For dig, der intet kender til Marvels superhelt Moon Knight, vil læsningen af Vanvid i familien med garanti virke ret besynderlig. Historien kræver nærmest at du ved en smule om figuren inden du begynder på den. Hvis du derimod kender ham fra andre tegnserier (som eksempelvis de fantastiske historier tegnet af Bill Sienkiewicz) eller hvis du har oplevet Jason Isaacs i rollen som den kejtede Marc Spector, der ved et tilfælde bliver den menneskelige avatar for den ægyptiske månegud Konshu i Marvels tv-serie, så har du gode forudsætninger for at være med helt fra første side.

Historien starter dog ikke med vores helt, men derimod på et sanatorium, hvor en patient med lange lokker og skæg, er i terapi hos hans kvindelige psykolog. Han har tydeligvis svære traumer fra den krig han har været udsendt til og lider samtidig af svært hukommelsestab, i sådan en grad, at ikke engang hospitalet ved hvem han er. Psykologen peger ham, i terapiens navn ligesom Marc, i retning af det ægyptiske panteon af guder. Dette skal vise sig at være en usandsynlig dårlig idé. For vores navnløse patient begynder at kanalisere en magtfuld gudeskikkelse, nærmere bestemt solguden Ra. Herefter fortæller historien jo nærmest sig selv.

Vanvid i familien byder også på andre memorable skurkefigurer, eksempelvis den mystiske Truth, der ved at lægge sin hånd på folk, får dem til at indse de værste sider ved sig selv og handle på disse. Der er også Bushman, en af Moon Knights gamle fjender, der forsøger at klare sig gennem tilværelsen som lederen af en ganske succesfuld narkobande. De tre skurke rotter sig nu sammen med det primære formål at få bugt med Moon Knight. Dette er hovedfortællingen, men for at bløde det hele op og skabe lidt balance i hvad der ellers kunne have været et langt slagsmål, genintroduceres en figur, som har betydet meget for Marc Spector tidligere.

Kapellet kunne overordnet godt lide tegneserien, selv om Jacen Burrows streg er ganske upersonlig. Det er jo ikke fordi det ikke er flot tegnet, det er blot en kende udtryksløst og stift, især hvis man sammenligner det med førnævnte Sienkiewicz (og det er måske også uretfærdigt – red.), Declan Shalvey eller Alex Maalev, der alle har meget mere schwung i deres tegnestil. Overordnet kan Burrows´måde at tegne på godt minde en anelse om den måde Fiona Staples har tegnet Saga https://kulturkapellet.dk/tegneserieanmeldelse.php?id=114 , blot uden den samme intensitet og sans for detalje. Når man ser på illustrationerne i Vanvid i familien så virker det, med frygt for at postulere, at Burrows udelukkende benytter sig af digital teknologi i stedet for tusch og papir, men uanset teknikken, så bliver stregen og den ellers meget flotte farvelægning, ret genrerisk og upersonlig.

Selv om dette er tilfældet er der til gengæld noget virkelig filmisk over måden historien er præsenteret på. Helt subjektivt er scenen med Truths møde med en fører af et tog i New Yorks undergrundsbane (som optræder i starten af andet ´kapitel´) til en af favoritterne. Der er dog mange andre steder, hvor såvel splash-sider og spektakulære handlingssekvenser fungerer rigtigt godt. Selv historien er også ganske fed, selv om man har set den i et utal af variationer før: skurkene finder en måde at presse vores helt på ved at fange en der står ham nær for på den måde at få magt over ham. Til gengæld er det bestemt ikke kedeligt, mens man er i færd med at læse tegneserien, for den ene sige tager hurtigt den næste.

En anden ting, der godt kan virke en anelse beklageligt, er at der er flere af de forsider, der selvsagt er gengivet fra de enkelthæfter, som serien oprindeligt udkom i, som ommer til at minde om den klassiske cliffhanger, fra seriefilmenes tid. Scener der gør betragteren sulten på at nå frem til denne scene, men kun for at opdage at den aldrig dukker op i selve historien. Her tænkes ikke kun på den flotte illustration der pryder bogens bagside, men i højere grad det cover, der viser Moon Knight bundet med tunge metalkæder, på vej mod havbunden omgivet af sultne hajer. Hvordan kommer han dog ud af den knibe, kunne man fristes til at tænke, men det er ligemeget - for i fortællingen er han godt nok fanget om bord på et skib, men han ryger på intet tidspunktet i vandet.

Moon Knight: Vanvid i familien er god middelvare Marvelunderholdning for den voksne læser. Det er en både meget blodig og voldelig fortælling, og derfor ikke én der egner sig som hyggelæsning på børneværelset. Den bringer ikke meget nyt til hverken Marvels konstant ekspanderende univers, måske lige med undtagelse af det faktum, at vores helt mod fortællingens slutning synes langsomt at ændre sin holdning til de ´skurke´ som har taget ham til fange. Måske er deres fortsæt slet ikke så nederdrægtige, som først antaget? Vil Moon Knight ændre sit syn på både dem og sin egen plads i tilværelsen? For at få svar på det spørgsmål, så bliver du altså selv nødt til at komme i gang med at læse.