En af de hyppigst brugte troper inden for science-fiction-genren, er spørgsmålet ”hvad det er, der gør et menneske til et menneske?” Hvordan er vi forskellige fra dyrene, fra Gud, fra andre væsener med en bevidsthed? For at præcisere kunne man spørge; hvor går grænsen mellem det menneskelige og det kunstige, det computerskabte, robotten?

Ved at betragte det kunstigt skabte menneske, i form af en androide, en robot eller en kunstig bevidsthed, så betragter vi samtidig os selv. Er der monstro en forskel på vores biologiske maskine og så den der er skabt til at have lignende funktioner? Historier som disse bliver på den vis en form for eksistentialisme i fiktiv form. Historier, der både kan underholde og lede til eftertanke hos sin læser.

Spørgsmål som de ovenstående er også nogle der er en integreret del af det første soloalbum med figuren The Vision. Måske kan du huske Vision fra Marvel’s filmiske univers. Det var Vision, der i sin tid var Ultrons højre hånd i Avengers: Age of Ultron. Skurken gjorde dog senere oprør mod sin herre, blev en del af Avengers og det var også selvsamme figur, der indledte et noget kaotisk kærlighedsforhold til Scarlett Witch (aka. Wanda Maximoff), en fortælling, der var grundlaget for den fremragende tv-serie WandaVision.

Da vi møder Vision i Nærmest menneskelig bor han i et typisk amerikansk forstadskvarter, nærmere bestemt Fairfax i staten Virginia. Han forsøger at lægge superheltedagene bag sig og i stedet fokusere på dét som vi andre måske ser som middelklassedrømmen. I det hvidmalede hus bor også hans familie, hustruen Virginia, sønnen Vin og datteren Viv. En typisk familie, der dog til forskel fra de flertallet alle består af kunstige mennesker ligesom Vision selv. Tilsyneladende er både børn og hustru skabt af vores hovedperson.

Naboerne kigger forbi med småkager og fyldt med nysgerrighed over at møde de nye tilflyttere, selv om de hurtigt opdager at hjemmebag ikke betyder det helt store for en robot. I deres nye hjem forsøger familien Vision at blende ind blandt helt almindelige amerikanere, til trods for at sådan en tilværelse godt kan være noget af en prøvelse for en familie, som er ganske anderledes konstrueret. Man er sær når man er lavet af metal og plastik og har evnen til at fase gennem fast materie. De fleste af de mennesker som robotfamilien færdes blandt har derfor ganske vanskeligt ved at acceptere deres nye naboer helt på samme fod som havde de været af kød og blod i stedet. Børnene skal lige som resten af familien forsøge at ligne helt almindelige amerikanske rollinger, så de kommer naturligvis i skole, hvor de andre elever selvfølgelig også kigger ret skævt til dem.

Dette første album med The Vision er også ret interessant i den forbindelse, for selv om både han og hans familiemedlemmer forsøger at emulere det de ser som menneskeligt, så er de alle stadig maskiner og deres betragtninger på deres omgivelsers ofte ret irrationelle måder at agere på.

På denne måde bliver robotfamiliens kvaler også form for analogi på mange af de sociokulturelle problemer og måske især den iboende racisme, der desværre stadig eksisterer i det moderne USA. I tresserne ville man muligvis have fortalt samme slags historie med en afroamerikansk eller mexicansk superheltefamilie i centrum. I 2022 er det den humanoide robot, der må slås med disse problemer og udfordringer, samtidig med at han forsøger af finde ud af hvordan han kommer tættere på det at være et menneske.

Det er vanskeligt, især for en halvgammel anmelder, der har mistet overblikket over Marvels kronologi, at vide præcis hvornår denne fortælling udspiller sig. Det må velsagtens være efter bruddet med Wanda, der i Marvels tegnede univers skete da Hank Pym blev nødt til at genstarte Vision. Denne reboot gjorde at dele af hans hukommelse og tillærte menneskelighed også forsvandt og af samme grund var han ikke længere den, som Wanda faldt for.

The Vision: Næsten menneskelig starter i harmoni, men idet man når til slutningen, så er familiens virkelighed – uden at spoile alt for voldsomt – dramatisk ændret. Selv om Vision muligvis ikke er den mest kendte superheltefigur, så er dette første solomøde med ham vitterligt interessant, muligvis især for de læsere, der godt kunne tænke sig lidt mere historie, end blot den sædvanlige hvor en helt skal slås mod en skurk. Af samme grund er det også virkeligt fedt at Redaktøren netop har modtaget andet bind i serien, der nok skal blive anmeldt her i Kapellet inden alt for længe.