Den unge læge Ted Grey er en af sin generations mest lovende patologer, og har – med en vis indflydelse fra sin svigerfar – fået en turnusplads på en prestigefyldt lægeskole. Ted må derfor for en stund forlade sin forlovede for at kunne pleje sin allerede spirende karriere. Men da han kommer i gang på sin nye arbejdsplads, finder han hurtigt ud af, at der er en deling af vandene blandt de studerende på stedet. Langsomt bliver han infiltreret i en gruppe, der – som udfordringer til hinandens lægevidenskabelige evner – begår kalkulerede mord, som de øvrige skal opklare.

Patologi er læren om sygdomme og disse årsager, men inden for den retsmedicinske gren – som Pathology handler om – er det særligt læsningen af den myrdede krop, som er i centrum. Kroppen bliver derfor et tegn, der skal tolkes, og herfra er der ikke langt til forholdet mellem krop, kunst og mord. Dette spiller filmen flere steder på. Kroppen bliver en æstetisk tekst, der skal forstås i lyset af fortidige handlinger og kroppens fremadskredne forfald. Derfor er det også vigtigt for de implicerede i gruppen, at de enkelte mord netop er et udtryk for kreativitet og genialitet snarere end slet og ret bestialske mord. Afsenderens evne til at gemme dødens tegn skal åbnes af læserens anlæg for fortolkning.

Det lyder derfor egentlig mere dybsindigt, end Pathology egentlig er. Omdrejningspunktet er kun momentvist disse refleksioner over dødens rolle i forhold til eftertidens læsning af kroppen, men når filmen træder ud i disse overvejelser, fungerer den faktisk overraskende godt. Men fokus for filmen er spændingsmomentet i gruppens eksterne forhold til omverden (bliver de opdaget?), men særligt det interne konkurrenceforhold. Dette forhold cirkulerer på må og få omkring forholdet mellem død og sex, hvilket Ted også – trods sit veletablerede forhold til sin forlovede – også impliceres i. Pathology leger her med klichéen om patologens lystfyldte forhold til død og lemlæstelse.

Dette analogiske forhold mellem død og sex ser vi dog ofte analyseret og fortolket væsentligt bedre end i filmen her. Den franske forfatter George Bataille er selvfølgelig i denne henseende uovertruffen, mens andre film såsom Tinto Brass Caligula eller Salon Kitty i langt højere grad tager denne vinkel seriøst. I Pathology er det seksuelle et centralt element, men det virker mindre reflekteret, selvom det fortællemæssigt bliver sat under lup. Men her er det i stedet et spirende kærlighedsforhold, der vinder, mens særligt Bataille omvendt tør tage skridtet fuldt ud og erkende det ret elementære forhold mellem sex og død, der i den sidste ende kan sammenbinde kærlighed. Kærligheden er derfor i Pathology i stedet et middel til at komme ud af voldsspiralen i stedet for at holde sammen på samme.

Stilen og filmens special effects er dog fremhævelsesværdige. Fokus på det patologiske og det fordærvede kropslige er særdeles uhindret og hæmningsløst – vi er med hele vejen. Spørgsmålet er dog, om ikke disse grænser – i andre film – er overskredet for længst, men under alle omstændigheder er læsningen og ’beskæringen’ af kroppene effektueret temmelig godt. Alligevel er slutresultatet en blandet oplevelse: Selvom filmen stilmæssigt og i nuancer emnemæssigt er ret interessant, så er der ganske simpelt for mange utroværdige handlinger og grundlæggende, faktuelle fejl undervejs til, at det kan blive helt godt.