Der er sikkert mange såkaldt ´voksne´ (altså de personer, der ikke har formået at bevare en del af deres barnlige sind – red.), som tænker at tegneserier er noget værre pjat. Hvis disse personer læser Deadpool nakker Marveluniverset – igen!, vil de opleve at denne fordom kun vil blive bekræftet, for den er vitterligt en fjollet omgang sanseløs vold, afløst af lamme one-liners, uden synderlig karakteropbygning eller egentlig handling.

Det er ikke lang tid siden at Kapellet kunne præsentere omtalen af den første gang Deadpool nakkede Marveluniverset og her en god måneds tid senere, er vores voldsparate, forbrændte, spandexklædte superpsykopat altså i gang igen.

”Hvordan kan det lade sig gøre?” tænker du måske med din voksne hjerne. Ganske simpelt. En af de fantastiske ting ved fiktion og måske tegneserier i særdeleshed, er at man sagtens kan skabe varianter af samme fortælling. Genstarte et forløb, lige så mange gange som man har lyst til. Ja, eksempelvis har DC flere gange rebootet hele deres superhelteunivers. Du kan også tænke på tv-serien The Simpsons. Uanset om Homer flytter familien til England, eller vinder Nobelprisen i det aktuelle afsnit, så løber familien stadig ind og sætter sig deres brune sofa i Springfield i det næste. Sådan er det også med superheltene. Her kan samme fortælling også gentages ad nauseam, hvis det vurderes at findes et publikum.

Lige som i det forrige album, er fortællingen struktureret lidt som en slags detektivhistorie. En mindre gruppe af Marvels helte forsøger at opklare de mystiske og meget voldsomme drab på deres fæller. Mistanken falder – selvfølgelig – hurtigt på Wade Wilson, men Moon Knight og de andre spørger samtidig dem selv om, hvad grunden mon er til at Deadpool har indledt dette hævntogt. De mistænker at Wade muligvis ikke helt er i kontrol over sine egne gerninger og idet handlingen skrider frem, finder man også ud af at dette passer.

Personligt hyggede anmelder sig mindst lige så kosteligt over denne anden nedslagtning, som da den første del blev læst. Muligvis var nummer to endda lidt bedre, da både flere af de konkrete aflivninger og de platte kommentarer fungerede endnu bedre. Det er stort set samme hold af tegnere og samme forfatter der står bag nummer to, og de har fået det til at fungere et my bedre i anden omgang.

En af de få ting som undertegnede dog stadig er en anelse irriteret over, er de sider hvor der optræder et væld af helte eller skurke. Her insisterer folkene bag at plastre siderne til med disse figures navne. Det er selvsagt en hjælp for alle de læsere, der eksempelvis ikke kan identificere mindre kendte skikkelser som Doctor Voodoo eller Synapse, men det er også lidt forstyrrende i forhold til selve billedkompositionen, at der på udsatte steder skal være så mange navne på siden, i stedet for at læseren måske selv kunne gå lidt på opdagelse i de forskellige mere eller mindre obskure superpersoner. Fodnoter udenfor billedrammen, ville klart være at foretrække

Til gengæld er det mægtigt morsomt, at læseren visuelt præsenteres for de vrangforestillinger Deadpool oplever. Disse står i stærk visuel kontrast til den virkelighed, hvor han myrder løs til højre og venstre. Disse alternative virkeligheder er også tegnet i en helt anden streg og farvetoning, så de på den måde adskiller sig radikalt fra ´virkeligheden.´ Dette greb er set andre steder før, også i det første album, men det er stadig meget sjovt tænkt og har garanteret været en sjov udfordring for tegneren bag.

Titlen til denne anmeldelse er i øvrigt et direkte citat fra bogens dramatiske klimaks og giver selvfølgelig dig, ærede læser, en meget tydelig ledetråd til hvem det mon er, der dennegang står bag Deadpools voldelige udskejelser.

Som i første album er nummer to heller ikke en udgivelse der appellerer til hverken den gode smag eller læserens intellekt, men derimod går den direkte efter den laveste og mest fjollede fællesnævner. Når det er sagt, så efterlod læsningen af Deadpool nakker Marveluniverset – igen! anmelder med et fjollet grin på fjæset, der sad fast det meste af dagen. Det kan godt være det ikke er stor kunst, men uforbeholdent sjovt, det er det altså.