Når der i tv, af en eller anden årsag, skal bruge illustrativt arkivmatriale til at vise billeder af en af verdens mest berømte kunstnere, den nu afdøde, Pablo Picasso, vælger man ofte at vise mesteren, der i færd med at male. Vi ser motiver, der starter med ganske få – men sikre - streger, der med ganske stor hast tager form og nu ligner velkendte figurer og motiver. I mange tilfælde er der blevet lånt kortere eller længere sekvenser fra Henri-George Cluzots spændende dokumentarfilm Mysteriet Picasso.

Teknikken er, at kunstneren er blevet placeret på den anden side af et tyndt lærred. Denne kanvas er delvis transparent så idet der tegnes en streg, så fremtræder denne for kameraet der er placeret på den anden side af lærredet. På den måde filmes motivet mens det bliver til, uden at kunstneren skygger for sit motiv. Selv om der er mange i undertegnedes generation, der sikkert husker Ib Spang Olsens tegninger dukke op på samme magiske vis i halvfjerdsernes og firsernes børne-tv, så er det noget helt andet at se Picasso i aktion – med al respekt for Ib Spang Olsen, naturligvis.

Undervejs i Mysteriet Picasso er der et par sekvenser hvor Pablo eksempelvis beder om større lærreder, eller insisterer på at bruge andre teknikker end den tusch, som dominerer de fleste af de værker vi ser blive skabt. Da det er svært at skildre oliemaleri, er sekvenserne hvor disse tager form, lavet i en form for time-lapse, hvor man har filmet kunstværket fortløbende mens det er blevet til. Streger tilføres. Flader males over med andre farver, osv. I disse sekvenser har filmmagerne valgt at klippe Picasso ud af indstillingerne, så det er billederne, der så at sige selv fortæller deres egen historie til tilskueren. Det er som en slags animeret maleri, der trylles frem for vores blik.

De enkelte indstillinger er klippet i et tempo, der passer fint til Georges Aurics musik. Hvorvidt musikken er improviseret ovenpå billederne, eller om filmen er klippet efter musikken er ganske svært at sige, for der er intet ekstramateriale med i AWEs udgivelse. Det er en skam, for det kunne eksempelvis være interessant at vide hvor de malerierne, som optræder i filmen, er endt i dag, om man kan opleve disse på museum, hvordan musikken er blevet skabt til eller for den sags skyld hvordan filmen er blevet til – primært hvor meget af den er Clouzots’ vision og hvor meget indflydelse Picasso selv har haft på filmen?

Mysteriet Picasso har ikke nogen egentlig handling. Der er ikke andre medvirkende end kunstneren selv, instruktøren og den garvede kameramand Claude Renoir. De få scener hvor de taler sammen virker lidt indstuderede, men muligvis fordi det handler om at gøre tilskueren opmærksom på at der skiftes format eller maleriteknik.

Motiverne spænder vidt: fra velkendte tyrefægtermotiver over primitive, sovende figurer, abstraktioner over stilleben og ekspressive billeder af dyr, mennesker og andre figurer. Filmen starter ud i sort/hvid, men der tilføres hurtigt farver. Enkelte af malerierne tenderer skitser og halvfærdige malerier, især tuschtegningerne, men Picasso insisterer også på at lave mere gennemarbejdede værker, og det er her timelapse-sekvenserne eksekveres. Her er vi blandt andet vidne til et ”portræt” af en ged, der gennemgår mange stadier før det er færdigt. Vi ser billedet blive til på under ti minutter, mens det har taget omtrent fem timer i reelt tempo, hvis man altså skal tro på instruktørens kommentar. Det virker også utroligt at man kan fremstille et så smukt billede på så kort tid, men det er med til at imponere tilskueren og vise hvor fokuseret, rutineret og disciplineret Picasso tydeligvis har kunnet arbejde.

I filmens allersidste indstilling ser man kunstneren vandre ud af billedet mod et mørke omgivet af de blandt andet de værker han har skabt gennem filmen og det er først i denne allersidste indstilling at seeren ved selvsyn få øje for størrelsen på skilderierne. Et clou, der sikkert har gjort at folk har haft lyst til at gense filmen i biografen – heldigvis kan man nu pause sin afspiller og studere denne scene nøjere.

Mysteriet Picasso er bestemt ikke en film for alle, for den kan bedst sammenlignes med en fascinerende screensaver for kunstelskere, men har man selv haft en pensel i hånden er det altså utroligt fascinerende at se hvordan Picassos motiver tager form. Se hvordan han arbejder med de mange lag i hans malerier og hvordan motiver kan ændre sig undervejs. Eksempelvis bliver hvad der starter ud som en enkelt buket blomster hurtigt omformet til en fisk, der bliver til en høne, der bliver til et dæmonisk kæmpehoved komplet med silhuetter af dens tilbedere. Dette sker muligvis fordi maleren bliver træt af sit motiv, eller også er det bare den form for legende tilgang til malerkunsten, som er at spore i mange af Picassos tegninger og malerier.

Mysteriet Picasso er nærmest zen og en kærkommen pause i et ellers meget hektisk mediebillede. Det er en film, der især er interessant for de der kender lidt til Picasso, eller blot for de der blot er nysgerrige på hvordan en af verdens allermest anerkendte kunstnere i nyere tid, konkret har arbejdet. Filmen er enestående, idet det er kunstværkerne og ikke manden bag dem der er i centrum. Muligvis er dette bevidste fravalg af samtale med kunstneren det som har givet filmen sin enigmatiske titel.