Kapellets redaktør undskylder til dels denne clickbaitoverskrift, for selv om Christian Højgaard ikke tegner som Tardí og historien om en seriemorder, der huserer i den jødiske ghetto i København ikke byder på hverken flyveøgler eller levende mumier, så er der alligevel svært ikke at komme til at tænke på serien om Adele Blanc-Sec, når man går i gang med at læse Meschugge.

Tegneserien er forfattet af ingen ringere end Benny Bødker, der ud over at have en række glimrende børne- og ungdomsromaner på samvittigheden også var manden, der skabte historie i den ret så fremragende Homunculus i samarbejde med den superdygtige Rune Ryberg. Baseret på disse tegneserier er der derfor noget, der tyder på, at perioden lige omkring det forrige årtusindskifte er et, Benni Bødker holder meget af, når der skal skabes dramatiske historier med okkulte overtoner.

I Meschugge møder vi frøken Nathansen (kaldet ´Nathan´af sine nærmeste - red.), der er ansat ved Københavns politi i en sekretærstilling. Da prostituerede kvinder begynder at dukke knivdræbt op i ghettoen, beder Nathans chef hende om at se nærmere på sagen. Det virker jo oplagt at sende hende ind i den jødiske ghetto for at tale med de lokale, eftersom hun selv er af jødisk afstamning. At hun ikke taler jiddich, og at de der bor i ghettoen sjældent taler dansk, bekymrer tydeligvis ikke hendes overordnede.

Det er dog lige ved at gå helt galt allerede en af de første aftener. Efter at have forvildet sig ind i en mørk baggård og gemt sig for sine forfølgere på et das, oplever Nathan endnu en kvinde blive brutalt myrdet på lokummet ved siden af det, hun gemmer sig på. Selvfølgelig har hun ikke mulighed for at se ret meget af gerningsmanden gennem væggen. Ved ligsynet opdager vores snarrådige hovedperson også, at gerningsmanden har snittet et mystisk symbol i ofrets pande.

Inden længe opdager Nathan, at der er langt flere kvinder, der er blevet myrdet, end pressen har skrevet om. Hvem der står bag, og hvad det er, der driver morderen frem, bør du selvsagt selv læse Meschugge for at få svar på. Det kan også varmt anbefales, for det er en både velskrevet, veltegnet og virkelig spændende fortælling.

Ud over at være en kriminalhistorie, der trækker tråde til jødisk mysticisme, så giver historien også læseren et blik på et København, der heldigvis ikke eksisterer længere. Som man kan læse i forfatterens efterord, så er mange af de gader og huse, der i sin tid udgjorde denne store ghetto i det centrale København, for længst jævnet med jorden. Til gengæld er det jo muligt via en dygtig tegneserietegner, at få genrejst disse skumle bygninger, brolagte gader og befolke dem med mennesker, der i vid udstrækning består af fattige, desperate og usle eksistenser. Folk, der bestemt ikke har meget til fælles eller til overs for sådan en pige fra det bedre borgerskab, som frk. Nathansen er.

Christian Højgaard er en virkelig kompetent tegner, der har en virkelig god sans for både at arbejde med længere passager uden tekst, samt at gøre de steder i fortællingen, der er båret af dialog, interessante at se på. Udgivelsen er holdt i s/h og gråtoner, og det virker nærmest perfekt i forhold til den periode, der skildres. Som Steens far siger i Steen og Stoffer, da sønnike spørger ham om, hvorfor alle fotos fra gamle dage er i sort og hvid, så er det jo fordi verden dengang var i sort og hvid – farver blev først opfundet senere! Historien kan bedst beskrives som noir fra år 1900, hvilket er meget tydeligt, selv hvis man bare giver sig til at bladre løst i tegneserien.

Historien er ikke Bødkers mest medrivende til dato, men han har helt bestemt en evne til at skabe spændende, kultørte røverhistorier samtidigt med, at læseren også får serveret en snert kulturhistorie. Der er sikkert mange læsere, der ikke vidste, at der havde været en ret stor jødisk ghetto i Danmarks hovedstad, ej heller at folkestemningen på det tidspunkt, hvor Meschugge foregår, var så betændt og antisemitisk, som det skildres hér.

Idet mysteriet oprulles, så kunne man (læs: anmelder – red.) godt være ganske nysgerrig på, hvad der mon ville være sket, hvis ikke Nathansen var kommet i vejen for morderens rituelle handlinger – noget som vi læsere kun kan gisne om. Omvendt, så får man præsenteret en handlekraftig, kvindelig helt med ben i næsen, som efterlader et virkeligt positivt indtryk. Vi kan kun håbe på, at dette ikke er sidste gang, vi skal på eventyr med Nathan i indre bys mest skumle kvarterer.