Stan Lee fortalte engang i et af sine mange interviews, at en af grundideerne ved at Marvel skabte så mange forskellige superhelte var, at uanset, hvem man er, så vil man med garanti kunne finde en helt at spejle sig i.

Personligt har anmelder altid haft svært at vælge om favoritten er Spiderman eller Hulk. Spiderman, som personligt er splittet mellem den nørdede og kejtede Peter Parker og sit alter ego - den overlegne, selvironiske edderkoppemand. Han udkonkureres indimellem af Hulk, der oprindelig var den hyperintelligente videnskabsmand Bruce Banner, men som efter en ulykke forvandlede sig til et ukontrollerbart bæst, hvis hans vrede overtog.

Nu skal det ikke læses som om Kapellets skrivekarl påstår, at han er hverken superklog, supersmart i replikken, superknotten, eller super-noget-som-helst-andet, men i stedet blot at det var disse to figurer, der var blandt de allermest interessante. Derfor var det også forbundet med ganske stor begejstring, da de to bind i tegneserieserien Planet Hulk dukkede op. Både fordi Hulk er en af favoritheltene og fordi netop Planet Hulk har fået megen ros fra fans og andre anmeldere.

Historien starter ombord på det rumfartøj som fragter Hulk væk fra jorden. Hvad tegneserien ikke fortæller er, at en gruppe superhelte kendt som The Illuminati (Denne gruppe består af sværvægtere som Dr. Strange, Iron Man, Mr. Fantastic, Professor X, m.fl.) har besluttet, at Hulk er for farlig for vores planet og derfor skal sendes væk fra jorden.

Denne beslutning er truffet ovenpå, at Hulk efter et angreb på Las Vegas efter en gammabombe eksploderede i hans nærhed, gjorde ham endnu mere vild, end han normalt er. Et kort forord ville have været på plads som indledning til den første bog, for de der ikke kender til forhistorien vil med garanti undre sig over, hvordan det kan være at Hulks venner har besluttet sig for at sende ham i eksil i det ydre rum.

Det var egentlig planen at Hulk skulle sendes til en helt fredelig, naturskøn planet som Illuminati havde udset til ham. Her var tanken at den grønne kæmpe frit kunne boltre sig blandt blomster og træer og forhåbentlig leve i harmoni med naturen og få styr på sin vrede.

Uheldet er dog ude, for Hulks rumskib kommer på afveje og ender i stedet på den krigshærgede planet Sakaar, der ledes af den Røde Konge. Midlertidigt svækket efter nødlandingen, lykkes det for kongens mænd at indoperere en særlig dims i Hulk, der gør at de er i stand til at styre ham. Ved et simpelt tryk på en knap, sendes der store mængder energi gennem vores helt, og han synker sammen i enorm smerte. Korst sagt; Den Røder Konge får en fjernstyret Hulk.

Den Røde Konge er en despot der kan sammenlignes med de mest sadistiske romerske kejsere. I al fald har han det til fælles med sine jordiske ligemænd, at han holder meget af at afholde gladiatorkampe, hvor deltagerne alle er ´fjender af styret´, for på den måde at afskrække de der overvejer oprør mod kongen og på samme tid levere underholdning til masserne.

Måske lyder dette bekendt, selv om du ikke har læst tegneserien endnu. Det kan være fordi at dele af denne historie optræder som et delplot i filmen Thor: Ragnarok. I filmen er Den Røde Konge dog blevet erstattet med Jeff Goldblum i rollen som The Grandmaster og Hulk beslutter i filmversionen helt frivilligt at slås i arenaen. Det gør han bestemt ikke i Planet Hulk til gengæld får han i starten af det første bind lov til at slås mod det ene mere fæle monster efter det næste. Undervejs lærer han også en håndfuld af de andre gladiatorer at kende og selv om de er meget forskellige i såvel hudfarve, størrelse og antal arme og ben, så har de alle det til fælles, at de nærer et indædt had til Den Røde Konge og alt hvad han står for.

Med frygt for at afsløre for meget, så skal der jo laves en plan, der forhåbentlig kan skille Sakaar af med deres sadistiske enehersker. Som titlen antyder spiller Hulk jo en væsentlig rolle i udførelsen af denne plan, måske ikke i forhold til de strategiske, tekniske detaljer men mere takket være hans råstyrke, usårlighed og evne til at smadre ting.

Ganske som vi kender Hulk raser han onstant mod Banner, der jo er hovedårsagen til hans situation (givet at Hulk og Banner er en og den samme – red.). Han taler i korte sætninger og benytter sin råstyrke til at klare de fleste udfordringer med. Kapellet kan dog godt løfte sløret for, at der i den anden del også bliver tid til lidt romance, men så spoles der heller ikke mere.

Planet Hulk er veloplagt, kulørt og flot tegnet. Dens fokus er helt tydeligvis ikke på nuancerede karakterskildringer eller finurlig dialog, men det vil man jo heller ikke forvente fra en Hulktegneserie. Der er dog blevet plads til en række fine bifigurer, som Hulk møder på planeten, både de der hjælper ham, de der forsøger at dræbe vores hovedperson, samt de der placerer sig et sted midtimellem. Til gengæld er der masser af action, for den ene vilde kamp afløses af den næste. Faktisk er der så mange kampe, at det godt kan blive en anelse trivielle, selv om der sikkert vil være Hulk-fans, der vil mene at Hulks primære formål er at slås og smadre ting uden ophør.

Kapellets anmelder undrer sig envidere lidt over hvordan det kan være at Hulk ikke forvandles til Banner, mere end blot en enkelt gang undervejs, for der er flere passager i fortællingen, hvor vi ser Hulk efter en kamp tage sig en slapper, eller ligefrem sove. Måske skyldes det at anmelder ikke har fulgt ordentligt med i Hulks univers, men førhen skete forvandlingen fra Hulk til Banner, idet hans pulsen faldt og hans ikke længere var i fare.

For alle fans af den grønne gigant er Planet Hulk fornøjelig læsning. Som nævnt er den virkelig flot tegnet og farvelagt af en række forskellige af Marvels kunstnere og så byder den på en slutning, der helt sikkert vil gøre mange læsere sultne på mere. Forhåbentlig får vi også serveret den historie på et tidspunkt, men indtil da så vil Kapellet opfordre dig til at tage en tur til Sakaar sammen med Hulk - det går bestemt ikke stille for sig.