Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Den udødelige Hulk 1: Spejlbilleder / Forlaget Fahrenheit / 144 sider
Tekst: Al Ewing, ill: Joe Bennett
Anmeldt 9/9 2022, 12:11 af Torben Rølmer Bille

Hulk i lighuset


Hulk i lighuset

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I skrivende stund ruller der første afsnit af She-Hulk over tv-skærmene hos alle os, der abonnerer på Disney+. Det er en serie, der blandt mange ting ironisk italesætter det lettere fjollede ved, at den nye kvindelige superhelt blot har fået et ”she” klistret på, i stedet for at få et helt unikt superheltenavn. Serien byder dog også på den Hulk, vi kender, i Mark Ruffalos skikkelse. Han har tydeligvis fået en hel del bedre styr på sine følelser, for selv om han er stor og grøn, så bliver han ikke forblændet af sit raseri og kan have helt almindelige samtaler. ”Kloge-Hulk” kalder han sig selv for.

For de superheltefans, der har stort set samme fødeår som anmelder, er denne ’nye’ version af Hulk væsentlig anderledes end den, man mødte i barndommens tegneserier og i fjernsynet , for her havde Bruce Banners alter ego endog meget svært ved at stoppe sin hærgen, når forvandlingen fra menneske til superhelt indtraf.

På den vis placerer den nye tegneserie Den udødelige Hulk sig et sted mellem tv-serien og den nye selvbevidste, selvrefleksive version af hovedpersonen. Da vi møder Bruce Banner, er han nemlig på farten, lige som mange husker det fra tv-seriens intro. Han forsøger at forblive anonym, da han ellers frygter at myndighederne vil indfange ham og bruge ham som forsøgsdyr. Da han ankommer til en lille by ude på landet i USA, opdager han dog, at der er noget helt galt.

Hulk er, som de fleste superheltefans allerede ved, en figur der har fået sine superkræfter gennem et eksperiment med gammastråling, der gik skævt. Efter han blev udsat for strålingen, forvandles han (med inspiration fra Robert Louis Stephensons klassiker Dr. Jeckyll and Mr. Hyde) til et stort, grønt bæst, hver gang han bliver arrig. Derfor kan han også - selv når han er i menneskeform - fornemme denne form for radioaktiv gammastråling. Banners sanser går helt amok, da han kommer til førnævnte by, for på den nærliggende kirkegård er der tydeligvis begravet en ung mand, der døde under mystiske omstændigheder. En grav der tydeligvis er sovset ind i gammastråling.

Denne mystiske grav leder Banner på sporet af en lokal videnskabsmand, og samtidig tvinges Bruce til at ringe til myndighederne, for at få dem til at inddæmme den potentielt livfarlige situation. En kvindelig journalist er desuden lige i hælene på Hulk og det spor af ødelæggelse og selvtægt han trækker efter sig.

I et af de mest opfindsomme kapitler i fortællingen oplever læseren, hvordan forskellige personer i byen har oplevet deres møde med Hulk. Muligvis med inspiration fra Rashomon får læseren præsenteret den samme situation skildret fra flere forskellige vinkler. Det interessante i denne forbindelse er, at hver fortæller følges af en bestemt tegnestil, således at præstens historie er væsentlig mørkere rent grafisk end den gamle dames. En idé som undertegnede ikke erindrer at have set helt på samme måde i tegneserier før.

I næste nu er det ikke kun en journalist, der forsøger at finde frem til Bruce men også Sasquatch (med det borgerlige navn Walter Langkowski), der påstår at han nu har ændret karakter og selvsagt er i total kontrol over, hvornår han forvandler sig. Han har nemlig sine egne personlige grunde til at lokalisere den grønne helt.

Der er flere grund til at Hulk kaldes Den udødelige. For i starten af fortællingen indleveres liget af Hulk på et lokalt hospital. Dette sker efter han har vært i nærkontakt med en samling rockere og våben, der åbner, hvad der synes at være et fatalt hul i bugen på vores helt. Selvfølgelig er Hulk ikke død, for hans sår heler sig selv, så han på bedste zombiemanér kan rejse sig fra sit leje i lighuset for at opsøge førnævnte videnskabsmand.

Denne udgivelse er en samling af flere hæfter (nærmere bestemt de første fem numre af The Immortal Hulk) og er ret fedt tegnet og ganske hurtigt læst. Især de store splash-dobbelsider, hvor man ser Hulk i nærbillede eller fuld figur, mindede undertegnede om Bernie Wrighton. Bogen byder på alt det, som fans ønsker – masser af action, flotte tegninger og typiske nærkampe mellem to overnaturlige, megastærke kombattanter. Selv om historien sagtens kan læses uafhængigt fra alle andre Hulk- og Marveltegneserier, indgår den selvsagt i en længere sammenhæng, og selv om den nærværende fortælling slutter, så har historien også en så tilpas åben slutning, som synes at pege frem mod flere eventyr.

Ifølge det store internet (pas på artiklen der linkes til spoiler en del - red.) har forfatter Al Ewing efter tre år og 50 individuelle tegneseriehæfter om The Immortal Hulk afsluttet hele historien i 2021. Det bliver spændende at se om også den danske udgave får lov til at fortsætte i yderlige ni samlebind. Undertegnede ville i al fald meget gerne læse mere, for det første bind indeholder i al fald mange gode takter, både visuelt og fortællemæssigt. Kort sagt, så er det, til trods for lidt generiske men ret flotte illustrationer af Joe Bennett, en superheltetegneserie, der helt sikkert vil appellere til langt de fleste fans af den grønne kæmpe.

Forrige anmeldelse
« Kvalme / Smil «
Næste anmeldelse
» Rachels gave »