Det vil sikkert undre nogle af kapellets faste læsere, at undertegnede helt frivilligt har valgt at se nærmere på en romantisk komedie, da genren normalt ligger ganske fjernt fra de mere dunkle, underlødige, mystiske og forfærdende typer film, som ellers kommer i maskinen. Ikke desto mindre var der flere pålidelige, filmkyndige personer i den nærmeste omgangskreds, som havde rost Silver Linings Playbook og derfor skulle den da have en chance.

Filmen blev tidligere i 2013 nomineret til hele otte Oscars™ men det var Jennifer Lawrence – som de fleste unge mennesker nok kender fra Hunger Games - der løb med prisen for bedste kvindelige hovedrolle, som den eneste. Det kan også diskuteres, om filmen fortjener helt så mange priser, for selv om den både er morsom, velspillet og har en virkelig god dialog, så er det priser og ros til trods, ikke en film der bør ophøjes til øjeblikkelig klassikerstatus. For hånden på hjertet, så er verden allerede ganske fuld af generiske romantiske komedier.

Filmen handler om Patrick, der har været tvangsindlagt på et psykiatrisk sygehus i bedste Gøgereden-stil efter han, i et anfald af jalousi, forsøgte at myrde den historielærer, som var i færd med at have sex med Pats kone Nikki. Selv om han stadig elsker sin hustru af hele sit hjerte har han et problem, for hun har fået et tilhold mod ham, så hverken familie eller venner vil oplyse Pat hvor hun er.

Selv om Pat desperat forsøger at få sit liv til at fungere igen, blandt andet ved at løbetræne og læse alle de bøger som Nikki underviste i, så render han også ind i Tiffany, der forekommer mindst lige så emotionel uligevægtig som ham selv. Hun har for nyligt mistet sin mand og forsøgte at komme over sorgen ved at have sex med så mange som muligt, hvilket dog ikke hjalp synderligt på hendes humør.

Tiffany fortæller Patrick at hun vil være i stand til at aflevere en besked til Nikki, men kun hvis Patrick indvilliger i at træne sammen med Tiffany til en lokal dansedyst, som hun altid har drømt om at stille op i. Det lyder muligvis som noget man har set et utal af gange før, for kombinationen af dans, romantik og hjertekval er bestemt en som Hollywood er leveringsdygtig i. Det er jo ikke særligt svært at gisne sig til, hvordan det hele vil spænde af, for der er visse velgennemprøvede formler der skal følge en bestemt tangent, før at seersuccessen er hjemme.

Det skal så samtidig siges at selv om Silver Linings Playbook langt hen af vejen, opfører sig som enhver anden romcom, så er det også en film der fungerer takket være den velskrevne, vittige dialog, der til trods for at den tenderer screwballkomediens rappe replikker, ikke kammer så meget over, at man pludselig føler sig helt fortabt på usandsynlighedernes overdrev. Det lykkes også filmmagerne at få skabt nogle dysfunktionelle figurer, der til trods for både deres psykiske ustabilitet og deres traumer, alligevel finder ud af, at få noget indhold i deres liv. Faktisk er det helt rart at se psykisk plagede figurer udenfor en Woody Allen film.

Endelig er skildringen af hverdagen for disse figurer – også de der omgiver Pat og Tiffany – god. Det som taler til filmens fordel er at eksempelvis dansesekvenserne er langt fra så yndefulde, som man er vant til at se dem og man sidder med fornemmelsen af, at der er rigtige mennesker gemt bag de smukke Hollywoodansigter. Især Pats distancerede, tvangstankeplagede far fungerer virkelig godt og det er rent faktisk skønt at opleve Robert DeNiro som karakterskuespiller, i stedet for hans efterhånden nærmest parodiske tilgang til de roller han bliver givet. Nuvel, forvent ikke Raging Bull, men mindre kan også gøre det.

Så dommen over filmen er at den nok er det bedste bud, der i skrivende stund eksisterer, på en romantisk komedie, som selv de der normalt afskyr romantiske komedier kan se og nyde. Det er muligvis ikke stor kunst, men det er godt håndværk, det er underholdende, men det er desværre også lidt for forudsigeligt.