Hvad er porno? En tegneserie om sex og lyst / Gyldendal / 232 sider
Tekst: Kirstine Teidt, ill: Kirstine Teidt
Anmeldt 13/11 2023, 18:38 af Torben Rølmer Bille
Lødig og opbyggelig
Lødig og opbyggelig
« TilbageMed en titel som Hvad er porno? En tegneserie om sex og lyst forventer du måske at det er en som du bør læse på badeværelset bag en låst dør eller under dynen sent om natten, men det skal vise sig at være alt andet end en bog du bør skamme dig over. Faktisk er netop skam og skyld en af de mange ting, som tegneserien gør op med. Den fortæller direkte at måske især forskellige religioner har været ganske skadelige for for vores eget naturlige forhold til egen krop, seksualitet og lystfølelse.
I et af bogens kapitler, der giver læseren et historisk blik på pornografien, fortælles der eksempelvist at der i antikken og oldtiden eksisterede et langt mere naturligt forhold til sex og liderlighed. Det kan man se ved at betragte de mange motiver fra mosaikker fundet i bl.a. Pompei, Rom eller på et utal af antikke vaser fra Grækenland. I nogle kulturer blev seksualitet og lystfølelse ligefrem betragtet som en helt naturlig del af ens daglige ritualer og gøremål, før præster og imamer senere fik gjort vores drifter til noget syndigt og forkert.
Tegneserien præsenterer dog, før du når til dette historiske kapitel, sin læser for en rammehistorie, der binder de mange forskellige aspekter af porno sammen. De tre venner: kvinden, eksperten og kussen har besluttet at tage på tur, mens de forsøger at snakke om hvad porno egentlig er for noget. Det er ret godt tænkt, for hvor kussen selvsagt er frisk på det hele, er eksperten mere forsagt, forsigtig og analyserende og kvindens figur, er den der ligger tættere på læserens eget ståsted. Det er nemlig som oftest hende der stiller uddybende spørgsmål og kommenterer på de ting, de andre to siger.
Selv om dette er en tegneserie der handler om et emne, der bestemt er både meget visuelt og eksplicit, så er tegneserien hverken grænseoverskridende eller pornografisk i sig selv. Selvfølgelig bliver der italesat en masse forskellige seksuelle praksisser og i dialogen er der også elementer som purister måske ville se som ´anstødelige´, men det er en både mægtig interessant, underholdende og fordomsfri gennemgang af pornoens væsen og dets mange aspekter.
Tegneserien er opdelt i en række kapitler, der hver i sær både byder på lidt handling med vores tre hovedpersoner, mens de snakker om forskellige aspekter ved pornografien. Det første kapitel handler om hvad porno egentlig er, det næste fokuserer på hvem det er der ser porno (svaret er næppe overraskende stort set alle – red.), kapitel tre handler om de mange forskellige typer pornogenrer der findes, nummer fire om pornoindustrien , kapitel fem fokuserer som nævnt på pornografiens historie og endelig sluttes der af med et kapitel om køn og identitet. Læseren kommer på den måde ganske vidt omkring feltet på de lidt over tohundrede sider.
Dette er – set fra denne anmelders synspunkt - en tegneserie der burde indgå som en helt naturlig del af den meget underprioriterede seksualundervisning i grundskolen. For selv om det i de timer selvsagt også skal handle om hvordan man undgår kønssygdomme, uønsket graviditet eller samtykke, så er det også i de ældste klasser i folkeskolen, at vores børn begynder at interessere sig for porno. Porno, der kun er et enkelt musseklik væk. Som bogen fortæller så ser 9 ud af 10 14-årige porno i et eller andet omfang. Det er overalt, om man vil det eller ej – og for Kapellets anmelder så er det på tide at vi taler åbent om dette, uden skamfølelse eller frygt for at blive udskammet af andre.
Tegneserien præsenter sin læser for en veldokumenterede fakta der kan efterprøves ved at se på de mange kilder som er gengivet til sidst i bogen. Det kan dog godt undre undertegnede at man på denne litteraturliste ikke finder Linda Williams´ ret enestående (og kanoniske) Hard Core der i kapellets optik hører til blandt hovedværkerne om pornofilmen. Trods denne manglende kilde er der med garanti være rigtigt mange læsere, der vil være overraskede over mange af de fakta og statestikker som bogen disker op med.
Bogen er befriende læsning, forstået på den måde at den ikke dæmoniserer hverken porno eller brugerne af samme. Samtidig er det heller ikke en ensidig lystfuld hyldes til porno – for der skrives også om de mange negative aspekter der findes i branchen, fra trafficking, anden udnyttelse og meget andet. Enkelte kritikere vil måske mene at der ikke er nok fokus på ting som dette, mens Kapellet påskønner at der er blevet lavet en bog, der ikke blot har til hensigt at skræmme eller udskamme læserne over dennes lyst til at se på frække ting. Til gengæld så fokuserer tegneserien netop på det positive ved at være nysgerrig, have en lyst til sex og anser det at ville se på pornografisk materiale som noget ganske naturligt.
I Hvad er porno? er der altså fokus på fakta og formidling af emnet. Grunden til at Hvad er porno? her i Kapellet er placeret under vores tegneseriekategori og ikke sagprosa er enkel: den bærer selv betegnelsen en tegneserie om sex og lyst i sin undetitel. Den har en hel særlig karikeret tegnestil, der er lidt svær at beskrive – men Kirstine Teidt blander sin lettere naivistiske, lette streg med fotografier og andre elementer, der virker rigtigt godt i forhold til at få præsenteret de mange emner, som diskuteres undervejs.
Hvad er porno? tilføjer måske ikke en masse nyt til området, men for alle læsere, der ikke før har kastet sig over fagtekster om pornografi, så vil der være en masse nye, interessante informationer at hente her. Samtidig vil du måske også ligefrem blive bekræftet i at der slet ikke er noget unaturligt i at have lyst til at se og tænde på porno – for nærmest uanset hvem du er så er der med garanteret også noget der vil pirre netop din kink ude i pornoland. Så god læselyst og god videre tur ud i pornografiens forunderlige, pirrende, klamme, mærkværdige, kunstige og lystfulde univers.