Som den opmærksomme læser allerede har opdaget, har figuren Deadpool i hele to tegneserier nakket hele Marvels univers, såvel helte som skurke. Som langt de fleste af os ved, så ændrer det næppe ved at en figurs endeligt næppe er permanent.

Hånden på hjertet, ingen dør for alvor i et tegneserieunivers, så længe der er folk som undertegnede, der bare har lyst til at betale penge for at se en ny, ultravoldelige massakre på tegnede figurer. Det er måske dystert og bestemt ikke for alle, men det er og bliver jo bare noget vi leger.

Ingen figur dør jo helt i disse kulørte blade. Selv om de måske i et halvt års tegnet tid udgår af en serie for en tid, så bringes de altid tilbage. Enten ved at lade dem få en forhistorie, der leder op til den serie man kender, eller også hentes de tilbage ved hjælp af (tegneserie-)videnskab eller fra en alternativ tidslinje. Deadpool har besluttet sig for at gå endnu grundigere til værks. Tage den akademiske motorsav frem og skue tilbage. Nu skal fordums helte også have den helt store omgang.

I Deadpool nakker klassikerne - som i øvrigt er skrevet af samme forfatter der også stod bag de to førnævnte Deadpool nakker.. I øvrigt, så findes der på engelsk The Punisher Kills the Marvel Universe En titel der muligvis igen åbner op for endnu flere titler i serien

Kapellet glæder sig i al fald til at opleve The Amazing Spiderman eller Hulk Kills the Marvel Universe inden for kort tid.. I starten på denne seneste Deadpool tegneserie møder vi vores spandexklædte antihelt efter han har haft et langt, og vildt kedeligt besøg på det lokale bibliotek. Han kommer dog frem til den erkendelse, at stort set alle moderne helte er baseret på figurer, der optræder i klassisk litteratur. Når man tænker over det giver det jo også god mening.
br> Eksempelvis var oldtidens helte som Akilleus og Balder begge usårlige men havde også en enkelt svaghed der blev udnyttet. Det samme gælder for Superman og kryptonit. Her på Kapellet ved vi udemærket godt at Superman hører til DC og ikke har noget med Marvel at gøre, så undskyld denne fesne analogi og lad os så straks komme tilbage til Marvel, før læserbrevene begynder at hobe sig op.

Da Deadpool indser at alle de figurer han lige har brugt tid på at slå ihjel i de to forrige bind, alle er baseret på ældre arketyper, beslutter han sig selvsagt for at tage tilbage i tiden – som man jo gør – for så at gå igang med at udradere alle de kendte helte og antihelte fra verdenslitteraturen een gang for alle.

Som forsideillustrationen så fint viser, så starter vores morderhelt med at angribe Ahabs hvide hval, før han går ombord på det stolte skib Pequod og før nogen kan nå at sige “Ishmael” er resten af besætningen samt kaptajnen død. Dette er blot starten på endnu en vild massakre på fiktive figurer, i håb om at hvis han nu bare får has på nok af verdenslitteraturens mest berømte skikkelser. Dette vil i teorien betyde en forskydning i tids/rum kontinuummet, hvilket potentielt vil betyde, at han selv også vil holde op med at eksistere. En slags Nirvana fremkaldt med kniv og bazooka. Det er metategneseriesjov for fuld skrue.

Dette massemord på litteraturhistoriens største skikkelser går selvsagt ikke ubemærket hen, for selveste Sherlock Holmes får samlet en gruppe bestående af Beowulf, Natty Bumpo, Mulan og Watson, i håbet om at de ved hjælp af H.G. Welles tidsmaskine vil kunne finde frem til Deadpool og få standset hans hærgen inde det er for sent. Om det lykkes for Holmes´ slæng at få sat en stopper for Deadpools hærgen, kan du måske godt regne ud, selv om Kapellet selvsagt ikke leverer spoilers.

Som du allerede har regnet ud er dette, lige som de to første Deadpool nakker... en meget fjollet voldstegneserie, der primært har til formål at underholde sin læser med lige dele udpenslet vold og smarte oneliners fra seriens hovedfigur. Undertegnede havde svært ved selv at finde alle referencerne, så undervejs i læsningen kan du jo quizze med dig selv, i forsøget på at genkende så mange figurer og bifigurer, Det viste sig at quiz ideen bar frugt, for efter selve tegneserien er slut (?) kan du finde du også en liste, eller rettere et par siders tekst med forfatterens indledende idé til serien, heriblandt kan du navnene på de figurer som nakkes.

Selv om forfatteren bag dette nye litterære massemord er den samme, så er tegner Matteo Culli ny. Det er ikke nødvendigvis dårligt, for Lolli tegner rigtigt fedt, selv om det i sagens natur ligner meget af det andet materiale som Marvel sender ud. En fed ting er dog de mange visuelle spring mellem en figur fra litterære klassikere og nutidens superhelte/skurke.. så man på den måde både får skabt deres fællestræk (eng. origins) men samtidig cementerer at Deadpool slår alle arketyperne ihjel, hvilket i sagens natur er en perfekt afslutning på serien og i skærende kontrakt til at man lige en fjollet lyst til at læse den igen og på den måde holder fast i disse udødelige figurers egenskab til at blive genoplivet lige så snart man har tænkt tanken

En af de ting som fik undertegnede til at smile allerbredest var dog Mike del Mundos helt igennem fremragende forsider til bogens fire kapitler. De ligner alle omslag til Illustrerede klassikere med den åbenlyse forskel at Deadpool selvfølgelig har sneget sig med ind i motivet. Til sidst i bogen finder du også en samling af skitser, der viser samme forsider, layoutet som var de en del af Penguin Classics-serien. Det er virkelig fint og meget sjovt lavet.

Deadpool nakker klassikerne er en herlig, letfordøjelig og uforpligtende voldssnack, der stiller den værste sult når du er i humør til et godt stykke med Deadpool. Det er på samme tid ultradumt og langt ude, men samtidig er det også en virkelig morsomme udgivelse med denne voldspykopatudgave af netop Spiderman, men det er ved grød heller ikke den værste måde du kan tilbringe 25 minutter af dit liv. Så har du også lige som undertegnede lyst til at opleve Deadpool i direkte konfrontation med en række af fiktionens mest populære fiktive skikkelser, så har du ikke nødig at lede længere.