Den amerikanske instruktør og forfatter Kevin Smith har siden debutfilmen Clerks altid været blandt anmelders favoritter. Selv om han i løbet af karrieren har lavet decideret ringe film så synes det at høre til sjældenhederne. For med film som Dogma, Jay and Silent Bob Strike Back, Mallrats og Tusk (som mange hader, men som Kapellet holder uendeligt meget af – red.) har Mr. Smith bevist at han både har stort komisk talent og samtidig er i stand til at skabe filmiske universer der er ganske unikke Kevin Smith’ske.

I 2018 døde Kevin Smith næsten efter et hjerteanfald, men kom sig heldigvis hurtigt, ændrede sin livsstil totalt, og der har ikke været nogen synderlige nedgang i mandens kreativitet og lyst til at lave film. Når man ser Jay and Silent Bob Reboot er det i al fald svært at spore nogen form for weltschmertz, for den er mindst lige så hjernedød, fladpandet og supersjov som hans øvrige film. Til gengæld kræver det dog, at man som seer er ganske godt inde i Kevin Smiths univers, for at fange alle de både verbale og fysiske gags som optræder i filmen.

Figurerne Jay (Jason Mewes) og Silent Bob (spillet af Kevin Smith selv) optrådte for første gang som bifigurer i Clerks. De to blev dog hurtigt en del af Smiths univers og optræder i næsten alle mandens film (med undtagelse af Tusk og den vandvittige Yoga Hosers). Jay og Bob har endda landet biroller i Scream 3. Smith og Mewes har turneret rundt med liveshows hvor de optrådte som deres alter-ego’er, og det er endda muligt at få fat i en tegnefilmsserie med de to figurer. Når der nu findes så meget materiale, så er dette også grunden til anbefalingen om at (gen)se i hvert fald Jay and Silent Bob Strike Back (og måske også Dogma) før man kaster sig over den nye film. Hvis man ikke gør dette, vil referencerne frem og tilbage mellem alle disse film, være lidt spildt.

Nytilkomne fans kan af samme grund nok godt blive en anelse forvirrede over Jay and Silent Bob Reboot, men Kapellet tror dog godt man kan se filmen uden noget andet forhåndskendskab til de andre film og serier, selv om et kendskab til figurerne helt bestemt vil være en intertekstuel fordel for de fleste.

Det kan godt være lidt vanskeligt at give et egentligt handlingsresumé af filmen, men her er et forsøg. Efter åbningsscenen hvor en storstilet politiaktion resulterer i at makkerparrets hjemmedyrkede hampeplanter går op i røg, kommer de to for en domstol. Her ser man hvordan de to stenere bliver snørret noget så eftertrykkeligt af en åleglat advokat. Han får dem først frikendt i sagen om hampen, men i næste nu får han dem til at opgive ejerskabet over navnene ”Jay” og ”Silent Bob”. Rent juridisk må de altså ikke kalde sig det, som de hedder.

Kort tid efter besøger parret deres ven Brodie Bruce (Jason Lee) i dennes tegneseriebutik. Han kan fortælle dem, at Hollywood planlægger en ny film baseret på parrets tegneserie-alter-egoer ”Bluntman & Chronic” og at der kun mangler én stor, episk scene, der skal optages på dette års ”Chronic-Con” (en forvanskning af tegneserietræffet Comic-Con – red.). Derfor beslutter Jay og Silent Bob at gøre alt hvad de kan, for at komme til dette nørdetræf i tide, så de kan stoppe filmen i at blive realiseret.

På vej mode deres mål, besøger de en af Jays gamle flammer. Hun er nu gift og har en voksen datter. For at komplicere tingene yderligere, så får Jay også at vide, at det er ham der faktisk er far til denne datter og moderen forklarer at Jay under ingen omstændigheder må fortælle det til hende. Datteren insisterer dog på at både hun og hendes veninder skal tage med til Chronic-Con. Selv om hverken Bob eller Jay er glade for det, så giver datteren og veninderne ikke rigtigt vore hovedpersoner noget valg. Den nye film er altså en slags stenet road-trip film.

Filmen er fyldt med gæsteoptrædener fra en lang række figurer og stjerner som man husker fra tidligere. Faktisk er det lidt sjovt at lege ”spot-en-figur” mens man ser filmen. Som nævnt tidligere hænger ens succesrate her helt sikkert sammen med hvor godt man husker de andre film hvor Jay og Silent Bob også optræder.

Selv om Jay and Silent Bob Reboot er en vaskeægter stenerkomedie, så er det fine ved Smiths film at den også har hjerte. Selv om far-datter-fortællingen nemt ville kunne have blevet utroligt plat og ugebladsagtig, så ender den faktisk med at være ganske rørende. Dette er godt hjulpet på vej af især Harley Quinn Smith (Smiths egen datter) i rollen, som den datter Jay ikke vidste han havde. Kevin Smith har en fin evne til at lave virkelig morsomme og fjollede scener det ene øjeblik for så at kunne bevæge sin tilskuer i det næste. Dette aspekt fungerede i al fald upåklageligt for undertegnede.

Det eneste minus ved den nye film, er at den ud over at være en underholdende komedie også er en skamløs reklamevideo for Kevin Smiths egne produkter. Mest tydelig er nok de tre superjoints som vor hoverpersoner gemmer til en ’særlig lejlighed’. Dette er ikke et tilfælde, for kort før biografpremieren på filmen kundgjorde Mr. Smith nemlig et samarbejde med en velkendt marihuanaproducent, der lancerede tre skræddersyede jointtyper . Desuden er det svært at se filmen uden at opleve den som én lang reklame for Kevin Smiths øvrige film, men dette giver måske langt bedre mening. Kan du dog godt se gennem fingre med denne skamløse ’product placement’ (som i øvrigt er så tydeligt, at det nærmest bliver sjovt i sig selv) og kan du i forvejen godt lide Kevin Smiths film, så tøv ikke med at få fingrene i Jay and Silent Bob Reboot. Det er en film der lige som mange stenerkomedier muligvis også bliver endnu bedre hvis man forinden også selv har indtaget fniseurt. Dette kan Kapellets anmelder dog ikke andet end at fraråde på det stærkeste, idet det er super-mega-herreulovligt!