Det var ganske overraskende, da Rob Zombie kastede sig over John Carpenters legendariske slasher Halloween fra 1978 – og det mest overraskende ved denne var, at Zombie ikke kun formåede at bringe Michael Myers til live igen, men han kunne tilmed tviste fortællingen og kaste nyt lys over en af filmhistoriens med interessante seriemordere. Rob Zombies Halloween var en glimrende gyser og en fornem fortælling om et sind, der tidligt tog en drejning – der skulle blive til flere film. Nu er Halloween II fra Rob Zombies hånd udkommet på dvd – og de fine takter fra etteren fortsætter.

Vi kender den helt grundlæggende fortælling fra den oprindelige film fra 1981. Laurie Strode underslipper Myers med livet behold ved at skyde ham, men må derpå leve med traumer fra sine oplevelser. Endnu værre er det, at Myers lig aldrig blev fundet, selvom der ingen tvivl var, om han var død. Alligevel er Laurie undertvunget af psykologiske problemer, der gør, at hun har temmelig svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig begynder besynderlige ting at ske omkring hende, der efter alt at dømme ikke blot er hendes forstyrrede sind, der spiller et puds.

Michael Myers har nærmest ikke været ondere, end han er i Halloween II – og det er faktisk ikke, fordi han er yderligere brutal og mere kreativ i sine mord. Det er igen, fordi Rob Zombie knytter en psykologisk profil til historien om flere af karaktererne – og her selvfølgelig også Myers selv. Tre verdener svinger ind i hinanden: Den virkelige verden, hvor Laurie forsøger, at få tingene til at hænge sammen, mødes af hendes mareridt, som hurtigt viser sig at have nogle paralleller med de syner, som Michael ser undervejs. Det er ikke nødvendigvis indlysende, hvordan det hænger sammen – og det er disse spor, der giver Halloween II en ekstra dybde, som de færreste gyserfilm har.

Stemningen er syret undervejs, sært bundet op på indre syner og ydre mærkværdigheder, og ikke mindst styrket af det, som Zombie formår – og har vist i flere af sine film: Den lynsnare karakterprofilering, der på den ene side trækker på nogle arketyper, og på den anden side supplerer personerne med interessevækkende nuancer, bygger sammenhænge, der gør, at filmens mere surreelle komponenter glider ubesværet ned. Musikken – der momentvist stadig er Carpenters egen – og lydbilledet fremhæver kun disse aspekter, der skaber en effektiv gyser. Det er tæt på – men også kun tæt på! – at filmen giver forståelse for Myers, hvilket kun cementerer uhyggen.

Måske er det en filmelskers glæde ved at gense et af sine favoritmonstre vækket igen, der lyser gennem denne behandling – og der er da også momenter, hvor filmen mister den blodrøde tråd. Brugen af Nazareths klassiker ”Love Hurts” sovser uhyggen lidt til i noget, der skulle være en kontrapunktisk melodramatik, mens freudianismen er smurt lige lovlig tykt på. Men det er småfejl i en grundig film, der viser, at den quasirealistiske slasher ikke er død og begravet. Den er stadig lyslevende – og trækker et blodigt spor efter sig. For flere vil det nok være en skuffelse, at Zombie har udtalt, at han ikke instruerer flere film om Myers.

…men det er i den grad også en skuffelse, at filmens cover lover 118 minutters spænding, mens filmens menu lover en director’s cut, når nu det, der befinder sig på discen rent faktisk er biografversionen, der kun varer 105 minutter. Noget er blevet blandet grundigt sammen her.