Der findes med garanti ikke særligt mange mennesker, der ikke ved hvem Tintin er. Selv om de allerførste striber om den eventyrlystne journalist udkom i 1930 (Tintin i Sovjetunionen -red.), så er det nok primært den gentegnede serie, som folk kender i dag. En serie på i alt 24 tegneseriealbums, der fra starten var utroligt populære, og som stadig sælges i massevis af eksemplarer i dag.

Selv om Tintin er en velkendt figur, så kan det samme næppe siges om hans skaber Georges Remi, bedre kendt under navnet Hergé. Derfor var det også virkeligt interessant som mangeårig Tintin-fan at modtage genudgivelsen af tegneseriebiografien Hergés oplevelser fra forlaget Cobolt med det håb at undertegnede på den vis kunne komme tættere på historien om tilblivelsen af tegneserien og manden bag.

Lad os starte med slutningen. Til sidst i tegneserien findes en oversigt over de vigtigste personer, der optræder, samt ledsagende tekst, der forklarer lidt om, hvilken relation de har haft til Hergé, og herefter følger en bibliografi over de fagbøger og mere traditionelle biografier om Georges Remi. Det vil muligvis være værd at anskaffe sig en eller flere af disse titler, for selv om man i Hergés oplevelser får et indblik i Remis liv, så virker det også som om, at der er ganske mange elementer og informationer, som man savner.

Historien fokuserer primært på privatpersonen Georges Remi, og sekundært på den måde tegneserien blev til på. Læser man de førnævnte oversigt over kernefigurerne i Remis liv, vil man opdage at en række af de nævnte tegnere (Edgar ”Blake & Mortimer” Jacobs, Bob De Moor, oa.) arbejdede med både research, historieudvikling og ikke mindst rentegning af Tintin. Da vi i selve hovedtegneserien ser forbløffende lidt til deres konkrete arbejde med de forskellige albums, er det svært at vurdere, hvor stor en del af det færdige arbejde, der kan tilskrives dem og hvor meget Hergé konkret stod for. Lidt lige som det førhen var tilfældet med ”Walt Disney”s Anders And-blad, så har det længe været dengængse opfattelse, at det var Hergé selv der stod for alle dele af Tintintegneserierne, idet hans navn er det eneste, der pryder forsiden.

Anmelder havde nok forventet, at man i denne tegneserie godt nok fik en del informationer om Remis privatliv, hvilke mennesker han omgav sig med, hvilke interesser og problemer, han havde, men bestemt også hvordan processen med at skabe de ikoniske albums var. Det sker kun i meget lille grad og handler mest om de ting Remi slås med og er frustreret over. Selvsagt er det da interessant at finde ud af at arbejdet med Tintin ikke var sorgløst og krævede en masse af sin skaber, men igen ville det have været fedt med langt flere scener fra tegnestuen.

I stedet vælger albummet at fokusere på de skelsættende historiske begivenheder (f.eks. Anden Verdenskrig) og den enorme kulturelle indflydelse, som Tintin fik parallelt med at fortællingen om privatpersonen Georges Remi udfolder sig. Vi lærer om hans nære forhold til Tchang, men får ikke at vide, hvordan de to oprindeligt mødte hinanden. Vi hører om Remis længere perioder med depression og alkoholmisbrug, men kommer heller ikke ret tæt på årsagerne til disse, ud over at arbejdet med Tintin tydeligvis var en af hovedårsagerne. Vi læser om hans ægteskaber, men lærer kun i mindre grad hans hustruer at kende.

Set fra et dansk, lokalpartriotisk perspektiv, så fortæller tegneserien heller ikke med ét eneste ord eller én tegning, at Georges Remi sandsynligvis fik inspirationen til sin figur da han faldt over en artikel om den danske dreng Palle Huld, der som ganske ung vandt en jordomrejse i en konkurrence.

I det hele taget så virker det som om, der er mange mellemled, der er sprunget over i denne udgivelse. Kapellet er velvidende om, at alle nuancer i et helt, levet liv næppe kan beskrives fyldestgørende på 80 sider (de sidste sider i albummet er dedikeret til gengivelser af forskellige forsider, andre tegninger og førnævnte persongalleri – red.), men det virker stadigvæk som om, man efter endt læsning ikke er blevet ret meget klogere på Hergé. Vil man endnu tættere på ham vil undertegnede stadig på det varmeste anbefale Anders Østergaards fremragende dokumentarfilm Tintin og mig, som du kan se helt gratis på Filmstriben[ https://fjernleje.filmstriben.dk/film/2539128400/tintin-et-moi.

Det ville være unfair at anmelde en tegneserie uden også at kommentere på det grafiske indhold. Selv om albummet ved første øjekast godt kunne minde om et, der forsøgte at fange en stil, som minder om Hergés, måske mest på grund af farvetoningen, så opdager man også hurtigt, at det er en del mere sjusket tegnet end hvis det var Hergé, der havde sat sin signatur på det. Muligvis er dette bevidst gjort, da fortællingen jo forsøger at være langt mere dokumentaristisk. Det kan også være fordi, man har erkendt, at man alligevel ikke ville kunne ramme samme tone. Er det sidste tilfældet, så burde folkene bag nok have hevet fat i Émile Bravo https://kulturkapellet.dk/tegneserieanmeldelse.php?id=209 og bedt ham om at levere varen.
Nu kan det måske lyde som om at tegneserien er en visuel katastrofe, men det er den langtfra. Den formår både at skildre de forskellige tidsperioder og medvirkende ganske godt, den er som nævnt blot en anelse mere løs i stregen, end det man oplever hos Hergé.

' Samlet set så ender Hergés oplevelser med at skuffe sin læser. Måske var det anmelder, der havde sat sine egne forventninger for højt, men til trods for at de informationer, der endte med at blive en del af denne fortælling, er interessante, så åbner tegneserien samtidig op for en masse ubesvarede spørgsmål om såvel Tintins skaber, hans stab af medarbejdere og måske mest af alt, hvordan arbejdet konkret foregik med at skabe en af verdens allerbedste tegneserieserier.