Half Nelson er en overraskende film på mange måder. Og overraskelsen vejres sammen med en forventning, der blev affødt gennem filmens Oscar-nominering – en prestigepris, som sjældent viser andet end tegn på en kommerciel, politisk korrekthed, der vokser proportionelt med muligheden for højere indtjening. Derfor er det overraskende, at filmen tør gå ind i diskussioner, som det er på høje tid, USA får ført til ende. Filmen handler nemlig om erkendelsen, forståelsen og levedygtigheden af forskelle – i dette tilfælde eksemplificeret gennem USA’s stadigt herskende kontrovers mellem den sorte minoritet og den hvide majoritet. Det er en film om hegemoni, om den herskende klasses underminering af forskelle i et projekt rettet mod regelrethed – og i dette regi er der tilsat en væsentlig mængde social kritik.

Det handler om den hvide skolelære Dan, som underviser i historie på en primært afroamerikansk skole. Og i sit grundprojekt om at vise, at den hvide mand skaber sig et positivt omdømme gennem en alternativ pædagogik og tilgang til stoffet, drejer filmen sig ind på et spor, som Dangerous Minds i sin tid også – med et mindre heldigt resultat – gjorde sig forsøg på. Men hvor filmen – som i øvrigt er helt sin egen på mange punkter – udmærker sig, er ved at tage et udgangspunkt til formidlingen af stoffet, som fx Dead Poet Society i sin tid også gjorde: Altså ligger der ikke kun en social problematisering som i Dangerous Minds, der bliver alt for letspist og stueren i sin formulering; der ligger også et klart indbygget svar på problematikkens løsningsmuligheder. Filmen tør her gå ind og være andet end et fiktionelt underholdningsmedium, idet den går ind i en både direkte og indirekte overraskende dybsindigt filosofisk og sociologisk model for, hvordan USA kan løse nogle af problemerne.

Hvor man i dette spil derfor kunne forvente sig en film, der får blødt emnerne op ved hjælp af sukkersød romantik og fortællemodeller, som får identifikationsfaktorerne til at blinke vedkommende, så går filmen i stedet ind og etablerer en karakter i Dan, der i stedet – midt i al den sociale forståelses – kæmper med et stofmisbrug. Og han virker ikke til at ville ud af det, men snarere virker han tilfreds i sin rolle gennem behændig lindring af andre problemer, som filmen kun rører punktvist og sporadisk ved. Derfor er Dan ikke kun en i social sammenhæng hjælpende rolle; omvendt er han ligeså vel en person, der trænger til og får hjælp af en af sine elever. Filmen handler ligeså vel om etableringen af forholdet mellem Dan og Drey, som viser sig at være mere til Dans fordel end til Dreys fordel, på trods af at Dan kæmper ihærdigt for at afhjælpe de sociale omstændigheder, der ligger til for Dreys familiære kontroverser (stoffer, fængselsstraf, manglende faderskikkelse).

Hvad er det så for en løsning, filmen mener at byde på? Jo, det er ikke nogen ny løsning, men snarere en forklaringsmodel af verdens system, der trækker tråde langt tilbage. Som det er antydet i titlen på anmeldelsen her, så handler filmen rent tematisk ganske enkelt om dialektik. Dialektik er en filosofisk tradition, der er skabt ud af mange grene, som hver især ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Man snakker om platonisk dialektik, der mest refererer til en samtaleorienteret dialogform, der rent retorisk kan udtvinge det sande – man snakker her også om metode som en sokratisk jordemoder. Denne form for dialektik er implicit i filmen, på samme måde som man kunne påstå, at formen er en del af alle andre former for dialektik. I en banal vending kan vi sige, at det handler om, at vi bedst løser vore problemer ad samtalens vej.

