende film for større børn og deres forældre. Den er samtidig et vigtigt led i en dejlig udvikling, som danske film er inde i for tiden; dogmerealisme viger for en kanonisering af det fantastiske, som man også så det i bl.a. Ekko, De Fortabte Sjæles Ø og andre gode danske genrefilm, men man kan ikke komme udenom, at det - internationalt set - næppe bliver en klassiker. Selv om ideen med lærere, der erstattes af aliens, er sjov, så er den næppe original – i den forbindelse plagierer Bornedal lidt for tydeligt Robert Rodriguez’ The Faculty (1997), der dog var henvendt til et gysersultent gymnasiepublikum.

Går man selv i 6. klasse, er Vikaren sikkert en film, der med går rent ind. Paprika Steen har i min bevidsthed altid været lidt af en alien, så hun passer fint til rollen – lige som alle de andre danske stjerneskuespillere, der dog alle har fået perifere placeringer i handlingen (i særdeleshed Ulf Pilgaard som en klon af undervisningsministeren) – det er jo børnene og deres vikar, filmen handler om. De få specialeffekter, som krydrer handlingen er rimeligt grundigt udført, men det er unge Jonas Wandschneider, der får filmen til at leve. Det første møde med ham, hvor han er hos skolepsykolog er en helt igennem formidabel scene, der med sikkerhed vil blive en klassiker, på linje med Mulles skovsnegl eller ”Det klister! Det klister!”.

Desværre er der også en del plotelementer, der er meget forstyrrende, eksempelvis det billede af hønsefarmen, som hele tiden forandres. Man får aldrig forklaret, hvad meningen med dette er. Ej heller hvad Ullas oprindelige plan med ungerne var, ud over at hun måske ville tage dem med til sin egen planet og derudover ville lære noget om kærlighed. Selv om genren på ingen måder skal være troværdig, så behøver den trods alt en indre logik for at fungere optimalt, og her kommer Bornedals første rigtige børnefilm desværre lidt for kort. Det er en genre-børnefilm, der desværre aldrig når helt på højde med mange af de andre film, som 12-årige i dag har mulighed for at vælge mellem.