Kender man lidt til Jørgen Leths karriere, vil man vide at det hedonistiske og sensuelle forekommer at fylde nærmest lige så meget som hans lidenskab for sport, poesi og kunst – faktisk kan man i alle sammenhænge godt betragte Leth udefra som en lidenskabelig herre, uanset hvad det er hans nysgerrige blik falder på.

En af de sager som almenheden forbinder med Leth var naturligvis den formiddagspressefremkaldte ”skandale” om ”kokkens datter”, der hurtigt blev kædet sammen med hans planlagte film Det erotiske menneske. Nu er det for almenheden blevet muligt at se denne film, der efter mange besværligheder blev færdiggjort i 2011 og som nu er ude på DVD, så man selv kan danne sig en mening om Leths projekt.

Filmen er i vant selviscenesat antropologisk stil, dels en montage af en række smukke, frodige kvinder – sædvanligvis uden ret meget tøj på, tilsat Leths karakteristiske voiceover, der både optræder som en poetisk ledsager til billederne, som en kontrast til det viste eller som en nøgtern betragtende observerende metakommentar til filmens tilblivelsesproces. Jørgen indtager da også billedsiden selv, i såvel sine interviews af de potentielle medvirkende, i selviscenesatte roller, som han indtager i filmens forløb og som Jørgen Leth filmmand – alt sammen i en velkendt leg, hvor grænserne mellem fakta og fiktion undersøges lige så meget som de kvindekroppe kameraet studerer.

Tilskueren er på en gang voyeur og underligt distanceret til begivenhederne, for selv om Det erotiske menneske byder på Dan Holmbergs flotte billeder (denne gang assisteret af Adam Philip), så er det svært undervejs helt at se hvor Leth vil hen med sit projekt.

Nuvel han proklamerer i vant stil at han har sat sig for at undersøge det erotiske, men da det både er noget der forekommer så intimt forbundet med filmmagerens eget liv og et emne der synes enormt uoverskueligt, bliver slutresultatet desværre en meget ujævn film, der stritter og sitrer i alle retninger, uden at hverken forløse eller afsløre andet end at kvinder hvor end man færdes på jorden, er nogle stærke, smukke, vidunderligt fascinerende skikkelser, som vi mænd drages ubønhørligt til. En afsløring som langt de fleste heteroseksuelle mænd sikkert allerede var i besiddelse af.

Om Det erotiske menneske, skrives der på DVD’ens omslag, er: ”en af Leths mest personlige, ideosynkratiske og provokerende film”, men det er altså meget svært at blive provokeret af Jørgens film når man tænker på hvilke provokationer som ellers forefindes i vores aktuelle kropskultur. Det virker lidt som om det er filmselskabet der forsøger at sælge filmen på denne præmis, og selv om filmen – som de fleste af Leths film – er personlig, så skal man altså ikke forvente at blive provokeret over den erfarne libertiners eksploration af erotikkens væsen.

Er man fan af Leth som filmmand, så er Det erotiske menneske naturligvis en film man bør få set, men leder man efter provokationen, efter noget grænseoverskridende eller blot efter en film, der synes at hvile lidt bedre i sig selv og have en klar præmis bør man søge andetsteds. Det erotiske menneske synes at bære præg af at det har været en svær, nærmest umulig film at lave – dette ekspliceres også i filmen selv – hvilket naturligvis medfører at slutresultatet bliver en hel del mere usikkert end det man ellers er vant til at se fra Leths hånd. En skam, især når man tænker på hvor meget furore som foromtalen af pågældende film medfødte. I filmen kan man nemlig ved selvsyn opleve at Dorothie og Jørgen virkeligt havde det fint sammen og at ideen om den hvide herremand, udelukkende var den fantasi, som bogen også gav så tydeligt udtryk for, såfremt man evner at læse metaforer. Muligvis kan filmen derfor endelig få lagt et låg på den underlødige storm af fordomme, der rejste sig efter Det uperfekte menneske blev udgivet.