I andre sammenhænge henviser dialektik i højere grad til en form for kulturel kampplads, hvor der udkæmpes kampe for at få samfundet til at være mere bæredygtigt. Hvor man kan snakke om idealitisk dialektik hos Platon (altså at det handler idéernes verden), så er den materialistiske dialektik i fx marxismen, som bygger Hegels syntesefilosofi, langt mere orienteret imod en ensartethed. For det første erkender denne form for materialisme, at verden eksisterer uafhængigt at menneskets observans, mens det dialektiske element henviser til at verden hele tiden er i udvikling og proces – det er her kamppladsen kommer til syne: Gennem revolutionen kraft kan vi skabe et socialistisk samfund, hvilket igen ofte forstås som en historisk materialisme. Historien har været teleologisk, dvs. bevæget sig hen imod et bestemt mål, som er det socialistiske samfund, men i dette spil – og det er da også den største fejl i marxismen – overvurderer marxismen menneskets begærlige eksistens – og derfor bliver marxistiske samfund ofte diktatoriske, fordi de må undertrykke begærligheden.

Dan afviser da også i filmen at være marxist, selvom tonerne i undervisningen synes at trække i den retning, men det er da også ofte problemet hos antimarxistiske tankegange, at marxismens projekt har en historisk bagage, der gør det problematisk at tage de dele af marxismen, som faktisk ville være samfundsnyttige i vor tid. Selvom det ikke rent historisk har set sådan ud, så ligger der i den materialistiske, historiske dialektik – bortset fra de teleologiske rettelser – en grad af tolerance, som globaliseringsforherligerne ikke kunne have formulering smukkere. Filmen udviser, at tolerancens vej er dydens vej, men samtidig får den også leveret en øredøvende kritik af det amerikanske samfund, der på ingen måde – selvom det påberåber sig titlen som Land of the Free – har udvist tolerance over for forskelstænkning. Eleverne i Half Nelson holder en række oplæg om primært de sortes rettigheder i USA, og de indleverede politiske analyser udviser ikke megen forståelse for amerikansk socialpolitik, der netop har været et langstrakt forsøg på undertrykkende forskelsbehandling. Selvom kritikpunkterne i filmen ikke er nutidige, så ligger der også en grundlæggende samtidighedskritik heri.

Det, der rent teknisk får filmen til at virke, er dens måde at formidle dette budskab på, idet det ikke bliver leveret som en pointe eller en punchline. Det er svøbt grundigt ind i fortællingen, hvilket får de etiske dilemmaer til at fremstå så meget klarere, end havde filmen været opstillet på allerede etablerede præmisser, som vi ser det i fx Dangerous Minds. Etikken bliver her gennem narrativen ligeså vel opbygget som hypotetiske forklaringsmodeller, som når Dreys mor, der er politibetjent, velvidende og stiltiende ser til, at Drey kommer hjem med penge, der kommer fra narkosalg. Den menneskelige materialisme, som ikke er forstået i kommercielle rammer, henviser til netop denne proces og kampplads, som daglig eksistens er: Som enlig mor må hun se gennem fingrene med, at hun ikke har råd til at holde et hjem uden ekstra hjælpemidler. De etiske dilemmaer bliver vist som mere komplekse, og den højere moral bliver svær at finde, hvilket også er et centralt aspekt af filmens tematiske drejeskiver: Vi træffer hele tiden valg på baggrund af dialektiske grundproblemer, og det er ikke soleklart, hvor den onde handling bliver til en god handling – og omvendt. Sandt og falskt, ondt og godt, moralsk og amoralsk, er tvedelinger, der har det sammen arnested, nemlig menneskelig kompleks eksistens.

Og gennem en interessant, enormt rolig og mest af alt personskildrende fortællestil – illustreret gennem en indfølende og håndholdt kameraførsel – skildrer filmen på fornem vis karakterbundne problematikker, der bunder i, at det ganske enkelt ikke er nemt at være menneske. Filmens fortælling, filmens stil og filmens filosofi kommer derfor til at hænge fantastisk godt sammen, hvilket skaber et overraskende helstøbt og vedkommende drama. Det er en flot spillefilmsdebut fra en hidtil ukendt instruktør, der bliver fornemt suppleret af Ryan Gosling i hovedrollen. Det er ganske enkelt en god film.