Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Blacksad 6 – Når alting ramler del – første del / Cobolt / 64 sider
Tekst: Juan Díaz Canales, ill: Juanjo Guardino
Anmeldt 26/1 2022, 16:28 af Torben Rølmer Bille

Fremskridtets bagside


Fremskridtets bagside

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var lidt at en øjenåbner, da Kapellet modtog det store samlebind med de første fem Blacksad-tegneseriealbums. For ud over en væsentlig undren over aldrig tidligere at have læst historierne med den hårdkogte noir-kat i hovedrollen, så imponeredes vi også over de ustyrligt stemningsfyldte tegninger og evnen som seriens to spanskfødte skabere havde til at fortælle interessante historier, der samtidig havde direkte referencer til amerikansk kulturhistorie og forskellige samfundsforhold.

Som det vist også blev nævnt i forbindelse med vor omtale af samlebindet, kunne udgivelsen ses som en slags opfordring til, at nye læsere (heriblandt Kapellets anmelder) kunne starte bekendtskabet med denne serie, så interessen var vakt, når der dukkede et nyt album op.

I slutningen af 2021 udkom Blacksad 6, der fik den meget rammende undertitel Når alting ramler – første del. Det er en fortælling om kaos, magtmisbrug og pengegriske bagmænd, der gør alt de kan for at besværliggøre vore hovedpersoners tilværelse, og for første gang er der tale om at en historie ikke afsluttes på de 64 sider, som efterhånden er standarden for albums. Som forventet slutter denne første del med indtil flere cliffhangers, der gør at ventetiden på anden del af Når alting ramler, lige nu føles endnu længere.

I dette Blacksad-album er handlingen endnu engang henlagt til New York. Læseren slapper i starten af sammen med vores hovedperson og hans tro følgesvend Weekly i Central Park. Her nydes solen og den traditionelle ’Shakespeare in the Park’ forestilling, som den lokale ordensmagt beslutter sig for at rydde, med en undskyldning om at græsset tager skade af alle tilskuerne. Der er dog langt større problemer i byen end slidt græs, for inden længe er Blacksad og Weekly på sporet af en koldblodig lejemorder, som læseren ved, arbejder tæt sammen med en skrupelløs rigmand. Finansmanden nægter at lade noget komme i vejen for hans planer om at udvide byen og vil endda gå så vidt at lade de folk likvidere, som potentielt kan kommer på tværs af disse planer.

Til trods for at Når alting ramler – første del har en helt traditionel albumlængde, så er det stadig imponerende, hvor meget materiale både visuelt men også fortællemæssigt som d’herrer Canales og Guardino har formået at presse ind mellem indbindingen. En af de elementer, der gør denne tegneserie så djævelsk fin er nemlig - ud over den glimrende noirstemning, de ustyrligt flotte tegninger og den hårdkogte tone - evnen som serien har til at kommentere på amerikanske samfundsforhold.

Denne gang er det storkapitalen og kapitalismen, der står for skud. Undervejs er læseren også vidne til, hvordan de, der arbejder nederst nede i systemet, konsekvent må indse, at de næppe får hverken rettigheder eller for den sags skyld lov til at organisere sig i et fagforbund. Det er jo ikke i entreprenørernes interesse. Det er næppe første gang, at et sådant emne er blevet hevet frem i popkulturen, endsige i en tegneserie, men det er stadigvæk ret fantastisk at blandingen mellem antropomorficerede dyr i et hårdkogt 50’ermiljø og referencer til virkelighedens (og nutidens) USA fungerer så godt, som den gør.

Blacksad har på denne vis en masse fællestræk til Æsop – det tegneseriefortællingerne er fabler: en moralsk fortælling med dyr i de bærende hovedroller, der gerne skulle lære os noget om vores eget liv, hvis vi altså vil lytte efter.

Nu skal det jo ikke lyde som om, at Blacksad er en serie, der udelukkende er en slags nyere amerikansk historietime forklædt som tegneserie. Det er primært en dynamisk tegnet og særdeles velformidlet thrillerdrama, der giver læseren helt det samme høje niveauer inden for både handling og tegninger som de, man har oplevet i de øvrige album.

Der skulle gå hele otte år siden der sidst kom et egentligt album med Blacksad, men Cobolt nævner på deres hjemmeside, at anden del af Når alting ramler kommer i løbet af 2023. Selv om det virker som meget lang tid, så er det i det mindste ikke yderlige otte år til. Undertegnede er helt sikker på, at den afsluttende, anden del af den nye historie med sikkerhed heller ikke skuffer, for Blacksad er om noget en utroligt gennemarbejdet tegneseriefortælling. Så læn dig tilbage, hæld lidt scotch op i glasset og nyd det nye album. Selv om det ikke byder på en slutning, kan det sagtens læses mere end en gang.

Forrige anmeldelse
« I hovedet på Sherlock Holmes: ... «
Næste anmeldelse
» Captain America – Winter Sold... »